Årets top og flop 2012

2012 blev et særdeles fornuftigt år for de danske investeringsforeninger med flotte afkast og nye penge i kassen set over den brede kam.

Facebook Twitter LinkedIn

Inden vi for alvor slipper julefreden løs gør vi status over hvordan det er gået de danske investeringsforeninger i årets løb. For at blive klogere på det ser vi nærmere på afkast og asset flows i 2012 for fonde, som er let tilgængelige for den private investor. Overordnet blev det til et godt år for foreningerne og dermed investorerne og de pæne afkast ser ud til løbende at have tiltrukket flere penge fra investorerne. I årets løb har private investorer øget deres opsparing i investeringsforeninger med over 10 mia. fordelt på både aktie og obligationsfonde.

Årets vindere og tabere på Morningstar kategoriniveau.

Helt som ventet blev det de mere eksotiske og krydrede obligationsfonde som pryder toppen af oversigten over, hvor investeringslysten blandt private investorer var størst i 2012, og de valgte at sætte deres opsparing.

Igennem hele året oplevede specielt lavt ratede virksomhedsobligationer, obligationer fra højrentelandene og virksomhedsobligationer med høj kreditkvalitet noget nær en sand investorstorm og nød godt at flotte inflows fra investorerne.

I top 5 tabellen over kategorier med størst inflow i år har alle leveret afkast i den fine ende. Endda med en forholdsvis lav risiko målt på 3 års sigt. Fx fik kategorien Global Emerging Markets Bond et inflow på godt 5,7 mia. kr. i 2012, et afkast på 16,1 pct. og en standardafvigelse på knap 7 pct.  Også i sidste års sure markeder præsterede de tre omtalte kategorier positive afkast, og det kan også være en medvirkende årsag til, at mange nu vælger dem til deres portefølje.

Tilsvarende har det også været billedet, at det er gået hårdt ud over primært de sikre danske obligationer. En medvirkende årsag er givet det lave danske renteniveau, og det har da også været en halvtrist affære med beskedne afkast i 2012.  Alene i kategorien danske obligationer er der forsvundet knap 7 mia. kr. i årets løb. Men det er også gået hårdt ud over asiatiske fonde, hvor kategorien Asia ex Japan Equity indtager en bund 5 placering med et outflow på ca. 2 mia. kr. For de resterende to på listen er tilbagesalget sket på trods af rimeligt pæne afkast i 2012, hvorfor salgene nok blandt andet skal ses som en reaktion på afkastene for 2011, som var knap så gunstige.

Danske aktier har samlet set klaret året bedst på afkastsiden. Hele 33 fonde ligger i denne kategori og de har i gennemsnit præsteret et afkast på ca. 21 pct. Sidste år havde de tilsvarende et negativt afkast på knap 21 pct. Til gengæld har investorerne ikke længere tålmodighed til at beholde deres investeringsbeviser i danske aktier og kategorien har haft et tilbagesalg på godt 1 mia. kr. i år. Nummer to på listen, asiatiske aktier, har også leveret fine afkast, men haft stort tilbagesalg på knap 2 mia. kr.

Generelt er det således, at det er blandt aktieafdelinger at årets bedste afkast findes – og det er i udbredt grad blandt fonde, hvor 2011 bød på særdeles dårlige resultater.

I listen over de fem kategorier med laveste afkast har alle haft beskedne, men trods alt positive afkast. De har dog alle måtte indkassere tilbagesalg fra investorerne i årets løb.

Årets vindere og tabere på fondsniveau baseret på afkast

Årets absolut højeste afkast finder vi hos Jyske Invest Tyrkiske Aktier. Fonden har præsteret et afkast på hele 53 pct., men det er også en fond med store udsving i afkastene, og standardafvigelsen er på mere end 29 pct. En investering i fonden bør derfor være med et længere tidsperspektiv og Jyske Invest anbefaler også en investeringshorisont på min 5 år. Fx var sidste års afkast for fonden -33,7 pct.

Danske Invest har med sine 65 fonde det bredeste udbud af fonde svarende til knap 15 pct. af de her analyserede fonde. Det er derfor trods alt bemærkelsesværdigt, at Danske Invest indtager hele 6 af de ti pladser i toppen. Specielt deres 3 fonde på listen, som følger de europæiske aktiemarkeder, er kommet stærkt igennem 2012 med pæne afkast – både i absolutte tal og relativt til deres sammenligningsindeks er det gået godt.

I bunden er det især japanske aktier som dominerer, men ellers er det en noget blandet tabel. Men at bunden ud af 434 fonde, trods alt ikke er værre, vidner om, at det generelt har været et positivt investeringsår på alle fronter og markeder. Det er i skærende kontrast til 2011, hvor det generelle billede var lige omvendt med negative afkast og sure miner på de fleste børser.

De danske investorer har i årets løb bevæget sig væk fra danske obligationer og søgt fonde som giver lidt kolorit i porteføljen. Dette års vindere var bestemt ikke sidste års vindere, hvilket understreger betydningen af en langsigtet portefølje med god spredning på mange aktiver. Specielt bør private investorer opgive tanken om at træffe investeringsbeslutningerne ud fra fondenes kortsigtede resultater. Det ender sjældent godt og udviklingen i år kontra 2011 vidner blot om det mulige slutresultat.

 

 

 

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Lene Rifbjerg Bechmann  er Data Relationship Manager, Morningstar Denmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser