Stort set alle private investorer ejer investeringsbeviser i en eller flere investeringsfonde. Typisk er investeringsbeviserne enten købt på investorernes eget initiativ eller også har man fået dem anbefalet af investeringsrådgiveren i banken. For hovedparten af investorerne er det sandsynligvis sidstnævnte, der gør sig gældende i Danmark.
Når man ejer et investeringsbevis betaler man omkostninger til investeringsforeningen. Omkostningerne fratrækkes løbende værdien af investeringsbeviserne, så investorerne har som sådan ikke penge oppe af lommen for at betale for ydelserne. Nogle af omkostningerne, der betales til foreningen, dækker rådgivningen af investor. Investeringsforeningen videresender derfor en del af de opkrævede omkostninger til investeringsrådgiveren som en tak for at have anbefalet kunden de pågældende investeringsbeviser. Det kaldes for markedsføringsprovision.
For de danske investeringsforeninger er den gns. årlige omkostningsprocent omtrent 1,2 pct.. Heraf er cirka halvdelen denne såkaldte markedsføringsprovision. Det er en årlig tilbagevendende provision, som betales af investorerne via foreningen til det pengeinstitut, hvor investor er kunde. Har man investeringsbeviser for 1 mio. kr. betaler investorerne i gennemsnit 6.000 kr. i årlige omkostninger for at have modtaget den initiale investeringsrådgivning.
Det er ikke svært at gennemskue uhensigtsmæssighederne i denne struktur. For det første ligger der et skjult incitament for rådgiverne i at sælge netop de produkter, hvor provisionen er størst, frem for at fokusere på kundens behov.
For det andet betales provisionen af alle investorerne – også dem der ikke har modtaget nogen form for rådgivning. Tilhører man denne gruppe betaler man rundt regnet 6.000 kr. om året pr. investeret million for lige præcis ingenting. År efter år.
Sidst men ikke mindst er det en skjult omkostning, som ikke er særlig synlig for investorerne. De færreste er nok reelt klar over, hvor meget de egentligt betaler. Derudover er det næsten givet at prisen ikke kan forhandles eftersom prisskiltningen ikke er særlig gennemsigtig.
Forbudt i UK fra 2013
Det virker besynderligt at sådan en struktur kan eksistere uden at nogen griber ind. I sidste ende er det naturligvis investorernes ansvar, idet de blot kan fravælge denne del af produktpaletten, hvis de ikke vil betale.
Noget tyder dog på at der måske er nye tider på vej. I England. Her træder nye regler i kraft ved årsskiftet, som har til formål at skabe større gennemsigtighed og retfærdighed til fordel for investorerne.
Det er det engelske Finanstilsyn, der står bag reglerne, som kaldes Retail Distribution Review, RDR. Ved de nye regler er den største konsekvens at investeringsrådgivere ikke længere må modtage provision fra udbyderne af de investeringsprodukter som sælges.
Rådgiverne, typisk bankerne og uafhængige finansielle rådgivere, vil ikke længere få betaling for deres arbejde i form af et stykke af investeringsforeningernes samlede omkostningskage. Denne aflønningsform bliver decideret ulovlig fra og med 2013, altså om mindre end en måned.
Fremover skal investorerne i stedet betale rådgiverne direkte for det udførte arbejde. Det er langt mere gennemsigtigt og investorerne vil blive bevidste om, hvor meget de reelt betaler for rådgivningen. Investorerne bør nu få muligheden for at forhandle sig frem til en given pris, det kan være et fast beløb, timebetaling, eller pct. andel af det investerede beløb.
Med de nye regler i UK skærpes kravene også til investeringsrådgiverne, således at investorerne kan få kvalificeret, troværdig og upartisk investeringsrådgivning.
Flow til passive fonde
Spørgsmålet er naturligvis hvordan de nye regler vil påvirke fondsmarkedet i England. 90 pct. af fondene derovre er aktuelt aktivt forvaltede fonde, hvor målet er at give et afkast over markedsafkastet. Disse fonde er typisk dyrere i drift end deres passive alternativer.
Finansielle rådgivere i England har historisk foretrukket aktivt forvaltede fonde. Fremadrettet vil de være nødsaget til at bede kunderne om betaling for rådgivningen up-front. Når provisionerne samtidig tages ud af ligningen i de samlede fondsomkostninger, kan det kølne rådgivernes interesse for at anbefale aktive fonde til kunderne.
I hvor stor udstrækning det vil ske vil bl.a. afhænge af om omkostningerne – på bekostning af afkast – i højere grad bliver centrale salgsparametre for kunderne. Passive fondes lavere omkostninger kan derfor være en måde for rådgiverne at nedbringe kundernes samlede omkostninger uden at deres egen aflønning rammes alt for hårdt.
Er reglerne på vej til Danmark?
Det er tvivlsomt om provision fra investeringsforeningerne til rådgiverne i distributionsleddet bliver forbudt herhjemme. Tidligere i år stemte EU imod at provisionerne forbydes, mens der på den anden side bliver lagt op til skærpede krav til gennemsigtighed og åbenhed. Så medmindre det danske tilsyn går egne veje er et forbud næppe på trapperne. Spørgsmålet er imidlertid også om et forbud vil have samme effekt, som det forventes at få i England.
I England er udbredelsen af uafhængige rådgivere langt større end den er i Danmark. Herhjemme foregår langt størstedelen af salget til private investorer via bankerne. Det er en rimelig valid formodning at Danske Bank primært sælger Danske Invest, Nordea sælger Nordea Invest, Jyske Bank sælger Jyske Invest osv.
Bankerne varetager typisk også andre funktioner for investeringsforeningerne som de er tæt forbundet med. Det er fx depotfunktion, prisstillelse og kapitalforvaltning. Det tjener bankerne også mange penge på. Tætforbundne samarbejdspartnere til investeringsforeningerne vil altså ikke kun miste indtjening fra provisionen, men også fra andre services og ydelser, hvis rådgiverne vælger at anbefale investeringsprodukter fra andre investeringsforeninger.
Morningstar skønnede sidste år at markedsføringsprovisionen fra danske investeringsforeninger til bankerne udgør i omegnen af 2,4 mia. kr. om året. Det er næppe en indtægt som bankerne frivilligt vil lade gå fra sig. Om det fulde beløb kan faktureres direkte hos kunderne vil være tvivlsomt, men spørgsmålet er også om prisen på nogle af de andre ydelser ikke blot vil stige, hvis provisionen udgår af den samlede omkostningspalette i investeringsforeningerne.
Uanset hvad bliver det dog interessant at følge hvad der kommer til at ske i England i de kommende år.
