Hvorfor vælge blandede fonde?

Synes du der er lidt for meget spænding på finansmarkederne, kan du måske med fordel vende blikket mod de blandede fonde, hvor der investeres i både aktier og obligationer.

Facebook Twitter LinkedIn

De danske investeringsforeninger bugner af muligheder for, hvor man kan investere sine penge. Skal det være aktier i Rusland eller måske brasilianske statsobligationer? Man kan også som investor forsøge at nå begge i et måltid, ved at investere i de blandede fonde. De kræver dog også lidt benarbejde at sætte sig ind i, da man typisk hverken på navn eller kategori kan aflæse, hvad de blandede fonde egentlig dækker over.

 

I Morningstar regi bliver en fond typisk kategoriseret som enten en aktiefond, en obligationsfond eller en blandet fond. Når en investeringsforening ønsker at oprette en fond som på samme tid både investerer i aktier, obligationer, kontanter og evt. andet, så vil fonden blive klassificeret i kategorien blandet.

Udviklingen

For at se lidt på hvordan udviklingen i efterspørgslen efter de blandede fonde har været gennem de sidste syv år, kan vi betragte nedenstående graf. Den viser, at der har været pæn vækst i de blandede fonde og de ligger lige nu med en samlet vægt på knap syv pct. af det samlede danske marked for investeringsforeninger, hvorimod denne andel tilbage i 2005 kun var på knap tre pct.

 

Specielt siden foråret 2011 har der været gang i salget af disse fonde herhjemme, hvor det dog primært skal tilskrives omlægninger i nogle få investeringsforeninger, herunder Jyske Invest. De blandede fonde er således gået fra at have en markedsandel i niveauet 4,5 pct. til en markedsandel på knap 7 pct på under to år.

Det er altså, alt andet lige, blevet mere populært gennem tiden at investere i fonde, hvor man på én gang opnår eksponering mod både aktier og obligationer. Set i lyset af, at det specielt er efter krisen, at de er vokset, kunne det tyde på, at både private investorer og de professionelle pensionsmanagere er blevet mere opmærksomme på fordelen ved at få spredt porteføljen på både aktier og obligationer, så den samlede risiko mindskes. I teorien gælder det om at opnå det højeste afkast til den laveste risiko, og det kan i højere grad opnås, hvis hele porteføljen sammensættes, så aktier og obligationer ”passer sammen” og at fonden eksempelsvis har mulighed for at gå ind og ud af både aktier og obligationer og placere en del af formuen i kontanter. Som enkeltinvestor kan man selv købe en aktie- og en obligationsfond, men det er ikke sikkert, at man så lige rammer den sammensætning og timing, som giver et godt match, og dermed maksimerer afkastet til den laveste risiko.

Kategorien Moderat Allokering

Der findes flere Morningstar kategorier indenfor de blandede fonde, men vi vil forsøge at kaste lidt mere lys på dette segment, ved at dykke ned i Morningstar kategorien ”Moderat Allokering”. Kategorien er en af de større herhjemme og har forholdsvist mange danske fonde repræsenteret. Fonde som ligger i denne kategori investerer i tre hovedområder: aktier, obligationer og kontanter og de er karakteriseret ved at have en aktieandel som typisk ligger mellem 50-70 pct..

Det er meget forskelligartede fonde, hvorfor det er nødvendigt at nærlæse de enkelte fondes investeringsstrategier for at finde ud af, hvordan den investerer. Fonde, som ligger i de blandede kategorier, bliver kategoriseret alt efter hvor aggressiv strategien er, og ikke efter i hvilke lande, sektorer eller om det fx er valueaktier, de er eksponeret overfor.

Danske fonde

Herhjemme er der 18 fonde som ligger i kategorien ”Moderat Allokering”, og som er tilgængelig også for den private investor. De sælges og distribueres primært i pensionssammenhæng, men kan også købes for frie midler.

For at skabe et lille overblik over de pågældende fonde kan vi studere tabel 1, der viser en oversigt over hvordan de lige nu ligger eksponeret i aktier, obligationer, kontant og andet, deres eksponering mod USA, standardafvigelsen på 3 års sigt samt deres formuer.

I kategorien har de 18 fonde i gennemsnit investeret 9 pct. i kontanter, 41 pct. i aktier og ca. 47 pct. er eksponeret mod obligationer. Resten bliver investeret i andet. Det kunne fx være en Guld-ETF, som det er tilfældet med Maj Invest Kontra. Desuden kan det ses, at fondene i gennemsnit har over en tredjedel af porteføljens formue eksponeret mod amerikanske aktier og ca. 7 pct. i amerikanske obligationer.

Risikoen, målt ved standardafvigelsen på 3 års sigt, svinger fra 4,24 pct. til over det dobbelte. Gennemsnittet er på 6 pct., hvilket er væsentligt under de gennemsnit, der typisk haves for rene aktiefonde. Tilsvarende ligger de globale aktiekategorier normalt mellem 10-12 pct. i standardafvigelse på 3 års sigt.

En af de største fonde i dette segment er Nykredit Invest Balance Moderat. Den består af 16 beholdninger, og er en såkaldt funds-of-funds, som investerer gennem andre investeringsforeninger og ikke enkeltpapirer. Fx består den største post af Nykredit Invest Lange Obligationer. Altså en fond i fonden- deraf navnet. Derfor er de 16 beholdninger jo reelt et udtryk for langt flere beholdninger i porteføljen, da hver enkelt af de 16 beholdninger består af mange underliggende enkeltpapirer.

Maj Invest Kontra er konstrueret anderledes og investerer netop i enkeltpapirer. Fonden har leveret rigtig fine resultater de senere år, og også gennem krisen har de formået at få strategien til at bære frugt. De har investeret en del af deres formue i guldaktier og guld ETF´er som har ydet en stærk forsvarsmur mod krisens mange forskellige facetter. Specielt har det også været gunstigt for afdelingens performance, at prisen på guld er steget markant de sidste år.

Flotte ratings

I snit har fondene pr ultimo september 2012 4,61 morningtar stjerner ud af 5 mulige. Det må siges at være ganske imponerende klaret af de hjemlige fonde. De ligger altså helt i top på europæisk plan i kategorien ” Moderat Allokering”.

Generelt er der således flere forhold, som man skal have for øje, inden man kaster sig over de blandede fonde. Hvis det er en akkumulerende afdeling skal man være opmærksom på, at man som privatinvestor bliver beskattet lidt hårdere, da man som udgangspunkt betaler skat af kapitalgevinster hvert år, og ikke som normalt ved realisering. I forhold til at investere direkte i fx korte danske obligationer, så må man her studere prospekt og hjemmesider lidt nærmere for at finde rede i, hvad den egentlige eksponering er i fonden. Tilsvarende bør man som altid også have et vågent øje i forhold til omkostningerne i de blandede fonde.

Man opnår en bred diversifikation, altså de investerede kroner bliver godt spredt på forskellige former for værdipapirer, og det har altid været et godt mix, at have en portefølje som består af både obligationer og aktier. Det er op til den enkelte investor selv at sammensætte sin portefølje, men ønsker man både aktier og obligationer i sin eksponering, kunne en blandet fond være et godt bud.

 

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Lene Rifbjerg Bechmann  er Data Relationship Manager, Morningstar Denmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser