Mange private investorer er sikkert ganske trygge og komfortable ved, hvordan aktier og aktiefonde skal gribes an, når det kommer til at vælge de rette til porteføljen. Trygheden bliver derimod givetvis afløst af usikkerhed, når valget handler om obligationer eller obligationsfonde.
Ofte besværliggøres valgene af, at gennemsigtigheden er mindre på obligationsfronten, og det derudover er andre nøgletal end de velkendte fra aktierne, som man bør have med i overvejelserne.
Renterisikoen
Et centralt nøgletal ved valg af obligationer og obligationsfonde er renterisikoen. Det er noget af det første man som investor bør forholde sig til; hvor stor renterisiko vil man påtage sig, og her kommer nøgletallet varighed ind i billedet. Bredt fortalt er det et estimat over, hvor meget man kan forvente at vinde eller tabe, hvis renteniveauet ændrer sig. Fx vil man med en obligationsfond med en varighed på 5 år og rentefald på én pct. forvente at vinde fem pct. i kursstigning på fonden. Omvendt vil fonden falde i kurs ved rentestigninger.
Varigheden på enkeltobligationer fremgår typisk af kurslisterne i dagspressen og for obligationsfonde vil man typisk kunne finde varighed på enten Morningstar eller investeringsforeningernes egne hjemmesider.
Varigheden er et estimat for, hvor meget obligationerne vil ændre sig i kurs ved en given renteændring. Jo længere løbetid på obligationer, des større varighed. For nogle fonde vil nøgletallet være mere retvisende end for andre, ligesom beregningsmetoden også kan variere. Men det er bestemt brugbart og giver en indikation af renterisikoen i de forskellige obligationer og fonde.
Mest brugbart ved høj kvalitet
Obligationer eller fonde med høj kreditkvalitet som fx danske statsobligationer vil være blandt dem hvor varigheden er mest anvendelig. Danske realkreditobligationer er typisk også forbundet med høj kvalitet, så varigheden vil ofte også kunne anvendes her.
I takt med at man bevæger sig væk fra de mest kreditværdige obligationer og påtager sig en større kreditrisiko vil varigheden blive mindre betydningsfuld. Ved fx lavere ratede high yield obligationer vil varigheden kun i en vis udstrækning give en indikation af, hvad der vil ske når renteniveauet ændres.
Alt andet lige vil sådanne high yield obligationsfonde med længere varighed være mere rentefølsomme end dem med kortere varighed. Der vil dog ikke være den helt store sammenhæng til rentefølsomheden på statsobligationer.
Kreditkvalitet
Et andet centralt element i en obligationsfond er kreditrisikoen. Typisk er ratinghuse som Fitch & Moody’s på banen og med deres rating af obligationerne får man et indtryk af kreditkvaliteten i obligationsfondene.
Nogle fondsforvaltere vil måske argumentere for, at de udarbejder deres egne interne kreditanalyser af obligationerne i mangel af tillid til ratinghusene. Det er måske sandt nok, men tredjepartsvurderinger giver trods alt stadig investor et indblik i kreditkvaliteten i de enkelte fonde.
Det kommer bl.a. til sin ret, når man som investor er på udkig efter en obligationsfond, der skal danne krumtappen i porteføljen – altså en med mange kvalitetsobligationer. Her vil man kunne ramme ind i fonde med mange BBB-ratede obligationer. De hører til segmentet kvalitetsobligationer, men er dem med den laveste kreditkvalitet i dette segment. Det er ikke junk-segmentet, men tæt på. Det betyder ikke nødvendigvis at det er deciderede dårlige obligationer i porteføljen, men omvendt er det heller ikke danske, tyske eller amerikanske statsobligationer.
Kig tilbage på finanskrisen
Det kan også være brugbart at se tilbage på, hvordan obligationsfondene er kommet igennem tidligere finansielle kriser. Det vil et indblik i, hvor stort et tab man kan forvente, når det for alvor går ned af bakke.
Tjek fx. hvordan potentielle obligationsfonde kom igennem 2008. I mange tilfælde vil man opdage at flere fonde klarede sig rigtigt godt efter krisen, men til gengæld kom skidt igennem den. Her kan der være forhold, som måske er værd at dykke mere ned i. Forvalteren er måske skiftet ud siden da eller investeringsstrategien er justeret efterfølgende. Det kan også blot være at strategien er intakt og det er den risiko man som investor må affinde sig med. Her giver”worst case” scenariet en god indikation af, hvor slemt det kan gå.
Blandt danske fonde i kategorien med kvalitetsobligationer svinger de værste kvartalsafkast siden oktober 2007 fra -2,3 pct. som det bedste af de værste til -19,4 som bundprop. Omvendt er variationen også stor på upside. Knap 21 pct. er højdespringeren for bedste kvartal, mens det ”blot” blev til 6,2 pct. for fonden med laveste kvartalsafkast.
Ultimativt bør man som investor aldrig investere i noget man ikke forstår. Obligationsmarkedet er langt fra gennemsigtigt og obligationerne er måske et af de områder, hvor investeringsforeningernes berettigelse er størst. Men også her skal man være på dupperne. Noget der kan virke ligetil og letgennemskueligt kan vise sig at være noget helt andet end det man regnede med. Så det er blot om at komme i arbejdstøjet.
