Investeringsrådgivere står dagligt over for udfordringen om hvordan kundernes porteføljer bedst sammensættes. Skal det være investeringsforeninger, ETF’ere eller værdipapirerne direkte eller måske en kombination, som kunderne vil være bedst tjent med. Når valget træffes er et aspekt også at sikre at kunderne ikke bare betaler en fair pris, men også får gavn af eventuelle stordriftsfordele i de valgte investeringsprodukter.
Morningstar i USA har undersøgt stordriftsfordelene i markedet for investeringsforeninger. Udgangspunktet er udviklingen i omkostningerne for den typiske amerikanske fond igennem to årtier. Analysen omfatter omkostningsprocenter på alle fonde og fondsklasser som eksisterede i løbet af perioden 1990 til og med 2011. Det vil sige nu lukkede eller fusionerede fonde også er med i analysen, der dækker mere end 33.900 forskellige fondsklasser. Her er hvad de nåede frem til.
Gennemsnittet blev dyrere
Konklusionen på analysen er at omkostningsprocenten i den typiske fond steg over den fulde periode på 22 år. I 1990 kostede den typiske fond 1,18 pct., mens prisen i 2011 var steget til 1,29 pct. Denne horisont dækker dog over to perioder med hver deres udvikling. Fra 1990 til 2000 steg den gns. omkostningsprocent 0,21 pct. point til 1,39 pct. Omvendt faldt omkostningsprocenten 0,1 pct. point til 1,29 pct. i perioden fra 2001 til 2011.
Går vi længere ned på underliggende aktivklasser er billedet stort set det samme. Omkostningerne i den typiske fond med globale aktier steg 0,11 pct. point fra 1990 til 2000 for derefter at falde 0,32 pct. point i de efterfølgende elleve år. Samlet blev den typiske globale aktiefond billigere over hele analyseperioden. Modsat steg omkostninger i fonde med kommunale obligationer 0,36 pct. point i det første årti, men faldt blot 0,11 pct. point i årtiet efter. Alt i alt faldt omkostningerne i den typiske fond i fire af seks brede aktivklasser over den fulde periode på 22 år.
Hvorfor er prisen steget?
Omkostningsprocenten er steget af tre årsager.
For det første ændrede fondsudbuddet sig over perioden fra billigere obligations- og balancerede fonde til dyrere aktiefonde, som nu dominerer landskabet målt på antal fonde. Aktiefonde udgjorde omtrent 44 pct. af fondsmarkedet i 1990, mens andelen i dag er oppe på 61 pct. Trods prisen for aktiefondene i snit er faldet over den fulde periode, så har væksten i antallet af aktiefonde udkonkurreret de billigere obligations- og balancerede fonde. Derfor er den typiske fond alligevel blevet dyrere.
For det andet er udviklingen gået i retning af fondsklasser med forskellige omkostningsstrukturer. I 1990 dominerede fonde uden emissions- og indløsningsfradrag og billigere såkaldte A klasser markedet med en andel på 60 pct. I dag er de blevet overhalet af andre og dyrere fondsklasser, som har mere end opvejet væksten i markedet for billige institutionelle fondsklasser.
For det tredje er mange nye fonde kommet til i perioden – i alt 8.656 fra 1990 til 2000 og andre 8.378 i de efterfølgende elleve år. Generelt var disse nyere fonde også dyrere fonde, enten fordi fokus var på mere omkostningstunge aktivklasser eller fordi de manglede kritisk masse.
Eksempelvis var der 112 globale aktiefonde i 1990 med gns. omkostninger på 1,72 pct. I år 2000 var omkostningerne i samme fonde faldet til 1,44 pct. og i 2011 kostede de 1,19 pct. for de 68 fonde der stadig er i live. Disse prisfald blev dog mere end opvejet af de mange nye fonde, som blev introduceret. I alt 1.325 nye globale aktiefonde så dagens lys mellem 1990 og 2000 og kostede i snit 1,87 pct. Fra 2001 til 2011 blev yderligere 2.506 globale aktiefonde lanceret med en typisk pris på 1,5 pct.
Omkostningerne ville være endnu højere i dag, hvis det ikke var for de mange fonde, som er lukket ned i perioden. Eksempelvis er knap halvdelen af alle balancerede fonde, der blev startet op i perioden 1990 til 2000 efterfølgende blevet likvideret eller fusioneret. Det er ikke uvæsentligt eftersom det netop var nogle af de dyreste fondsklasser, der forsvandt fra markedet.
Æbler versus æbler
Det ændrede produktudbud gør det svært at sammenligne omkostninger over tid. Det kan der tages højde for ved kun at se på fonde, som er med både ved start- og slutperioden. For disse fonde faldt omkostningerne fra 1,1 pct. i 1990 til 1,01 pct. i 2011. Af de næsten 34.000 fondsklasser er det dog kun 1.060 som var med i alle 22 år.
Perioden 2000 til 2011 dækker 5.800 fondsklasser som har været med hele vejen i denne periode. For disse fonde faldt den typiske omkostningsprocent beskedne 0,04 pct. point svarende til et fald på 3 pct. Det betyder, at selvom omkostningerne for alle fonde i denne periode faldt, så er det ikke fordi omkostningerne er blivet sænket til fordel for investorerne. Det skyldes hovedsageligt at dyrere fonde er blevet lukket ned mens andre og billigere alternativer er kommet til.
Der er heller ikke synderligt med beviser for stordriftsfordele. For dem, der var med i hele perioden fra 2000 til 2011, er formuen steget 34 pct., mens omkostningerne blot faldt sølle 0,04 pct. point. Alt i alt faldt omkostningerne i ca. 2.000 af 3.000 fondsklasser, som oplevede formuefremgang i perioden. De største fondsklasser med mindst 100 mia. USD i formue i 2000 blev derudover inddelt i 10 grupper efter formuevæksten og her blev konklusionen, at der er en øvre grænse for omfanget af stordriftsfordele. Uanset vækst var normen at omkostningerne faldt ca. 10-15 pct. De 10 pct. største fondsklasser voksede hele 23 gange formuen i 2000 over de elleve år, men omkostningerne faldt mere moderat 18 pct. i perioden.
Hvorfor er omkostningerne ikke faldet mere? Det kan der være flere grunde til. Et er udbredelsen af fondsklasser med forskellige omkostningsstrukturer, men også brugen af markedsføringsbidrag for at sikre distribution har givetvis en påvirkning. Det er sandsynligt, at en fonds faste omkostninger i dag udgør en mindre andel af de samlede omkostninger, mens markedsføringsbidraget ikke på samme vis er reduceret i takt med formuefremgangen.
Omkostningerne i den typiske fond er steget fra 1990 til 2011. Det er først og fremmest på grund af ændret produktsammensætning i takt med at aktiefonde og dyrere fondsklasser har vundet indpas. Stordriftsfordelene for investorerne synes begrænsede, hvilket måske især er drevet af den stigende anvendelse af omkostninger til distribution.
