Fra tid til anden dukker spørgsmålet om obligationsfondes eksistensberettigelse op. Ofte er argumentet mod obligationsfondene at de er et fordyrende mellemled, og at investorerne vil være bedre tjent med at købe obligationerne selv.
Det forholder sig dog sådan at langt de fleste ting her i tilværelsen ikke er gratis. Obligationsfonde er ingen undtagelse. At det så netop af dem der fremhæves i investeringssammenhænge skyldes at afkastet generelt er lavere på traditionelt mere sikre obligationer. Det betyder, at omkostningernes andel af det forventede afkast er større end det er tilfældet for fx aktiefonde. Man kan sammenligne det med lånet i huset derhjemme. I takt med rentefaldene udgør bidragsbetalingen en til stadighed større andel af den samlede betaling til kreditforeningen.
Andre fremhæver obligationer som et simpelt produkt og man derfor ligeså godt selv kan investere i obligationerne. Det er dog nok de færreste private investorer, der synes at obligationer er letforståelige, gennemskuelige og lige til højrebenet. Morningstars obligationsdatabase tæller næsten 2,2 mio. udstedelser, heraf 3.000 danske udstedelser. Til sammenligning er der små 200 aktier på børsen i København. At påstå at obligationsmarkedet er letoverskuelig og gennemsigtig er nok lige at tage munden for fuld. Mange private vil givetvis være usikre på, hvor de overhovedet skal starte, og hvor de skal slutte.
Ingen obligationsekspert
De fleste ved sandsynligvis, at der er en nominel rente tilknyttet obligationer, og at obligationen kan falde eller stige i kurs. I takt med en generelt stigende interesse på boligejernes finansieringsmuligheder blandt boligejere kender mange efterhånden til mekanismerne omkring, hvornår man med fordel kan konvertere til andre lånetyper. Derved kan man enten reducere den månedlige ydelse eller alternativt skære i restgælden.
Derfra og til at kunne kalde sig obligationsekspert er immervæk stadig et stykke vej. For selvom mange kender de basale egenskaber ved en obligation, er det formodentligt stadigvæk de færreste, der reelt ved om en obligation vil stige eller falde, hvis man oplever en rentestigning i økonomien. Mange vil formentligt heller ikke kunne fremhæve fordelene og ulemperne ved en obligation med kort løbetid kontra obligationer med lang løbetid.
Dertil kommer andre faktorer, som næsten er umulig at gennemskue medmindre man har en god viden om obligationsmekanismerne. Blandt andet spiller skatten ved obligationsinvestering en stor rolle, nogle obligationer er konvekse, mens andre er konkave. Derudover kommer løbende udtrækninger i visse obligationer, der kan være vanskellige at håndtere for private investorer.
Ikke blot danske obligationer
For år tilbage var danske obligationer i overvejende grad krumtappen af obligationssiden i de fleste private investorers portefølje. Men sådan er det ikke længere. I dag indgår virksomhedsobligationer og obligationer fra højrentelandene i porteføljen på lige vilkår med danske obligationer. Nye aktivklasser er kommet til og obligationspaletten er med andre ord blevet udvidet betragtelig. Dermed følger større kompleksitet og mindre gennemskuelighed. Selvom mange private måske kender de grundlæggende egenskaber ved en dansk obligation, så hører kendskabet og overblikket over de nye obligationsklasser op for langt de fleste.
Det er altså nu ikke blot danske realkredit- og statsobligationer investorerne må også forholde sig til, men også en palette af virksomhedsobligationer med både høj og lav kreditrating, obligationer fra mere eksotiske lande, udstedelser i hård valuta eller lokalvaluta, valutaafdækning til danske kroner m.m. Alle bliver ramt forskelligt på den ene eller den anden måde ved ændringer i den økonomiske situation.
Obligationsområdet er netop et af de områder, hvor investeringsforeningernes berettigelse er størst. Der bliver trukket på ressourcer og indsigt i obligationsmarkedet, som kun få private investorer kan matche. Det giver ingen mening for den menige investor på egen hånd at kaste sig i obligationsmarkedet, og slet ikke i nogle af de nye obligationsklasser. Det gælder også ud fra en omkostningsbetragtning. Prisen for at opdyrke dette eventyr på egen hånd kan vise sig langt dyrere i sidste ende end hvis man blot havde brugt kræfterne på at vælge en fond med samme investeringsfokus.
Betal ikke mere end nødvendigt
Når det er sagt skal man naturligvis ikke betale mere for en god obligationsfond end højst nødvendigt. Den typiske fond med korte danske obligationer koster 0,50 pct. om året. HP Invest Korte Danske Obligationer er dyrest med 0,88 pct., mens Jyske Invest er billigst med 0,36 pct. om året i omkostninger.
Fonde med lange danske obligationer koster i snit 0,68 pct. om året. Her er SEBinvest billigst, mens Dexia topper listen som dyreste fond i klassen.
I en isoleret økonomisk kalkule på en investering i korte danske obligationer kontra en obligationsfond med samme obligationer vil resultatet sandsynligvis falde ud til fordel for den direkte investering. Spørgsmål er så om den typiske private investor har indsigten til at forfølge denne strategi. Det må være op til investor at træffe valget.
