God ide at fravælge udbytte?

Står du og skal investere i investeringsforeninger indenfor de næste par måneder, bør du være opmærksom på foreningernes udbyttebetalinger.

Facebook Twitter LinkedIn

2012 er så småt kommet i gang og som altid kigges der fra årets start frem imod regnskabssæsonen. For aktieinvestorerne betyder det, at det indenfor de næste måneder er tid til at finde ud af hvordan selskaberne er kommet gennem et til tider udfordrende 2011. For investorerne i de danske investeringsforeninger er det også ved at være udbyttesæson, da årets udbytter typisk udbetales i forbindelse med afholdelsen af den årlige generalforsamling. Vanen tro lancerer de danske investeringsforeninger optil generalforsamlingen de såkaldte ”ex-kupon” fonde her i starten af januar. Står man og skal til at investere for frie midler, er der faktisk tale om et tilbud man bør gøre brug af.

I alt sin enkelhed betyder ex-kupon uden udbytte, investoren køber altså en given fond med alt hvad det indebærer af risiko- og afkastmuligheder, med en enkelt undtagelse, nemlig udbyttet som vedrører 2011. Udbyttet udbetales normalt efter investeringsforeningernes generalforsamling i marts-april måned.

Mange vil måske mene, at det umiddelbart lyder som en ulempe, at fraskrive sig retten til udbytte. I visse tilfælde forholder det sig dog lige modsat.


Kurs og udbytte
En fonds afkast består af både kursudvikling og udbytter. På dagen hvor der udbetales udbytte, falder fondens kurs svarende til udbyttebetalingen. Det vil eksempelvis betyde at en fond med en indre værdi på 100, falder til 94, hvis der udbetales et udbytte på 6 kr. pr bevis.

En investor der køber for 100.000 kr. i en sådan fond kort før generalforsamlingen, vil modtage et udbytte på 6.000 kr. samtidig med, at værdien af beviserne falder til 94.000 kr. Det vil sige, at investoren hverken tjener eller taber, så længe der ses bort fra skatten. Det er jo desværre ikke muligt blot at se bort fra skatten, så investoren ender faktisk med at skulle betale udbytteskat af de 6.000 kr., og derved betale skat af et afkast man realt aldrig har fået. Ydermere er der omkostninger forbundet med at geninvestere pengene.

Omkostningerne og besværet forbundet med udbytteskatten og geninvestering, undgås ved, at investere i ex-kupon fonde. I tilfælde hvor det ikke er muligt at købe en ex-kupon fond, bør man nøje overveje de skattemæssige konsekvenser af at købe sig ind i en fond umiddelbart inden en udbyttebetaling.


Når udbyttet er udbetalt
Efter generalforsamlingen er afholdt og udbytterne udbetalt, hvilket typisk sker i slutningen af marts og starten af april, bliver ex-kupon beviserne automatisk ombyttet med de almindelige beviser. Når ombytningen er sket, er man almindelig ejer af fonden, og vil således modtage udbytte som normalt næste år.

Den indre værdi for ex-kupon fonde opgøres typisk som den indre værdi i moderfonden minus udbyttet hver dag. Denne metode betyder at ex-kupon fonden og den almindelige fond har præcis samme værdi når udbyttebetalingen er fortaget, og beviserne dermed kan ombyttes i forholdet en til en.


Mest udbredt i obligationsfonde
De danske investeringsforeninger oplyser allerede nu på deres hjemmesider hvilke fonde der i midten af januar får en midlertidig ex-kupon søster. Langt den overvejende del af disse er typisk obligationsfonde. Det er typisk også obligationsfondene der er mest relevante i ex-kupon sammenhæng, idet en stor del af deres afkast ofte består af udbytter. For nogle består næsten hele afkastet sågar af udbytter, og særligt her ville det være en skam for investor, at investere et større beløb lige før en udbyttebetaling, og dermed blive beskattet af det der svarer til et helt års afkast, efter kort tids ejerskab.

De danske investeringsforeninger har ikke lov til at lukke for tilgangen til de udbyttebetalende fonde op til generalforsamlingen. Investorer der investerer på egen hånd, skal derfor selv være opmærksomme på hvorvidt, den pågældende fond udbydes som ex-kupon. Hvis det er tilfældet kan man ligeså godt spare sig selv for unødigt besvær, og beskatning ved at vælge ex-kupon fonden de næste par måneder.

Top 10 Morningstar kategorier i 2011
Navn Afkast 2011 i pct. Afkast 2010 i pct. Afkast 2009 i pct. Afkast 2008 i pct. Afkast 2007 i pct. Afkast 2006 i pct.
Obligationer - DKK Lange 9,2 6,0 5,8 5,6 0,5 -0,2
Obligationer - DKK Øvrige 7,6 4,8 5,9 5,4 1,0 0,1
Obligationer - EUR Lange 6,5 4,0 3,5 8,8 -1,0 -2,0
Obligaitoner - Globale 5,9 13,1 5,8 7,9 -2,1 -4,9
Obligationer - Nye Markeder 5,3 19,3 28,1 -14,5 -1,7 1,1
Obligationer - DKK Korte 4,1 3,5 5,9 3,5 2,9 2,0
Sektor - Sundhed, Aktier 3,5 12,1 20,7 -23,1 -4,6 -2,8
Obligationer - Globale Højrente 3,4 21,5 42,5 -24,0 -6,4 0,5
Obligationer - Nye Markeder EUR Fokus 3,2 11,7 32,1 -19,8 1,7 6,4
Obligationer - EUR Stat 2,6 1,3 3,9 7,7 0,8 -0,7
Bund 10 Morningstar kategorier i 2011
Navn Afkast 2011 i pct. Afkast 2010 i pct. Afkast 2009 i pct. Afkast 2008 i pct. Afkast 2007 i pct. Afkast 2006 i pct.
Aktier - Tyrkiet -33,9 32,4 92,8 -61,2 48,8 -12,3
Aktier - Europa Nye Markeder -27,4 26,5 78,4 -66,4 21,9 23,8
Sektor - Alternativ Energi, Aktier -27,1 -1,4 33,3 -50,1 32,5 15,4
Aktier - Rusland -26,5 36,9 131,6 -73,6 17,8 40,6
Aktier - Afrika -24,3 33,0 40,6 -44,0 32,7 10,3
Aktier - BRIK -23,7 18,8 85,6 -58,7 35,7 32,3
Sektor - Naturressourcer, Aktier -21,0 33,0 65,7 -50,5 23,2 17,3
Aktier - Kina -20,9 13,1 65,3 -50,5 49,3 58,8
Aktier - Latinamerika -20,7 25,3 100,6 -52,0 29,1 29,0
Aktier - Danmark -20,2 29,9 45,1 -49,0 1,2 28,6

Kilde: Morningstar Direct

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser