Det lyder intuitivt forkert at sælge ud af sine bedste investeringer og endda bruge pengene til at købe mere af ens dårligste investeringsvalg. Men det kan faktisk ligefrem være sund fornuft. Enhver portefølje skal nemlig løbende rebalanceres, så den fortsat er i tråd med investors investeringsprofil.
Løbende rebalancering kan sammenlignes med at køre bil. Chaufføren kontollerer kørslen og sænker eller øger om nødvendig farten og retningen for at sikre man kommer sikkert frem. Det samme gør sig gældende med porteføljen, hvor der også med passende intervaller skal foretages justeringer for at bevare porteføljens oprindelige intention.
En anden jordnær årsag til rebalancering er det faktum, at vi alle bliver ældre. Det betyder for de fleste en mere defensiv risikoprofil, hvor risikofyldte aktiver gradvist reduceres til fordel for mere sikre værdipapirer. Den kortere tidshorisont giver færre år til at opveje større tab i porteføljen, ligesom indbetalingerne ikke på samme måde har muligheden for at opveje eventuelle tab.
Så er der også dem der stort set aldrig justerer porteføljen, mens andre igen handler på livet løs.
Hvis vi går ud fra at risikoprofilen for danske investorer er nogenlunde konstant over tid burde fordelingen mellem aktier og obligationer i vid udstrækning også være det. Det er dog langt fra tilfældet. Nogle investorer har det nemlig med at lade sig påvirke af stemningen på finansmarkederne. Når den er fuld af optimisme kan det være fristende at øge andelen af risikable aktiver. Omvendt bliver mange nervøse, når markederne falder og resultatet kan ofte ende med et salg af risikofyldte aktiver til fordel for mere sikre investeringer.
Sådan ser porteføljen ud
Vi har anvendt sammensætningen af det hjemlige marked for investeringsforeninger som udtryk for den typiske danske investors risikoprofil. Her viser tallene siden starten på 2006 og frem til i dag at den danske private investor i gennemsnit har haft 42 pct. investeret i aktier og 58 pct. obligationer.
Fordelingen mellem de to aktiver er dog langt fra konstant over tid. I perioden op til finanskrisen, som var kendetegnende ved pæne kursstigninger, øgede investorerne andelen af aktier i porteføljen. Den toppede i juli 2007 med en gns. aktieandel i porteføljen på 52 pct. Obligationsandelen var reduceret tilsvarende.
Hvis investorerne havde rebalanceret porteføljen ville de løbende have solgt ud af aktierne og købt obligationer og ad den vej beholdt den optimale allokering mellem de to aktivklasser. Noget tyder dog på at ikke alle investorer fulgte denne strategi. I stedet valgte mange at købe endnu flere risikofyldte aktier i takt med at kursstigningerne på aktiemarkedet fortsatte. På den måde øgede investorerne risikoen i porteføljen og på det værst tænkelige tidspunkt – kort før finanskrisen brød ud – var danske investorer investeret mest i aktiemarkedet.
Største eksponering på værst tænkelige tidspunkt
Finanskrisen blev hård kost for investorerne. Sideløbende med dramatiske kursfald på aktiemarkedet solgte investorerne ud af de risikable aktiefonde. Fra november 2007 til april 2009 solgte investorerne investeringsbeviser i aktiefonde for mere end 23 mia. kr. Det svarer til et tilbagesalg på 10 pct. af formuen. I kombination med kursfaldene betød det at aktieandelen for den typiske danske investor faldt til 34 pct. i marts 2009. Det er det laveste niveau i perioden fra 2006 og frem til i dag.
Det uheldige for investorerne var at stemningen på finansmarkederne netop vendte her. En periode med pæne kursstigninger fulgte efter på et tidspunkt, hvor danske investorer var undervægtet i aktier. I løbet af 2009 nåede aktieandelen igen op på i niveauet 40 pct. Det skyldtes både kursstigninger og nye indskud på godt 15 mia. kr. i perioden fra april 2009 og året ud.
Mere forsigtige
Noget kunne tyde på at den typiske danske investor er blevet en tand mere forsigtig oven på finanskrisen. Siden aktieandelen i den typiske investors portefølje toppede med 52 pct. i 2007 er det højeste niveau herefter 43 pct. Det var i marts sidste år. Aktuelt er fordelingen mellem aktier og obligationer hos den typiske investor 38 pct. hhv. 62 pct., hvilket er tæt på gennemsnittet for perioden siden januar 2006 til i dag.
Faktisk er andelen lidt under gennemsnittet og den typiske portefølje indeholder færre aktier end det historisk er tilfældet. Markedstiming er en vanskelig disciplin som kun få mestrer, og ofte vil de fleste investorer drage fordeel af en fast fordeling mellem aktier og obligationer, der modsvarer deres investeringsprofil.
Klik på billedet for større visning
Fordeling mellem aktie, obligations- og blandede fonde i hjemlige investeringsforeninger
Kilde: Morningstar Direct
