Danske Invest Global StockPicking

En stærk global fond med en spændende strategi.

Facebook Twitter LinkedIn

På det danske fondsmarked findes et bredt udbud af fonde med et globalt investeringsfokus. De globale fonde benytter sig af forskellige strategier. Nogle er passivt forvaltet, andre forsøger at slå markedet ved at overvægte bestemte sektorer og undervægte andre, mens andre igen går benhårdt efter at vælge de bedste aktier globalt. Vi har set nærmere på en af de sidstnævnte.


Danske Invest Global StockPicking
Global StockPicking er det globale flagskib fra Danske Invest med mere end 4 mia. kr. forvaltet under strategien. I spidsen står John William Olsen, der har stået ved roret ved siden 2004. John William har 15 års erfaring, og han bakkes op af to andre dedikerede managere, og resten af Danske Capitals aktieteam, hvor den typiske medarbejder har mere end 15 års erfaring.

John William og teamet går målrettet efter at finde kvalitetsaktier til en attraktiv pris, og ambitionen er at porteføljen skal bestå af omkring 40 aktier. Den typiske aktie ligger i porteføljen i fire år. Fonden måler dens præstationer op mod det brede verdensindeks, men teamet er på ingen måde bundet af indekset, når markedet afsøges for attraktive aktier. Teamet bag fonden har altså fuldstændig frihed til at vælge de aktier de tror mest på globalt.

Der går ofte en længerevarende proces forud for teamets beslutning om at investere i ny aktie til porteføljen. Typisk er en given aktie under observation i længere tid, nogle gange flere år, inden der trykkes på købsknappen. Selskaber, der vurderes til at have de rette kvaliteter, i forhold til bl.a. holdbar forretningsmodel og konkurrencemæssige fordele, kommer på observationslisten. Pt. er der 50 aktier på listen, som følges tæt, og først når kursen vurderes tilpas attraktiv gennemfører teamet en evt. handel. Et af fondens seneste køb, den kinesiske producent af smags- og duftstoffer Huabao Int., var på listen i mere end 3 år før en nedjustering af selskabets forventninger til 2012 åbnede muligheden for investering til en attraktiv pris.

I en stockpicking fond med forholdsvis få aktier i porteføljen er den rigtige timing af de enkelte køb afgørende for afkastet. Prisen på den enkelte aktie er derfor det helt centrale, når der købes nye aktier. Forud for et aktiekøb har der typisk været en eller flere begivenheder, som har presset aktiekursen på et selskab ned. Det kan være noget selskabsspecifikt, eller forhold som den generelle makroøkonomiske udvikling, store bevægelser i råvarepriserne eller lign. Det afgørende er, at de begivenheder der presser prisen på aktien ned, ikke giver et varigt tab af kapital i selskabet.

Finanskrisen i 2008 og det nervøse marked vi ser i øjeblikket giver derfor teamet gode muligheder for at aktier fra observationslisten bliver oversolgt i markedet og kan fås til attraktive kurser eller ligefrem spotpris. Et eksempel på en aktie som blev købt i 2008 under finanskrisen er den amerikanske tøj producent Abercrombie & Fitch. Aktien havde i mere end et år stået på teamets ønskeliste, og da finanskrisen ramte, gik det især ud over det amerikanske detailsalg, herunder salg af tøj til teenagere som er Abercrombie & Fitchs primære målgruppe. Finanskrisen førte til en kraftig nedjustering fra selskabet, og efterfølgende kraftige fald i aktiekursen. Teamet bag Global Stockpicking købte op første gang i midten af 2008 efter aktien var faldet knap 40 pct. Bunden blev dog først nået i slutningen af 2008 hvor aktien havde tabt næsten 80 pct. af sin værdi. Teamets holdning til selskabet var forsat intakt, de benyttede derfor lejligheden til at købe yderligere op i aktien, der i dag har givet et fornuftigt afkast til fondens investorer, på både den første og anden investering.


Porteføljens sammensætning
Overordnet set opdeler teamet porteføljen i to typer af aktier. Det tilsigtes at omkring halvdelen af porteføljen er investeret i såkaldt stabil vækst. Det er ofte store selskaber med stærke brands og markedsdominans. Denne del af porteføljen bidrager med stabilitet og er med til at holde en hånd over risikoen. Et godt eksempel på en stabil vækstaktie, er en af fondens største beholdninger schweiziske Nestle, der er et velkendt globalt selskab indenfor stabilt forbrug. Selskabet er blandt favoritterne hos mange globale managere, blandt andet på grund af den stærkt voksende forretning på nye markeder som eksempelvis Kina. Porteføljens anden halvdel udgøres af typisk mindre selskaber fra oversete hjørner af markedet, hvor teamet vurderer at vækstmulighederne er undervurderet eller risikoen overvurderet. Med denne type aktier, forsøger man at udnytte ineffektive markeder for at styrke afkastet. En sådan aktie kunne eksempelvis være allerede nævnte Abercrombie & Fitch. Teamet vurderer at aktien fortsat har et stort potentiale, bl.a. på grund af det stærke brand og åbningen af flere internationale butikker, hvor overskudsgraderne er væsentligt højere end i USA. Fordelingen mellem de to aktietyper justeres løbende.


Risiko & Afkast
Danske Invest Global StockPicking er hos Morningstar en fire stjernet fond, hvilket betyder at fonden befinder sig i den bedste tredjedel blandt sammenlignelige fonde. Siden 2004, hvor fonden ændrede strategi, er det blevet til et gennemsnitligt årligt afkast på 4,2 pct. imod verdens indeksets 2,7 pct. Under den nye strategi har fonden leveret bedre afkast end verdensindekset i 4 ud af 6 kalender år. De år det glippede var i 2008 og 2010. I 2008 begyndte fonden tidligt at købe op i cykliske aktier, hvilket gav tab indtil opturen tog fat i starten af 2009. I 2010 valgte man at dreje porteføljen imod relativt billige stabile selskaber, som først klarer sig bedre end markedet i dag. Ses på risikoen målt ved standard afvigelsen ligger fonden på niveau med verdensindekset på både 3- og 5 års sigt. Det samme gør sig gældende når det kommer til omkostninger, hvor fonden også placerer sig gennemsnitligt.

Siden årets start har fonden givet et negativt afkast på -11,9 pct., en smule bedre en verdensindekset der har tabt 12,3 pct. Det er primært overvægte indenfor stabilt forbrug samt health care og undervægt i finans aktier der trækker fonden op i år.

Alt i alt er Danske Invest Global StockPicking et godt bud på en global fond med en interessant investeringsstrategi og pæne resultater. Så er man på udkig efter en global fond, er Global StockPicking fra Danske Invest bestemt en overvejelse værd.

Klik på billedet for større visning


Danske Invest Global StockPicking, merafkast i forhold til verdensindekset

*Grafen viser fondens akkumuleret merafkast i forhold til verdensindekset siden strategi start i slutningen af 2004.

Kilde: Morningstar Direct.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser