Danske aktier blandt årets store tabere

2011 har mildt sagt været et ringe år for aktierne, og der er pt. ikke en eneste aktiefond med positivt afkast på det danske marked.

Facebook Twitter LinkedIn

Danske investorer er blevet forvænte med, at danske aktier i nyere tid har klaret sig ganske fint sammenlignet med udenlandske aktier. I år har danske aktier dog ikke helt levet op til vanlig standard. De danske aktiefonde har siden årets start tabt i gennemsnit 25 pct., mens fondene med fokus på globale og europæiske aktier, har tabt 10 pct. point mindre.

For private investorer er det helt normalt at have en vis overvægt af hjemlige aktier i porteføljen. Når vi kommer fra et lille land som Danmark, skal der heller ikke meget til at skabe en sådan overvægt. Når alt kommer til alt udgør danske aktier nemlig under 1 pct. af det samlede globale aktiemarked. Og de fleste danske investorer har nok lidt mere end 1 pct. af aktieporteføljen investeret i danske aktier. Problemet opstår når denne overvægt bliver for stor, og dermed øger porteføljens risiko for tab. Tidligere på året blev den danske private investor, i rapporten ’Anbefalinger om aktieplaceringer’, anbefalet at holde aktieinvesteringerne til 15-20 større danske børsnoterede selskaber. Da rapporten kom ud i januar var der flere der ikke var helt enige med eksperterne bag rapporten, deriblandt Morningstar, da vi ikke mener at en aktieportefølje på 15-20 danske aktier giver tilstrækkelig risikospredning.

Finansmarkederne er og bliver en uforudsigelig størrelse. Det underbygger det fornuftige i, at holde en portefølje med stor spredning, ikke bare mellem forskellige aktivklasser som aktier og obligationer, men også mellem forskellige aktie- og obligationstyper. Kun med denne fremgangsmåde kan den langsigtede investor have ro i sindet, hvad enten markedet går op eller ned.


De rigtige byggesten
Enhver portefølje med en god spredning er opbygget af forskellige byggesten. Det kunne eksempelvis være danske aktier, globale aktier, korte obligationer eller højrenteobligationer. Når porteføljen sammensættes af forskellige byggesten, er det vigtigt at man gør sig nogle overvejelser omkring, hvordan de forskellige elementer arbejder sammen. Hele ideen med at bygge porteføljen op af forskellige aktivklasser, er at vi ønsker elementer der udvikler sig forskelligt i en given situation, og dermed giver øget stabilitet i porteføljen.

Her på siden ses en korrelationsmatrice, der viser sammenhængen mellem mange af de centrale byggesten til porteføljen. Et tal på 1 indikerer fuldstændig sammenhæng mellem to aktivklasser, det betyder at hvis den ene stiger 10 pct., så gør den anden det også. 0 indikerer ingen sammenhæng, og -1 indikerer at aktivklasserne opfører sig modsat af hinanden. Som det fremgår af grafikken er der et stort sammenfald mellem udviklingen i globale aktier og forskellige typer højrente obligationer. Dette gik op for mange investorer under nedturen i 2008, hvor højrente obligationerne stort set ingen risikospredning gav.

Som det fremgår af grafikken skal man have en del af porteføljen i aktiver som eksempelvis danske stats- og realkreditobligationer. Det er de primære obligationstyper i de tre danske obligationskategorier, og de vil give en fornuftig risikospredning


Ikke bare fonde
Når man har slået sig fast på de aktivklasser, som skal udgøre porteføljen, handler det om at finde nogle gode fonde, til at udfylde de forskellige roller. Her er det selvfølgelig nærliggende at gøre brug af Morningstar kategorierne. Når man skal finde frem til fonde af en god kvalitet inden for en given kategori, kan det være nyttigt i første omgang at benytte sig af et filter, som eksempelvis stjerne ratingen. Her gives fra 1-5 stjerner til alle fonde med en historik på 3 år eller mere. Fondene rates indenfor kategorien, hvilket vil sige at det kun er fonde med tilnærmelsesvis samme investeringsfokus der sammenlignes. Ratingen bygger på risikojusteret afkast og omkostninger. Der tages altså højde for, hvor godt et afkast en fond har leveret, samtidig med at der også ses på hvilken risiko fonden har påtaget sig. Ratingen kan give en god indikation af kvaliteten i en fond.

Selvom om Morningstar sammensætter fonde, der har tilnærmelsesvis samme strategi, er der på afkastet alligevel ofte langt mellem top og bund. Det kan derfor anbefales at gå i dybden med de enkelte fonde, og prøve at forstå resultaterne. Det vil også give en ide om hvordan en fond vil klare sig fremover.


Hold overblikket
På Morningstar.dk kan du oprette din portefølje, og løbende følge med i hvor meget du har investeret i lande, regioner, sektorer samt den overordnede fordeling mellem aktier og obligationer. Ejer du eksempelvis flere forskellige aktiefonde, kan du via X-Ray funktionen i porteføljeværktøjet, se hvilke aktier du har investeret mest i. Det giver dig overblikket over eventuelle overlap i porteføljerne på dine fonde, der kan medføre større eksponering mod enkelte selskaber, end du måtte ønske.

Spredning er det primære forsvar, når en portefølje opbygges af individuelle investeringer, der i sig selv er risikable. Selvom man spreder risikoen mellem flere fonde, er det vigtigt at forstå sammenspillet mellem porteføljens aktivklasser, for at opnå en effektiv spredning.

Klik på billedet for større visning

*Et tal på 1 indikerer fuldstændig sammenhæng mellem to aktivklasser, 0 indikerer ingen sammenhæng, og -1 indikerer at aktivklasserne opfører sig modsat af hinanden.

Kilde: Morningstar Direct

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser