Blodrød Pandora rammer danske fonde

Sidste uges vel nok mest omtalte hjemlige aktie, smykkeproducenten Pandora, tabte på en enkelt dag 65 pct. af sin værdi. Vi ser nærmere på de danske fonde og hvordan de er blevet ramt af det voldsomme kursfald, og et noget trist 2011 for danske aktier.

Facebook Twitter LinkedIn

Allerede tidligere på året da, Pandora præsenterede sit første årsregnskab som børsnoteret selskab, var en del analytikere skuffet over vækstudsigterne for 2011, som selskabet på daværende tidspunkt vurderede til minimum 25 pct. Analytikernes forventninger var i mange tilfælde noget højere, og investorerne straffede da også aktien på dagen for regnskabet ved at sende den mere end 10 pct. ned. I sidste uge valgte Pandora så at fremrykke selskabets regnskab for andet kvartal 2011 på baggrund af en særdeles skuffende udvikling. Der var tale om et overraskende skidt regnskab, hvor selskabets forventninger til 2011 blev nedjusteret til at være på niveau med 2010. Udmeldingen stod i skarp kontrast til den i foråret offentliggjorte forventet omsætningsvækst. Overraskelsen var selvfølgelig stor for de mange aktieanalytikere, der efter regnskabsaflæggelsen havde travlt med at få nedjusteret deres kurs mål på aktien. Tankevækkende er det at selskabet for godt tre måneder siden fremlagde deres forventninger for hele året, og det så viser sig at de i den grad har taget fejl.

Da Pandora efter sin børsintroduktion sidste år fandt vej til det danske eliteindeks OMXC20, blev det samtidig en aktie der fandt vej til porteføljerne i en lang række aktiefonde. Derfor var det også noget der trak voldsomme spor, da aktien i sidste uge tabte 65 pct. oven på regnskabet.


Pandora i porteføljen
Det er først og fremmest blandt fonde, der fokuserer på danske aktier, at vi ser de største satsninger på Pandora aktien. Her på siden ses en opgørelse over de ti fonde, der havde den største andel af formuen investeret i Pandora aktier ved regnskabsaflæggelsen. Øverst er Nykredit Invest Danske Fokusaktier. Det er en fond med en forholdsvis smal portefølje med 14 aktier, og hvor positionen i Pandora udgjorde 4,7 pct. af den samlede formue. Fonden var ligeledes den fond med danske aktier, der oplevede det største fald i forbindelse med Pandoras nedjustering tirsdag. Fonden tabte godt 6 pct. På de efterfølgende pladser finder vi Gudme Raaschou Dansker Aktier og Lån & Spar Invest – Danmark, begge lidt bredere fonde med henholdsvis 29 og 27 aktier i porteføljen. Fælles for begge fonde er det, at Pandora aktien befandt sig blandt fondenes 10 største beholdninger. De tabte begge omkring 5,5 pct. i forbindelse med nedjusteringen.


Danske aktier generelt hårdt ramt i 2011
2011 har generelt ikke været et spændende år for de danske investorer, der typisk ligger med en pæn overvægt af hjemlige aktier i porteføljen. Det danske eliteindeks OMXC20 ligger med et tab på godt 13 pct. siden årets start, og et kig på de største danske selskaber viser da også at det langtfra kun er Pandora, med et tab på 84 pct., der har tabt værdi i 2011. Også blandt flere af de gamle velkendte danske selskaber er det gået hårdt for sig. Det er ingen hemmelighed at flere af bankerne har haft det svært, men også flere andre store danske selskaber er faldet betydeligt i værdi. Blandt andet har Vestas tabt 40 pct., mens aktierne i FLS og A.P. Møller-Mærsk er faldet henholdsvis 28 pct. og 22 pct. siden årets start.


Dansk afkast i et globalt perspektiv
De store selskaber fylder godt i såvel de danske fonde, som i private investorers aktieporteføljer. Med betydelige fald siden årets start indtager Danmark en noget kedelig placering, når der laves en global sammenligning. Blandt de ti Morningstar kategorier fra hele verden der ses i tabellen, er ’Aktier – Danmark’ på en næstsidste plads, kun latinamerikanske aktier har klaret sig ringere. De danske aktier har således klaret sig væsentligt dårligere end mange af de nye markeder, og har samtidig også tabt det dobbelte af både amerikanske og europæiske aktier generelt.

På langsigt har danske aktier forsat været en ganske fin investering, men vi kommer ikke uden om, at 2011 indtil nu har været en af de værste perioder i meget lang tid, når vi sammenligner danske afkast med tilsvarende afkast fra den globale scene.

Afkast på aktierne i OMXC20
Navn Afkast ÅTD i pct.
OMXC 20 -13.1
Pandora -84.0
Vestas Wind Systems -40.3
Danske Bank -35.5
FLSmidth & Co. -28.5
Sydbank -24.2
A.P. Møller-Maersk -22.5
Dampskibsselskabet NORDEN -17.7
GN Store Nord -13.8
Carlsberg -10.0
DSV -8.6
Novo Nordisk -2.2
TDC -2.0
NKT Holding -0.6
Coloplast 1.7
William Demant Holding 5.3
Novozymes 5.8
Chr. Hansen Holding 7.0
Topdanmark 16.9
H.Lundbeck 26.6

Kilde: Morningstar Direct

Danske fonde med størst eksponering til Pandora aktien
Navn Porteføljevægt
Nykredit Invest Danske Fokusaktier 4.7
Gudme Raaschou Danske Aktier 4.4
Lån & Spar Invest - Danmark 3.7
Nykredit Invest Danske aktier 3.4
Handelsinvest Danmark 3.3
Danske Invest Danmark Fokus 3.2
Jyske Invest Danske Aktier 3.1
Investin Amber Nordic Alpha 3.1
Nordea Invest Special Danske Aktier Fokus 3.1
Nordea Invest Danmark 3.0

Kilde: Morningstar Direct
Tallene er baseret på seneste registreret portefølje

Afkast Morningstar kategorier
Navn Afkast ÅTD i pct.
Aktier - Rusland -5.3
Aktier - Globale Large-Cap Blend -6.4
Aktier - USA Large-Cap Blend -6.5
Aktier - Europa Large-Cap Blend -6.6
Aktier - Europa Nye Markeder -7.1
Aktier - Kina -8.5
Aktier - Globale Nye Markeder -9.2
Aktier - BRIK -10.7
Aktier - Danmark -12.5
Aktier - Latinamerika -16.1

Kilde: Morningstar Direct

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser