Et af de mest hastigt voksende markeder blandt finansielle produkter er de såkaldte Exchange Traded Funds, eller bare ETF’ere. ETF produkterne er børsnoterede værdipapirer som handles på en række udenlandske børser. Typisk er de noteret på flere børser som fx i London og Frankfurt, og selvom der endnu ikke er nogen på børsen i København, så er de også lettilgængelige for de fleste danske investorer.
ETF’ere er ofte billige indeksprodukter som giver investorerne mulighed for at investere i et næsten hvilket som helst marked. Hvor fx australske aktier tidligere kunne føles uden for rækkevidde for de fleste private investorer, så er de via netbanken nu blot få klik væk.
Markedet for ETF produkter er på global plan vokset eksplosivt fra godt 45 mia. dollars for mindre end ti år tilbage til mere end 1.500 mia. dollars i dag. Med den boomene vækst er også fulgt en større grad af kompleksitet bag ETF produkterne. Det gælder både selve strukturen som produkterne etableres på, men også i måden som de prøver at få matche afkastet fra et givent investeringsmarked, som fx aktier fra udviklingslandene, europæiske aktier o. lign.
Med den hastige vækst er også fulgt større opmærksomhed fra myndighedernes side. I kølvandet på finanskrisen er det forståeligt, at tilsynsmyndighederne går forsigtigt frem i en så hastigt voksende og innovativ niche som netop kendetegner ETF markedet. Men for meget tilsyn kan i sidste hæmme udviklingen af et produkt, som i mange henseender er mindst lige så sikker, gennemsigtigt, og endda billigere end andre konkurrerende produkter.
ETF produkternes lave omkostninger, stabile og gennemsigtige porteføljer og likviditet gør dem interessante for forskellige investortyper, lige fra private investorer til store pensionskasser. Men som med andre investeringsprodukter er der også risici forbundet med at investere i ETF produkter og det er naturligvis vigtigt at investorerne forstår disse.
Sådan opnås afkastet
Der er flere måder, hvorpå et ETF produkt kan opnå et afkast, der svarer til udviklingen på et bestemt investeringsmarked. Den ene – og vel nok mest naturlige måde – er at investere enten helt eller delvist i de aktier som indgår i det indeks ETF’en gerne vil matche. Hvis det fx er S&P 500 så vil ETF-fonden købe samtlige 500 aktier i den fordeling som de indgår med i indekset. Det er samme fremgangsmåde, som vi kender fra almindelige indeksfonde på det hjemlige marked for investeringsforeninger.
Som alternativ til at investere direkte i værdipapirerne kan ETF-fonden lave en aftale med fx en bank om at banken betaler et beløb der modsvarer udviklingen på et givent investeringsmarked. Hvis markedet fx stiger 10 pct., så betaler banken penge til ETF-fonden, hvorimod fonden til gengæld betaler banken, hvis markedet falder i værdi. Den metode kaldes syntetisk replikering og det er netop den, der har været genstand for opmærksomhed fra flere instanser. Den syntetiske metode indeholder nogle unikke risici som rejser følgende spørgsmål 1) hvilke risici er forbundet hermed? 2) hvordan er investorerne beskyttet mod disse risici? og 3) hvordan kompenseres investorerne for disse risici?
Hvis banken går ned
Ved den syntetiske metode er den største risiko for investorerne, at banken som ETF-fonden har lavet en aftale med ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser. Hvis banken fx skal betale ETF-fonden et beløb fordi markedet er steget, men banken i stedet går bankerot, så har fonden og dermed investorerne et tab.
ETF udbyderne er naturligvis opmærksomme på denne risiko. For det første er langt de fleste syntetiske ETF’ere i Europa er underlagt det europæiske regelsæt for investeringsprodukter, og alene af den grund kan en ETF aldrig have en såkaldt modpartsrisiko (banken i det her tilfælde) på mere end 10 pct. For det andet kræver de fleste ETF udbydere i praksis desuden sikkerhed fra sin modpart i form af værdipapirer eller lignende og typisk vil værdien af denne sikkerhed overstige værdien af fondens formue. For det tredje spreder mange ETF udbydere også risikoen ved at gøre brug af flere banker i stedet for blot én enkel, dvs. ETF-fonden er ikke så følsom, hvis en af samarbejdspartnerne uheldigvis skulle gå konkurs.
Det er blot nogle af de væsentlige foranstaltninger som ETF udbydere gør brug af for at beskytte investorerne mod tab fra deres samarbejdspartnere.
Lavere omkostninger
Endelig er det naturligvis afgørende, at investorerne bliver kompenseret for at påtage sig denne ekstra form for risiko. Generelt har syntetiske ETF'er vist, at de tilbyder en vis kompensation i form af lavere samlede omkostninger, når der tages højde for både synlige og ikke synlige omkostninger i fondene.
Morningstars estimat for de reelle omkostninger i ETF’erne udgør en kombination af fondenes samlede omkostningsprocent (TER) og deres evne til at matche afkastet forhold til indekset. Her viser det sig, at syntetiske ETF'ere generelt er mere attraktive på prisen og bedre til matche udviklingen i indekset sammenlignet med de ETF’ere som investere direkte i værdipapirerne. Det ses især i mindre likvide aktivklasser som fx udviklingslandene eller small cap aktier.
Morningstar har netop offentliggjort en rapport om syntetiske ETF’ere. Den kan findes i sin fulde længde HER
Klik på billedet for større visning
