Både historien og de seneste års udvikling har vist os at de finansielle markeder ofte har en tendens til at overreagere både i positiv og negativ retning. Vi har været vidne til talrige eksempler på at investorerne først har været med til at presse priserne op i de højere luftlag, for derefter at trække sig i flok når usikkerheden stiger. Det gælder for så vidt både på aktiemarkedet og boligmarkedet.
Ifølge klassisk investeringsteori er investorerne rationelle beslutningstagere, følelsesdrevne investeringsbobler bør derfor slet ikke forekomme. Tilsyneladende er mennesker dog ikke så rationelle endda. Studier af investoradfærd har vist, at investorer er tilbøjelige til at fremskrive den umiddelbare fortid langt ind i fremtiden, der tros således alt for meget på egne evner og vi er for hurtige - eller ikke hurtige nok - til at reagere på ny information. Disse tendenser medfører ofte at investorerne tager beslutninger der ikke gavner deres investeringer.
Investorpsykologi spiller en stadig større rolle i finansieringsteorien under betegnelsen behavioral finance. Teorien blander finansiering og psykologi for at identificere dybdeliggende menneskelige træk, som kan komme i vejen for investeringsmæssig succes. Behavioral finance er ikke blot et interessant studium, det kan også være med til at hjælpe helt almindelige investorer med at identificere og rette investeringsadfærd, der koster dem penge. Vi har set nærmere på en række af de fejl man bør være opmærksom på.
Historiske afkast ingen garanti
Informationer omkring investeringer er der efterhånden nok af og derfor er der mange, der læner sig op ad tommelfingerregler når de skal tage deres beslutninger. Sådanne forenklede regler kan være gode i visse situationer, men i andre kan de være med til at forfejle investorernes beslutningsgrundlag og dermed føre til ringe investeringsbeslutninger. Et klassisk eksempel er investorer der lægger stor vægt på den umiddelbare fortid, når fremtidspotentialet vurderes. I stedet for at undersøge en investeringsmulighed til bunds, så sker der ofte det, at forventningerne til fremtiden forankres i den umiddelbare fortid.
Problemet er naturligvis, at i går, ikke altid fortæller hvad morgendagen bringer. Et glimrende eksempel på dette er investorerne, som sværmede om de rødglødende teknologiaktier tilbage i slut halvfemserne – med forventninger om at de gode tider blot ville fortsætte som hidtil. Det gjorde de som bekendt ikke, og de fleste endte med massive tab.
Når alle investorer er bedre end gennemsnittet
I en undersøgelse, hvor man bad svenske bilister om at bedømme egne evner bag et ret, var der ikke mindre end ni ud af ti, der bedømte sig selv som bedre end gennemsnittet. Mange af dem har selvsagt overvurderet deres egne evner. De fleste af os tænker ligesom svenskerne i undersøgelsen, også når det kommer til investering. Vi tror vi er bedre og klogere end vi i virkeligheden er. Som investor skal man være varsom med overdreven selvtillid. Det kan godt være man er overbevist om at man kan udpege den næste Google, men al sandsynlighed taler for at man ikke kan.
Der findes talrige studier, som peger på at investorer med for stor tiltro til egne evner har det med at handle oftere, fordi de tror at de ved mere end markedet. Øget handelsaktivitet er netop en af de ting der kan gå ud over afkastet. Dels fordi der er omkostninger forbundet med at handle og ligeledes er der lavet undersøgelser i USA, der peger på at de investorer der handler meget, ofte ender med at købe aktier der klarer sig ringere end de aktier, som de netop har solgt. Deres formue bliver således ramt af både lavere afkast og højere handelsomkostninger.
Der er altså en tendens til at investorerne i højere grad sælger vinderne end taberne og det er netop hvad behavioral finance teoretikere forudsiger. Undersøgelser har vist at investorerne accepterer små men sikre gevinster frem for at tage chancen og satse på højere afkast. Ironisk nok har de samme investorer svært ved at indrømme et nederlag og sælger derfor ikke aktier der ligger i minus, i håbet om at aktien kommer op igen. Resultatet er, at investorerne har en tendens til at sælge vinderne for tidligt og holde fast i taberne i for lang tid.
Man bør ikke være bange for at sælge en tabsgivende investering med det argument at det forvandler et ”papir tab” til et rigtigt tab. Ved at holde fast i en dårlig investering i håbet om at den ”kommer igen” kan man forpasse chancen for at deltage i bedre investeringsmuligheder. Det er altså væsentligt at vide, hvornår man skal tage sit tab. Det betaler sig derfor at have helt klare linjer for hvorfor man foretager en hvilken som helst investering. Realiseres forventninger ikke – så er det tid til at sælge.
