Teknologi giganterne i de danske fonde

2010 har været et godt år for teknologiselskaberne Apple og Google, der begge er velrepræsenteret i danske aktiefonde.

Facebook Twitter LinkedIn

Når man taler om teknologiselskaber er det svært at komme udenom Apple, der har været på noget af en klatretur de senere år. Selskabet har mere end tredoblet sin værdi, og er nu verdens andet største selskab, kun overgået af ExxonMobil. Denne dramatiske stigning i Apples markedsværdi har langt hen ad vejen været drevet af den meget populære iPhone, der er solgt i mere end 70 millioner eksemplarer siden introduktionen i 2007, og siden 2010 også godt hjulpet på vej af iPaden.

Succes avler som bekendt konkurrence, og en af Apples største konkurrenter indenfor for smartphone- og tabletmarkedet er Google, med sit Android styresystem. IPhonen har fortsat den største markedsandel for nogen given smartphone, men kigger man på det samlede salg af Android smartphones fra forskellige producenter, så blev iPhonen overhalet i 2010. Selvom Apple’s iPad også sælger strålende, er der også her mange konkurrerende tablets med Google’s Android system på vej på markedet i løbet af de kommende måneder.

Udover at være konkurrenter på markedet for håndholdte mobilenheder er der dog meget stor forskel på de to selskabers forretning. Den mest markante forskel på de to er, at Apple både leverer hardware og software til sine produkter, mens Google primært fokuserer på softwaren, og lader andre om at levere hardwaren, eksempelvis HTC eller Sony Ericsson indenfor smartphones. Både Apple og Google er vækstselskaber, som vi uden tvivl forsat vil se meget til i årene fremover år.


Populære aktier

Et kig ned i porteføljerne på de danske aktiefonde, vidner da også om at både Apple og Google er populære aktier hos managerne, 59 fonde ligger med Apple i porteføljen, mens 45 ligger med Google. De største positioner ligger i IT-, USA- og vækstfokuserede fonde, men flere af de globale fonde har også pæne positioner i de to selskaber. Størst på Apple er Jyske Invest IT Aktier med næsten 10 pct. af formuen investeret i selskabet, mens den største Google position findes hos Sydinvest IT, og udgør knap 7 pct. Sydinvest IT ligger også tungt i Apple aktier, og samlet set har fonden investeret lidt over 16 pct. i de to giganter.

At dømme ud fra aktiefondenes porteføljer er der en indikation af, at Apple er den mest populære af de to blandt managerne. Udover at flere fonde har positioner i Apple, så har seks ud af de ti fonde med de største positioner i Google endnu større positioner i Apple. Mens ingen af de fonde der er med i top ti over største Apple positioner har en større position i Google.


Flot Apple regnskab

Apple er da også et selskab der er stor fokus på i øjeblikket. I den forgangne uge præsenterede Apple sit kvartalsregnskab for fjerde kvartal 2010, og resultaterne slog alle forventninger. Apples iPhones og iPads blev smidt over disken i julesalget som aldrig før, hvilket har bidraget til det flotte resultat. Omsætningen steg over 70 pct. til 26,7 mia. dollar i forhold til året før. I perioden solgte Apple over 16 mio. iPhones hvilket svarer til en stigning på over 85 pct. sammenlignet med sidste år, mens salget af iPads i perioden var på mere end 7 mio. enheder, en stigning på 75 pct. i forhold til tredje kvartal.

Umiddelbart inden regnskabs aflæggelsen var Apple dog også ude med en noget mere trist nyhed, nemlig at selskabets stifter og mangeårige CEO Steve Jobs havde taget sygeorlov på ubestemt tid. Det førte til et umiddelbart faldt i aktiekursen på 8 pct. Det fine regnskab fik dog hurtigt overbevist analytikerne om at Apple er et selskab der nok skal klare sig på trods af topchefens sygdom.

Apple har altid været fabelagtige når det kommer til at skabe stor interesse omkring selskabets kommende produktlanceringer, og i den sammenhæng bliver 2011 ingen undtagelse. Rygterne omkring Apples anden generation iPad har allerede floreret i flere måneder, og der er som altid massiv interesse for, hvad Apple har fundet på i denne omgang. Det forventes, at den nye iPad lanceres inden længe, og går alt som det plejer med Apple, følges den med stor sandsynlighed op af endnu en ny udgave af den populære iPhone til sommer. Apple ser altså ud til at være godt rustet til at fortsætte sin positive udvikling i 2011, dog med den skærpede konkurrence fra blandt andet Google lurende i kulissen.

Top 10 Danske fonde med størst positioner i Apple
Navn Pct. af formuen investeret i Apple Morningstar kategori Morningstar Rating
Jyske Invest IT Aktier 9,9 Sektor - Teknologi, Aktier 3
MMI Teknologi - MFS 9,8 Sektor - Teknologi, Aktier -
Sydinvest IT 9,8 Sektor - Teknologi, Aktier 3
Nordea Invest IT 9,5 Sektor - Teknologi, Aktier 3
Danske Invest Teknologi 9,5 Sektor - Teknologi, Aktier 4
TEMA Kapital Stock Pick 5,6 Aktier - Globale Large Cap Value 2
Sparindex US Growth Index 4,7 Aktier - USA Large Cap Growth 4
Alfred Berg USA 4,7 Aktier - USA Large Cap Blend 3
Lån & Spar Invest - Nordamerika 3,6 Aktier - USA Large Cap Blend 3
Jyske Invest USA Aktier 3,5 Aktier - USA Large Cap Blend 3
Top 10 Danske fonde med størst positioner i Google
Navn Pct. af formuen investeret i Google Morningstar kategori Morningstar Rating
Sydinvest IT 6,6 Sektor - Teknologi, Aktier 3
BL&S Invest Globale Aktier 5,8 Aktier - Globale Large Cap Blend -
Danske Invest Teknologi 5,3 Sektor - Teknologi, Aktier 4
MMI Teknologi - MFS 5,1 Sektor - Teknologi, Aktier -
Jyske Invest IT Aktier 4,6 Sektor - Teknologi, Aktier 3
Nordea Invest IT 4,4 Sektor - Teknologi, Aktier 3
LPI Aktier Globale 4,2 Aktier - Globale Large Cap Blend 4
Carnegie WorldWide/Globale Aktier 4,0 Aktier - Globale Large Cap Blend 4
Nordea Invest Global Vækst 2,3 Aktier - Globale Large Cap Growth 2
Sparindex US Growth Index 2,2 Aktier - USA Large Cap Growth 4

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser