Glem ikke USA

Den europæiske gældssituation har trukket store overskrifter, så store at det har været let at overse den seneste tids positive nyheder USA.

Facebook Twitter LinkedIn

Den amerikanske økonomi har på det seneste vist særdeles positive takter. De seneste uger har budt på gode amerikanske nyheder fra flere fronter. De positive takter er dog mildest talt blevet overskygget af uroen i eurozonen hvor den græske situation fuldstændig har overskygget alt andet på de globale markeder.

Inden EU’s finansministre kom på banen med sidste weekends store europæiske hjælpepakke, virkede det nærmest som om markedet en overgang var fanget mellem to stole. På den ene side var der dem, som mente at den græske situation var et mindre og isoleret tilfælde, der højst sandsynligt ikke ville kunne gøre væsentlig skade i den store sammenhæng. Mens vi på den anden side havde dem, der vurderede at det kun var et spørgsmål om tid før den europæiske økonomi med euroen i spidsen ville styrte i gruset, og udløse en ny global finanskrise. Flere aktører i markedet udviste i den sammenhæng stærk utilfredshed med Jean-Claude Trichet efter ECB’s rentemøde d. 6. maj, som efterfølgende blev kaldt en katastrofe på grund af manglende tiltag i forhold til den i forvejen stærkt stigende usikkerhed. I løbet af første uge i maj tabte de globale aktiemarkeder store summer på grund af usikkerheden, her i blandt det danske OMXC20, der tabte i omegnen af 10 pct. i løbet ugen, hvilket var på linje med flere af de store amerikanske indeks som eks. Nasdaq.


Fart på i USA

Mens Europa har kæmpet med problemer i egne rækker, har den amerikanske økonomi vist fin styrke igennem foråret. Et af de store lyspunkter i den amerikanske økonomi er i øjeblikket den forsatte positive udvikling i skabelsen af nye jobs. Den amerikanske økonomi har udvist jobvækst i fem ud af de sidste seks måneder. Den positive udvikling startede i november 2009, og har udover et kort tilbagefald i december, nu vist pæne stigninger i de fire seneste måneder. Siden slutningen af december 2009 har den amerikanske økonomi således genvundet mere end 800.000 jobs, ud af de omkring 8 mio. der menes at være gået tabt i forbindelse med finanskrisen og den efterfølgende recession.

Særligt fremstillingssektoren har vist stor styrke, med en jobskabelse på 44.000 i april, hvilket udgjorde den størst procentvise stigning målt på sektorniveau. Fremstillingssektorens positive udvikling er central i forhold til de økonomiske perspektiver i den kommende tid. Når fabriksarbejderne eks. går ud og bruger deres hårdt tjente dollars, så er det noget som blandt andet den noget trængte amerikanske servicesektor vil komme til at nyde godt af i løbet af de kommende måneder.

I det store hele er der rigtig mange punkter i økonomien, der er af afhængigt af et stærkt privatforbrug, og netop det vigtige amerikanske privatforbrug har også været inde i en opadgående trend siden november 2009, altså stort set sammenfaldende med bunden på jobmarkedet.


Foran på afkast

Ud over den fortsatte strøm af gode nøgletal fra den amerikanske side af Atlanten, så ser det også ganske fornuftigt ud, når man kigger ned over de afkast der opnået siden årets start i de amerikansk fokuserede fonde. Som det fremgår af tabellen er der en væsentlig forskel på, hvordan fonde i Morningstar kategorierne Europa Large Cap Blend – Aktier, Euroland Large Cap - Aktier, og USA Large Cap Blend – Aktier i snit har klaret sig siden årets start. Mens de to europæiske kategorier fortsat ligger med negative eller kun let positive afkast mellem -4 og 1 pct., har den tilsvarende kategori med amerikanske fonde, leveret et afkast på 14 pct. i perioden. En væsentlig del af dette afkast kan selvfølgelig tilskrives en dollar, der siden årets start har udvist stor styrke overfor de europæiske valutaer, herunder euroen og den danske krone, der er blevet svækket betydeligt i forbindelse med den europæiske gælds uro.

Et isoleret kig på de danske fonde i kategorien USA Large Cap Blend – Aktier viser, at langt de fleste faktisk har klaret sig noget bedre end kategoriens gennemsnit siden årets start. Sparinvest S&P 500 er i toppen med et afkast på 18 pct., og Danske Invest USA umiddelbart efter med et næsten identisk afkast, begge med et merafkast på godt 4 pct. i forhold til kategorien. Er man på udkig efter en amerikansk fokuseret fond til porteføljen, så er kategorien USA Large Cap Blend – Aktier et godt sted at starte. I kategorien findes der et forholdsvist godt udbud af danske fonde, der fokuserer på investering i store amerikanske selskaber.

Den kommende tids udvikling i såvel Europa som USA, vil i høj grad være styret af, hvor hurtigt der kan komme ro på den sydeuropæiske gældsituation. Efter sidste weekends udstrakte hånd fra de europæiske finansministre er toppen af uroen fjernet for en tid, men dette er dog ingen garanti for at usikkerheden ikke kan vende tilbage.

Top 5 fonde ÅTD fra Morningstar kategorien USA Large Cap Blend - Aktier
Fond Manager Afkast ÅTD i pct. ÅTD merafkast i pct. Afkast 1 år i pct. Afkast 3 år i pct. ann Morningstar Rating
Sparinvest S&P 500 Jacob Loiborg 18,2 4,1 36,4 -5,7 4
Danske Invest USA Edward P. Bousa 17,6 3,5 33,4 -5,3 3
SEB Instl Nordamerika Indeks (BGI) Ej oplyst 16,5 2,4 32,9 -4,7 4
Nykredit Invest International USA Balázs Klemm 16,4 2,4 34,8 -7,0 3
Sydinvest USA Jesper Engedal 16,3 2,2 32,6 -10,3 -

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser