Løbende rebalancering er en simpel, og god metode til at optimerer en porteføljes langsigtede afkast, samtidig med at risikoen styres. Ved at foretage en jævnlig rebalancering sikres det, at en del af gevinsten fra porteføljens mest stigende aktiver, anbringes i de aktiver, der er steget knapt så meget, så den oprindelige aktivfordeling opretholdes. I praksis indebærer dette ofte, at der flyttes kapital fra aktier til obligationer, da disse historisk set har leveret det højeste afkast, og dermed med tiden vil skævvride porteføljens oprindelige aktivfordeling, og dermed øge risikoen utilsigtet.
Selvom om mange investorer efterhånden har får øjnene op for vigtigheden af en jævnlig rebalancering, så kan det være svært at afgøre hvor ofte det egentligt er nødvendigt at gennemgå processen. Nogle argumenterer for at processen udføres med meget korte intervaller, sågar endda dagligt for visse institutionelle investorer, mens dette i praksis selvfølgelig ikke er en mulighed for private investorer. En god tommelfingerregel er derimod, at private investorer bør kigge nærmere på porteføljens sammensætning en til to gange om året, og vurderer behovet for en rebalancering.
Nogle investorer og rådgivere rebalancerer en gang om året på en fastsat dato, eksempelvis i december. Det kan være en fordel at gå systematisk til værks, og det at sætte en fast dato, kan være med til at sikre at man rent faktisk får gennemgået porteføljen. Ulemperne ved denne form for rebalancering, er selvfølgelig at man kan risikerer at udløse udgifter til skattebetaling og transaktionsomkostninger, for blot at ændre sin porteføljesammensætning med få procent point. Den mest anbefalingsværdige metode, er derfor at benytte sig af en kombineret tilgang. Idealt set bør man altså planlægge en til to årlige gennemgange af porteføljen, hvor den ene foregår tæt ved årets udgang. Ved disse gennemgange skal man så kun foretage sig yderligere, hvis porteføljens overordnede aktivfordeling, eksempelvis har bevæget sig 5 – 10 pct. væk fra de oprindelige mål. I denne forbindelse bør man også benytte lejligheden til at få kigget nærmere på aktieandelens overordnede sammensætning, såvel regionalt, som stilmæssigt. Alt efter markedsudviklingen kan eksempelvis growth aktier være steget markant mere end value, og Russiske aktier mere end danske, hvilket skævvrider den oprindelige fordeling i aktieporteføljen, og dermed også ændrer risikoeksponeringen.
Forudsætninger for rebalancering
For at det i det hele taget er relevant at tale om rebalancering, kræver det dog at man har gjort sig nogle overvejelser omkring sammensætningen af sin portefølje, og særligt dennes fordeling mellem forskellige aktivklasser. Hos Morningstar fokuserer vi primært på investering igennem investeringsfonde, der på europæisk plan inddeles i kategorier alt efter deres investeringsfokus. Disse kategorier kan betragtes som byggeklodser når en portefølje skal sammensættes. Ved opbygningen af en portefølje bør man først og fremmest afgøre hvilke typer aktiver denne skal indeholde. Helt overordnet er der selvfølgelig fordelingen mellem aktier og obligationer, men også mere detaljeret hvilke type af aktier og obligationer der skal indgå i porteføljen. Som dansker er det selvfølgelig oplagt at en del af aktieporteføljen investeres i danske aktier, investeringsfondene med dette fokus findes i kategorien Danmark – Aktier, hvor det er muligt at sammenligne de enkelte fonde. Det sammen gør sig gældende for globale aktier, aktier fra de nye markeder, og de forskellige typer obligationer. Næsten uanset hvad man søger, kan Morningstar kategorierne være et fornuftigt udgangspunkt, til at finde sammenlignelige fonde indenfor forskellige investeringsområder.
Om man lader aktivallokeringen mellem porteføljens hovedaktiver (aktier, obligationer og kontanter) afvige med 5- eller 10 pct. inden der skrides til handling, er et spørgsmål om temperament, og den enkeltes investeringshorisont. Betragter man sig selv som en gennemsnits investor, med lang investeringshorisont, kan man fint vælge kun at handle hvis aktivallokeringen bevæger sig 10 pct. over eller under de oprindelige mål. Er man derimod typen der godt kan lide at holde nøje øje med sine investeringer, eller er man måske allerede pensioneret, og dermed har en forholdsvis kort tidshorisont, så er det måske mere oplagt at være lidt hurtigere ude, og eksempelvis rebalancerer porteføljen hver gang en af aktivklasserne bevæger sig udenfor et 5 pct. interval. Har man brugt tiden på at opbygge sin portefølje fornuftigt, med et risikoniveau der er tilpasset ens investeringshorisont, så er det også vigtigt at man bruger tid på at holde porteføljen ved lige, om man vælger den ene eller anden metode, er ikke det afgørende, bare man får det gjort.
