Hvor risikabel er din fond?

Det kan være vanskeligt at forholde sig til risiko, og derfor ser mange alene på afkastet når de investerer i fonde, men det er mindst lige så vigtigt at se på risikoen, så man undgår ubehagelige overraskelser.

Karsten Henriksen 29/03/2010
Facebook Twitter LinkedIn

Historier om høje afkast sælger fonde. Og afkastet er vigtigt – for afkast er det søger gennem investering, men det er mindst lige så vigtig at forholde sig til risikoen ved investeringen. Der kan være perioder også over flere år, hvor risikoen ved investering ikke er iøjefaldende, og så er der perioder, hvor den nærmest blænder, eksempelvis blev risikoen meget synlig under finanskrisen, da stort set alle aktiver var i frit fald. Det seneste år har risikoen vist sig fra dens positive side, ved at kursen på aktier og risikable obligationer nærmest er steget med raketfart – så man næsten glemmer, hvor sort det så ud for ganske kort tid siden.

Hvad enten markederne stiger eller falder, er det væsentligt, at man overvejer risikoen ved den fond, man er ved at investere i. Og det kan godt lade sig gøre uden lange beregninger og dyb finansiel indsigt. Faktisk er det blevet betydelig nemmere her efter finanskrisen, idet man ret beset kan nøjes med at se på en fonds treårs graf for at få et meget klart billede af hvor meget man risikerer at tabe.


Nogle huskeregler

Som udgangspunkt er det en god ide at se på, hvad fonden investerer i. Her er der nogle generelle sammenhænge som gør sig gældende:
- Obligationsinvesteringer er mindre risikable end aktieinvesteringer.
- Investeringer i nogle få aktier giver større risiko end investeringer spredt ud over mange.
- Investeringer koncentreret i en enkelt branche giver større risiko, end hvis de er spredt ud over hele markedet.
- Investeringer i nye markeder giver normalt en større risiko end de mere etablerede.
- Der er ofte større risiko i aktier fra små virksomheder end fra store.
- Valueaktier er normalt mere stabile end vækstaktier.

Det er en god idé at tage et kig på hvad en fond har investeret i, før man selv sætter penge i fonden. På Morningstar.dk kan man se fordeling på lande, sektorer, virksomhedsstørrelser og aktiestil, altså om der er tale om vækst- eller valueaktier.

Men det er også vigtigt at danne sige et billede af, hvad fonden har tænkt sig at gøre fremover. Nogle fonde har som erklæret målsætning at jagte et højt afkast, også selv om der er stor risiko for pludselige tab. Andre forsøger aktivt at undgå risikable investeringer, selv om det kan betyde, at de går glip af store kursstigninger. Andre igen følge et bestemt indeks meget tæt. Det reducerer risikoen for, at fondens forvalter kan satse forkert. Men det udelukker samtidig, at forvalteren kan begrænse tabet i et generelt fald i markedet.


Se på resultaterne

Første og fremmest bør man undersøge hvad fonden selv oplyser som målsætning for investeringerne. Det kan man så sammenholde med resultaterne hidtil. Se eksempelvis på fondens afkast kvartal for kvartal. Det kan give et indtryk af risikoen.

En positiv konsekvens af finanskrisen er at man får et ganske klart billede af risikoen i en fond ved blot at kaste et blik på fondens afkastgraf over de seneste tre år. Her vil man tydeligt kunne se hvor meget investeringen dykkede under finanskrisen og dermed få en god indikation af hvor slemt det kan gå hvis der virkelig kommer finansielle uroligheder igen.

Det kan være vanskeligt at sammenligne flere grafer med hinanden, da skalaen på graferne kan være forskellig, så pas på med det. Et mere overordnet billede af, hvordan risikoen har været hidtil, kan man få fra nøgletallet standardafvigelse. Jo højere standardafvigelse, jo større udsving har der været i fondens afkast. Tallet er velegnet til at sammenligne en fond med en anden, hvor det kan give en god indikation af, hvilken af dem, der er mest risikabel.

Hele formålet er naturligvis at finde frem til de fonde, der kan levere et godt afkast uden for megen risiko. Her kan man ligeledes få glæde af Morningstar ratings én til fem stjerner, der netop belønner afkast og straffer risiko, indenfor kategorier af fonde. Derfor er ratingen et godt udgangspunkt, når man skal sortere og vælge blandt mange fonde.

Men ratingen kan ikke stå alene. Den måler, hvordan en fond har klaret sig i forhold til andre, sammenlignelige fonde. En femstjernet fond med kinesiske aktier vil således være blandt de bedste kinesiske aktiefonde, men det er kun en begrænset hjælp, hvis kinesiske aktier ikke er attraktive at investere i.

Det er derfor, at risikospredning er så vigtigt et middel til at begrænse den samlede risiko. En ting er således, at man bør vælge kvalitetsfonde, som formår at levere gode afkast i forhold til risikoen. Men de helt store udsving har typisk rod i, at alle kurser i en del af markedet pludselig går samme vej. Derfor kan man dramatisk reducere sin investeringsrisiko ved ikke at være for afhængig af bestemte brancher, regioner eller virksomhedstyper. For de mere forsigtige investorer kan der skrues betydeligt ned for risikoen i porteføljen ved at inddrage en større andel i danske obligationer.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser