LD Invest ligger fortsat i front på det danske marked når man sammenligner de danske investeringsforeninger ud fra deres gennemsnitlige bedømmelser i Morningstar Rating. Foreningen er dog gået en anelse tilbage efter sidste måneds rekord. Det er blandt andet foreningens fonde med danske aktier, der er kommet sløvt fra start i år og det har rykket fonden fra 4 til 3 stjerner. Også to af foreningens obligationsfonde er gået lidt tilbage i forhold til konkurrenterne. Fælles for de tre fonde, som har mistet en stjerne er, at de ligger i ganske små kategorier, hvor der skal mindre til for at forskyde balancen.
Der er ikke længere så langt ned til andenpladsen, hvor SKAGEN Fondene ligger med en stabil bedømmelse på 4,20 stjerner – faktisk har snittet ikke ændret sig i de seks måneder forening har været med i den danske sammenligning. Den norske forening er nok mest kendt i Danmark for Global og Kon-Tiki. De to fonde der investerer i henholdsvis globale aktier og emerging markets aktier har begge opnået topkarakteren 5 stjerner.
For fjerde måned i træk holder Nordea Invest fast i tredjepladsen, med et snit på 3,70 stjerner på baggrund af hele 46 bedømte fonde. Det er noget af en bedrift af en forening, der dels har den størrelse og bredde i produkterne, men ligeledes fordi foreningen i en længere årrække lå ganske ringe placeret i ranglisten.
Billige afkast
Den passivt forvaltede lavprisforening Sparindex er sprunget tre pladser frem, som nummer fire ud af de 18 foreninger, der deltager i sammenligningen. Fremgangen kommer fra to af foreningens small cap fonde på henholdsvis amerikanske og japanske aktier. Det samlede snit er nu 3,55 stjerner på baggrund af 11 bedømte fonde. Sparindex er den eneste rigtige udbyder af billige indeksfonde i Danmark og det er ganske interessant, at se hvor godt foreningen har klaret sig over tid i forhold til de øvrige foreninger, som overvejende udbyder aktivt forvaltede fonde. Det er næsten det bedste bevis for, at det kan betale sig at investere dele af porteføljen i passive fonde, især i de tilfælde, hvor man ikke kan finde et aktivt forvaltet alternativ, der er omkostningerne værd.
Sparindex’s resultater er faktisk en spids bedre end søsterforeningen Sparinvest, der primært udbyder aktivt forvaltede fonde med et valuefokus. Her er resultatet et snit på 3,50 stjerner på baggrund af 14 fonde og det rækker til en delt sjetteplads.
Lige udenfor den officielle rangliste, der kræver minimum fem fonde bedømt i Morningstar Rating, ligger Valueinvest med fire fonde, som hver har opnået topkarakteren 5 stjerner. Også Independent Invest har noget at byde på med to globale aktiefonde der hver har 4 stjerner. Herudover har både Atrium Value Partner og Nielsen Global hver en aktiefond med 4 stjerner.
Danmark ind som 1’er
Nå vi ser på hvordan Danmark har klaret sig internationalt, så tælles samtlige fonde med - også fra de mindre foreninger, som kun har en eller ganske få fonde. Danmark har historisk ligget i den bedste ende af det europæiske marked, blandt andet hjulpet af et generelt lavt omkostningsniveau. I februar er de danske fonde gået frem til et snit på 3,37 stjerner på baggrund af 451 bedømte fonde og det giver det højest snit i Europa. På andenpladsen ligger Holland med et snit på 3,34 stjerner og helt i bunden af listen ligger Luxembourg med et snit på 2,90 stjerner og altså under middelbedømmelsen på 3 stjerner.
I Danmark kan vi således glæde os over et gennemsnitligt godt udbud af danske fonde, men til gengæld rt der ganske få fonde at vælge imellem sammenlignet med en række af vore nabomarkeder. Et højt snit i sig selv er således ikke et ultimativt succeskriterium, hvis ikke der er tilstrækkelige valgmuligheder til stede.
Europæisk bedømmelse
Morningstar Rating er en europæisk sammenligning af ensartede fonde fra hele Europa på baggrund af, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år. Sammenligningen sker indenfor europæiske kategorier. Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen.
Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i 190 kategorier. I februar var der i alt 451 danske fonde, som indgik i bedømmelsen. På Morningstar.dk kan man under fanebladet ’Risiko og rating’ se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond. Morningstar Rating vil ofte give et godt fingerpeg af hvor god en fond er, men man bør altid vurdere en fond på mere end et nøgletal inden der investeres.
Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™ | |||
Forening | Snit - Februar | Antal | Snit - Januar |
LD Invest | 4,43 | 7 | 4,86 |
SKAGEN Fondene | 4,20 | 5 | 4,20 |
Nordea Invest | 3,70 | 46 | 3,72 |
Sparindex | 3,55 | 11 | 3,36 |
SEB | 3,52 | 21 | 3,55 |
Danske Invest | 3,50 | 70 | 3,44 |
Sparinvest | 3,50 | 14 | 3,50 |
Gudme Raaschou Invest | 3,40 | 5 | 3,20 |
Jyske Invest | 3,30 | 27 | 3,15 |
Lån & Spar Rationel Invest | 3,11 | 9 | 3,11 |
Nykredit Invest | 3,11 | 27 | 3,00 |
Sydinvest | 3,09 | 23 | 3,09 |
Alm. Brand Invest | 3,00 | 8 | 3,00 |
Alfred Berg Invest | 2,89 | 9 | 3,00 |
BankInvest | 2,87 | 23 | 2,83 |
Carnegie WorldWide | 2,83 | 6 | 2,83 |
EgnsINVEST | 2,81 | 16 | 2,81 |
Handelsinvest | 2,36 | 11 | 2,27 |
Landenes rangliste i Morningstar Rating™ | ||
Land | Snit - Februar | Snit - Januar |
Danmark | 3,37 | 3,35 |
Holland | 3,34 | 3,35 |
Schweiz | 3,30 | 3,27 |
Finland | 3,30 | 3,34 |
Sverige | 3,26 | 3,25 |
Norge | 3,23 | 3,22 |
Storbritannien | 3,13 | 3,13 |
Frankrig | 3,10 | 3,12 |
Irland | 3,04 | 3,00 |
Tyskland | 3,04 | 3,06 |
Belgien | 3,03 | 2,97 |
Østrig | 3,01 | 3,01 |
Italien | 2,99 | 2,95 |
Spanien | 2,96 | 2,98 |
Luxembourg | 2,90 | 2,88 |
Fonde der i december blev rated for første gang | ||
Fond navn | Morningstar Kategori™ | Morningstar Rating™ |
Alternativ Inv Globale Garanti Inv A | EUR Globale - Obligationer | 1 |
Danske Invest Aktier Med Højt Udbytte Akk. | Europa Large Cap Value - Aktier | 4 |
Danske Invest Højrentelande Lokal Valuta | Nye Markeder - Obligationer | 4 |
SEB Institutionel US High Yield Bonds A | EUR Højrente - Obligationer | 4 |