Spillet om råvarerne

De nye markeders fortsatte økonomiske vækst, øger i stigende grad efterspørgslen efter verdens råvarer. Den indbyrdes sammenhæng mellem udviklingen i råvarepriserne og i de nye økonomier, er samtidig stærkere end nogensinde.

Facebook Twitter LinkedIn

2009 blev et år med fantastiske afkast fra fondene med fokus på de nye markeder, hvor afkastene i flere tilfælde nåede op over 100 pct., samtidig steg råvarepriserne ligeledes markant. Udviklingen i råvarepriserne og stemningen på de nye markeder hænger unægtelig sammen, og netop denne cocktail kan også meget vel gå hen og blive et af fokusområderne i 2010.

De største af de nye markeder har ambitiøse planer for fremtiden. Der er tale om planer, som kommer til at skabe ændringer i hvordan flere af verdens begrænsede naturressourcer bliver fordelt, i forhold til i dag. Med de ændrede behov vil råvarepriserne og udviklingen på de nye

markeder i endnu højere grad afspejle hinanden de kommende år.


Global vækst

Hurtig urbanisering og industrialisering, bedre infrastruktur og stigende privatforbrug på de nye markeder, er blandt nøgleordene i den globale væksthistorie. Disse er da også de afgørende faktorer i den stigende efterspørgsel efter råvarer som olie, stål, kobber og cement.

Urbaniseringen på de nye markeder er noget af det der går stærk i øjeblikket, og som vil accelerere yderligere i de kommende år. På nuværende tidspunkt bor omkring halvdelen af jordens befolkning i byerne, og det tal forventes at stige til 70 pct. i løbet af de næste fire årtier. Tal fra de sidste tyve år viser at befolkningen i byerne i de nye markeder i gennemsnit er vokset med 3 millioner pr. uge. Med til en så hurtigt voksende urbanisering hører selvfølgelig store infrastrukturelle udfordringer. Derfor bliver der selvfølgelig i øjeblikket igangsat enorme offentlige projekter i lande som Kina og Indien, hvor der for nylig blev igangsat en 500 mia. dollar stor plan til udbygningen af landets motorveje og lufthavne samt anden offentligtransport, inden 2012.

Samtidig slog Kina i 2009 alle rekorder, da der blev solgt mere end 13 millioner biler i landet, hvilket transformerer det engang så cykel glade land til verdens største marked for salg af personbiler. Forudsigelserne for 2010 peger på at udviklingen fortsætter i høj fart, og meget tyder på at markedet kan vokse endnu 10 pct. i år.

Disse er gode eksempler på hvad der er ved at ske på de nye markeder, og det giver samtidig en god forklaring på den markante stigning i råvarepriserne som vi så i 2009. Samlet set steg råvarerne med 24 pct. i løbet af 2009, hvilket faktisk er den største stigning på et enkelt år, siden starten af 1970’erne. Den Internationale Monetære Fond peger i sine forudsigelser på, at råvarepriserne vil fortsætte opad i 2010, på grund af stadig stigende efterspørgsel fra de nye markeder kombineret med en generel bedring i den globale økonomi.


Den glemte vækst

Kinas økonomiske vækst bliver ofte omtalt når der kigges på råvarepriser og global efterspørgsel. Kina overraskede mange ved at opfylde sit vækstmål i 2009, med en vækst på 8 pct. i landets bruttonationalprodukt, med råvaretunge infrastrukturelle investeringer som en de afgørende faktorer for succesen.

Knapt så ofte hører man dog om væksten i den hurtigvoksende kinesiske middelklasse, som faktisk har en meget stor betydning. Det menes at op imod 25 pct. af den kinesiske befolkning på nuværende tidspunkt passer ind i denne kategori, hvilket faktisk er flere mennesker end den samlede amerikanske befolkning. Fortsætter udviklingen som nu, vil en fordobling indenfor det næste årti endda være realistisk. Selvom om det er den kinesiske middelklasse, der oplever den hurtigste vækst i øjeblikket, findes en tilsvarende udvikling også i lande som Indien og Brasilien med flere.

Denne trend har afgørende indflydelse på efterspørgslen efter råvarer. Når befolkningen bliver rigere, vil de have en bedre livsstil. Det betyder blandt andet bedre huse, og udover selve konstruktionen af cement og stål, betyder det også elektricitet, kloakering samt en masse andre basale fornødenheder, alt sammen noget der kræver råvarer. Samtidig vil befolkningen også have bedre transport, som vi har set det i Kina, der på bare ti år er gået fra at være verdens 20’ende største forbruger af olie, til i dag at indtage en andenplads efter USA, som et resultat af befolkningens skift fra cykel til bil, som foretrukne transportmiddel.

Mens efterspørgslen efter råvarer stiger, har udbuddet af flere nøgleråvarer svært ved at følge med. Det bliver i stadig stigende grad sværere og mere omkostningstungt at finde og udvinde store nye oliefelter, og mineprojekter møder tit miljømæssig modstand. En anden udfordring er selvfølgelig også at mange nye lovende råvarekilder findes i lande med begrænset infrastruktur, samt betydelig politisk risiko.

Som investeringsobjekt er både de nye markeder og råvarerne interessante. Som nævnt var fondene med fokus på de nye markeder 2009’s helt store vindere, og indtil videre er de også kommet fint fra start i år. Investering i en fond fra et eller flere af de nye markeder, er i de fleste tilfælde også en investering i råvarer, da store dele af råvareudvindingen foregår i disse lande, og landenes største selskaber derfor er beskæftiget i råvarebranchen.

Det er endnu for tidligt på året til at sige noget med sikkerhed, men fortsætter den positive udvikling i den globale økonomi, er der gode chancer for at de nye markeder og råvarerne kan blive en god cocktail i 2010.

Top 5 Afkast 2009 - Nye markeder
Fondsnavn Morningstar kategori Managerens navn Afkast 2009 i pct. Afkast 2008 i pct. ÅTD afkast i pct. Morningstar Rating™
Sydinvest BRIK BRIK - Aktier Niels Skovvart 116,1 -60,1 4,4 4
Alfred Berg Rusland Rusland - Aktier Jan-Olov Olsson 113,0 -68,0 11,5 3
BankInvest Latinamerika Aktier Latinamerika - Aktier Nikolaj Lippmann 110,6 -53,0 0,5 3
Sydinvest Latinamerika Latinamerika - Aktier Niels Skovvart 105,6 -45,8 2,5 5
Jyske Invest Tyrkiske Aktier Tyrkiet - Aktier Søren Nemec 101,5 -63,0 8,6 3
Bund 5 Afkast 2009 - Nye markeder
Fondsnavn Morningstar kategori Managerens navn Afkast 2009 i pct. Afkast 2008 i pct. ÅTD afkast i pct. Morningstar Rating™
Sydinvest Afrika & Mellemøsten Afrika & Mellemøsten - Aktier Niels Skovvart 19,1 -50,3 3,0 2
Danske Invest Engros Østeuropa Konvergens Europa Nye Markeder ex. Rusland - Aktier Ole Gotthardt 49,0 -58,1 8,1 3
Handelsinvest Kina Kina - Aktier Ej oplyst 50,1 -49,6 -1,1 2
BankInvest New Emerging Markets Aktier Globale Nye Markeder - Aktier Søren Milo Christensen 53,9 -62,3 6,0 1
Independent New Global Globale Nye Markeder - Aktier Henrik Tiedemann 56,8 -48,5 5,7 3

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser