Diversifikationens mørke side

Alle investorer har det dårligt med at se deres investeringer tabe værdi. Det er derfor vigtigt at minimerer risikoen for tab ved at holde en veldiversificeret portefølje.

Facebook Twitter LinkedIn

Skal man pege på den mest indflydelsesrige følelse der påvirker vores investeringsbeslutninger, så er det frygten. Eller mere præcist frygten for at miste, der har den største indflydelse på os, og vores investeringsbeslutninger.

De fleste af os, der har valgt at investerer vores sparepenge, har prøvet at stå overfor frygten for at tabe på en investering. I mange tilfælde håndterer vi frygten med sund fornuft, som sagt i et gammelt ordsprog, skal man ikke lægge alle sine æg i den samme kurv. Det gamle ordsprog har de fleste af os stiftet bekendtstab med som børn, hvor det har været med til at lære os noget om diversifikation. I mange situationer kan det da også være tilstrækkeligt at lytte til det gamle ordsprog. Der er dog også en mørk side af den simple diversifikation, som vi har overbevist os selv om, kan rede os fra de tab vi så gerne vil undgå.

De fleste har en pensionsordning med forskellige investeringsmuligheder eller fonde at vælge imellem. Er der eksempelvis fem fonde i din Unit-Link pensionsordning, er den simple strategi at placere en femtedel af opsparingen i hver fond. Dette virker bedre på os, end at sætte hele opsparingen i en fond, da vi jo aldrig skal lægge alle vores æg i samme kurv. Umiddelbart tilfredsstiller denne fremgangsmåde vores hang til risikospredning, men selvom vi har placeret opsparingen i fem forskellige fonde, er der ingen sikkerhed for at vi har skabt en veldiversificeret portefølje, så vi effektivt kan styre vores risiko.

At sammensætte en veldiversificeret portefølje, med det rigtige risikoniveau, er for mange private investorer lidt af en udfordring. Er man derfor i tvivl om sin risikoprofil, og hvordan man bør sammensætte en portefølje, bør man altid søge rådgivning, eksempelvis i sin bank.

Porteføljen

For at en portefølje kan betegnes som veldiversificeret, og dermed have en bevidst risikostyring, skal den være opbygget af forskellige byggeklodser, såkaldte aktivklasser. Eksempler på forskellige aktivklasser kunne være Danske aktier, Globale aktier, Korte obligationer eller Højrenteobligationer. Når porteføljen sammensættes af forskellige aktivklasser, er det vigtigt at man gør sig nogle overvejelser om hvordan de forskellige klasser opfører sig i forhold til hinanden. Hele grunden til at vi vælger at bygge porteføljen op af forskellige aktivklasser, er jo netop at vi ønsker elementer der opfører sig forskelligt, i en given situation, og dermed giver øget stabilitet i porteføljen.

Af netop denne grund var der mange som måske troede de havde en veldiversificeret portefølje, der fik sig en grim overraskelse i 2008, hvor markedet kun kendte en vej. I en sådan situation er det i høj grad porteføljens samlede aktieandel, der afgør hvor meget du kommer til at tabe, da stort set alle aktier faldt. Mange blev overrasket over hvordan eksempelvis højrenteobligationer opførte sig. I ordets forstand forbindes de fleste obligationer med noget der er forholdsvist sikkert, men da krisen ramte, var det kun de korte obligationer der var en sikkerhavn, mens højrenteobligationerne udviste samme adfærd som aktier. Investorerne blev derfor ramt hårdt, da deres portefølje i nogle tilfælde reagerede som en ren aktiefond, da højrenteobligationer ingen diversifikation gav.

Når der vælges aktivklasser handler det i bund og grund om at have en ide om hvordan de forskellige klasser korrelerer med hinanden, altså i hvor høj grad der er sammenhæng mellem de enkelte klassers udvikling.

Syn for sagen

På Morningstar.dk kan du oprette din portefølje, og derved løbende følge med i din eksponering mod både lande, regioner, sektorer samt den overordnede fordeling mellem aktier og obligationer. Ejer du eksempelvis flere forskellige aktiefonde, kan du via X-Ray funktionen i porteføljeværktøjet, se dine største eksponeringer imod enkeltaktier. Det giver dig overblikket over eventuelle overlap i porteføljerne på dine fonde, der kan medføre større eksponering mod enkelte selskaber, end man måtte ønske.

Diversifikation er det primære forsvar, når en portefølje opbygges af individuelle investeringer, der i sig selv er risikable. Selvom man spreder risikoen mellem flere fonde, er det vigtigt at forstå sammenspillet mellem porteføljens aktivklasser, for at opnå en god diversifikation.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser