Morningstars hjemmeside har fået nyt udseende, mange flere funktioner og data på endnu flere investeringer end tidligere. Blandt andet kan man nu følge aktier fra hele verdenen. Der er også mange funktioner som virker ligesom de altid har gjort, så lad dig ikke skræmme af de nye farver og det ændrede design.
Forsiden har fået en række nye elementer. I højre siden ses nu en markedsgraf der viser dagens udvikling i OMXC20 indekset, og ligeså for en række toneangivende internationale aktieindeks. Under denne ses kategoriafkast for Europa, USA og Globale aktier. Afkastene er delt op i værdi-, blandet- og vækstaktier, således at du nemt kan se afkastforskelle i investeringsstil på de større markeder. Når du er logget ind på morningstar.dk (hvilket fortsat er gratis og helt uforpligtende), vil du kunne følge udviklingen i dine porteføljer i nederste højre side af sitet.
Forbedret navigation
Morningstar.dk har fået nemmer og mere logisk struktur og navigation. Den vandrette blå bjælke i toppen af siden er gennemgående for alle sidevisninger, så det er let at navigerer rundt, uanset hvor du er på siden. Den lodrette menu i venstre side af skærmen, skifter derimod indhold afhængig af hvilken underside du er inde på.
Bemærk, at aktier har fået et særskilt område på siden, hvorfra du kan vælge at se aktierne fra 34 forskellige børser, fra hele verdenen. Der er også kommet et særskilt område for ETF fonde. Her er stadig ikke så mange, men det er formentlig kun et spørgsmål om tid.
Klikker du på ’Værktøjer’ længst til højre i den vandrette blå topmenu, får du en oversigt over nye som eksisterende værktøjer. Her er det muligt at gå direkte til komplette lister over fonde, ETF’er, Hedgefonde eller aktier. Det er også herfra du har adgang til det forbedrede ’Søg og vælg’ værktøj, hvor du kan søge og vælge fonde der opfylder netop dine kriterier.
En helt ny funktion er ’Sammenlign fonde’, hvor du har mulighed for at sammenligne op til fem forskellige fonde på en gang. Fondenes afkast, risiko, omkostninger og porteføljekarakteristika listes overfor hinanden, således at du nemt kan sammenligne de enkelte fondes egenskaber med konkurrenternes.
Nu også aktier i porteføljen
En af de meste banebrydende nyheder på det nye site er, at det nu er muligt at vælge enkeltaktier i porteføljeværktøjet. Således kan man nu følge udviklingen i hele ens portefølje også selvom man både har investeret i enkeltaktier og investeringsforeninger. Det betyder også at det for første gang er blevet muligt at lave en total gennemlysning af porteføljen og dermed få et komplet overblik over hvordan den samlede portefølje er investeret på geografi, sektorer og investeringsstil.
Der er kommet mange flere nye ting til, så det kan betale sig at klikke rundt på siden og opleve de nye muligheder ved selvsyn. Her fra Morningstar ønsker vi dig alt held og lykke med brugen af vores nye hjemmeside.