En investeringsforening bringer folk, der vil investere, sammen. Foreningen samler investorernes eller indskydernes penge i en pulje, som hver investor får en forholdsmæssig ejerandel i. Pengene i puljen eller afdelingen, som det også kaldes, investeres derefter i en række forskellige værdipapirer så som aktier eller obligationer.
Investorerne eller medlemmerne, som de også kaldes, i investeringsforeningens enkelte afdelinger deler på den måde omkostningerne, tabene og avancerne fra investeringerne, som afdelingen foretager.
Der er flere forskellige typer af investeringsforeninger. Der er kontoførende og certifikatudstedende foreninger. De kontoførende investeringsforeninger udsteder ikke omsættelige beviser til investorerne, men administrerer medlemmernes penge som indskud. Det er dog typisk ikke muligt for private at investere i kontoførende foreninger. De certifikatudstedende foreninger udformer omsættelige beviser, der således kan købes og sælges, til foreningens medlemmer.
De certifikatudstedende foreninger kan igen opdeles i to grupper. Den ene af disse er akkumulerende, hvilket vil sige, at de ikke er forpligtede til at udstede et minimum i udlodning af afkastet i foreningen. Det skal de udloddende derimod - efter reglerne i ligningsloven. Med udlodning forstås en udbyttebetaling til foreningens medlemmer, ligesom selskaber betaler udbytte til deres aktionærer. For både udloddende og akkumulerende foreninger gælder, at de kan være enten børsnoterede eller ej – det vil sige, at beviserne kan handles på fondsbørsen, når først de er udstedt.
Investeringsforeningernes afdelinger er også forskellige i forhold til de værdipapirer, der investeres i. De forskellige afdelinger har hver især i deres vedtægter defineret en række investeringsobjekter, som afdelingen må sætte sine penge i. Det kan være aktier af forskellig slags – inddelt efter sektorer eller efter geografiske tilhørsforhold. Det kan også være obligationer af forskellig karakter – eksempelvis udenlandske eller danske eller lange eller korte obligationer.
Sådan fungerer det
Hvis man vil investere i en investeringsforening, kan man enten købe et eksisterende investeringsforeningsbevis fra en anden, som ønsker at sælge, eller man kan tegne et nyt bevis hos investeringsforeningen, der administrere den afdeling, man ønsker at være medejer af.
Hvis man tegner et nyt bevis i en afdeling, øges afdelingens formue. Det vil sige, at det nye indskud lægges til de investeringer, som afdelingen allerede har foretaget - er der tale om en helt ny afdeling, er der selvfølgelig ingen eksisterende investeringer.
Afdelingens forskellige investeringer i værdipapirer kaldes for dens poster, mens de samlede poster kaldes afdelingens portefølje.
Det nye medlem eller køberen af et eksisterende investeringsbevis får som modydelse for betalingen af beviset en ejerandel i foreningens portefølje. Ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt medlemmet er tegnet for i foreningen, er dennes ejerandel en miniature udgave af den samlede portefølje.
For eksempel var BankInvests afdeling Danske Aktiers fire største positioner den 29. oktober 2001 henholdsvis en placering af 11,1 pct. af formuen i Novo Nordisk, 9,81 pct. i Danske Bank, 7,03 pct. i TDC og 5,32 pct. i D/S 1912. Hvis en investor den dag tegnede sig for et indskud på 1000 kr. afdelingen, ville det medlem i princippet eje for 110 kr. aktier i Novo Nordisk, for 98,1 kr. aktier i Danske Bank, for 70,3 kr. aktier i TDC og for 53,2 kr. aktier i D/S 1912.
På indirekte vis ejer man således alle de forskellige aktier, som findes i porteføljen.
Fordelene ved investeringsforeninger
Der er en række fordele for investorer ved at benytte sig af investeringsforeninger
1. Det kræver ikke store beløb at være med
Hvis man blot skal investere for et mindre beløb, er det svært at sammensætte en varieret gruppe af eksempelvis investeringer i aktier. At variere sine investeringer kaldes at sprede dem, og det er ganske vigtigt, da man på den måde sikre sig mod at miste hele investeringen, fordi man har sat alt på et bræt. Samtidig kan man også på den måde bedre sikre sig, at man får del i flere forskellige investeringer med mulighed for at stige i værdi.
Hvis man derimod benytter sig af muligheden for at købe investeringsforeningsbeviser, får man ad den vej spredt sine investeringer ud på en række forskellige aktier eller obligationer, fordi man får en del af foreningens portefølje. Det er samtidigt muligt at tegne sig for endda meget små beløb i investeringsforeningernes afdelinger.
2. De er nemme at købe og sælge
Der er en række måder at købe og sælge investeringsforeningsbeviser på, men generelt kan man sige at handelen med beviserne går gennem pengeinstitutterne i Danmark. Enten ved at man som investor direkte møder op og tale med bankrådgiveren bag skranken eller ved telefonopkald til ens egen filial. Men flere og flere banker har også for længst udviklet handelsfaciliteter over Internettet, og ad den vej kan man også købe og sælge investeringsforeningsbeviser på samme måde, som der handles med aktier og obligationer. Flere steder kan man også via Internettet tegne beviser i helt nye afdelinger.
Hvis man sparer op til pensionen, har man også via en række pensions- og forsikringsselskaber mulighed for at placere opsparingen i investeringsforeninger. Det sker gennem de såkaldte unit link-ordninger.
3. Investeringsforeningerne er under offentlig kontrol
En investeringsforening kan ikke bare tage medlemmernes penge og rejse til sydens sol med dem. Foreningerne er nemlig under konstant kontrol fra offentlighedens side. Det er først og fremmest Finanstilsynet, der holder øje med, at alt går rigtigt til.
Investeringsforeninger er dog ikke forsikrede eller garanterede mod tab. Medlemmerne kan tabe penge på deres investeringer i foreningerne, da de enkelte bevisers værdi afhænger af værdien af afdelingens portefølje. Hvis positionerne i porteføljen mister værdi, fordi kurserne falder, så vil bevisets værdi ligeledes falde. Risikoen for at miste alle pengene er dog ganske lille. Det ville kræve, at eksempelvis alle aktierne i porteføljen tabte al deres værdi, hvilket ikke er særligt sandsynligt. Det er dog vigtigt altid at huske, at man som ejer af investeringsforeningsbeviser kan tabe penge.
4. Professionel investering
Hvis man skal investere i individuelle papirer som aktier eller obligationer, skal man foretage et stort stykke fodarbejde på egen hånd, med mindre man vil stole på sit held – og det kan ikke anbefales. Mængden af oplysninger, der skal indsamles, analyseres og jævnligt opdateres, for at foretage en saglig investering kan for private investorer blive ganske overvældende.
Alt dette arbejde er dog ikke nødvendigt, hvis man i stedet vælger at placere sin investering i en investeringsforening. Selv om man som investor altid bør vide, hvordan aktie- og obligationsmarkederne virker, betaler man som medlem af en investeringsforening en professionel porteføljemanager for at foretage det hårde arbejde og tage beslutningerne.
Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at investeringsforeninger ikke er en garanteret god investering. Nogle afdelinger er dyre, mens andre har dårligt, ja, endda negativt, afkast. Men i et overordnet perspektiv er investeringsforeninger et glimrende alternativ til de private, der hverken har de nødvendige penge, tid eller interessen, som skal til for at opbygge en portefølje på egen hånd.
