Sådan investeres i investeringsforeninger

Facebook Twitter LinkedIn

At investere i investeringsforeninger er måske ikke ligeså nemt som at hente morgenavisen i den lokale kiosk, men det er ganske tæt på. Nøglen for den enkelte er at finde ud af, om man ønsker hjælp til at vælge de afdelinger, som skal investeres i, eller om man hellere vil gøre arbejdet selv. Begge metoder har sine fordele og sine ulemper.


Hvis man vil have hjælp

Måske har man som investor eller opsparer ikke tiden, interessen eller den viden, der skal til for at skabe sig en portefølje. Fint. Det er der råd for. Man kan nemlig få hjælp fra finansielle rådgivere, som kan være med til at sammensætte den vifte af foreninger, som kan sikre ens finansielle mål.

Men. Selvfølgelig er denne service ikke altid gratis, måske er den heller ikke helt uafhængig, og det er ikke sikkert at rådgivningen er specielt professionel.

Hvis man går ned i banken og får hjælp af bankrådgiveren, tager han eller hun næppe noget for den rådgivning, man der får. Til gengæld ved den almindelige rådgiver ikke nødvendigvis nok om investeringernes indhold. Ofte ender rådgivningen derfor med en anbefaling af bankens egne produkter, altså egne investeringsforeninger, som ikke nødvendigvis er de bedste. Det er jo til gavn for banken selv at sikre en stor efterspørgsel på dens produkter. Men man må også huske på, at rådgiveren på samme tid skal kunne hjælpe kunden med alt fra forsikringer og lån til opsparing og investering, og han eller hun kan ikke være ekspert i alting.

Egentlig investeringsrådgivning, formueforvaltning eller depotpleje hos eksperterne i banken koster til gengæld ofte. Betalingen for forvaltningen sker typisk ved, at man som investor betaler et procentuelt gebyr af den investerede formue. Men samtidig betaler man også kurtage, det vil sige et gebyr for handlerne, som foretages. Det gør man i øvrigt også hos bankrådgiveren.


Hvis man vil gøre det selv

Hvis man har lavet sin research og føler sig sikker på sine valg, så har man som gør-det-selv investor en række muligheder.

Hvis man skal købe eller sælge investeringsforeningsbeviser, så er det en god ide at oprette sig selv som kunde hos en online-mægler. De er nemlig de billigste på kurtagen. Her er det værd at bemærke, at de almindelige pengeinstitutter alle sammen har en online-løsning, der typisk er billigere, end hvis man handler via filialen og bankrådgiveren. Men det er værd at undersøge, om der findes online-mæglere, som er billigere end ens egen bank, da der her kan være mange penge at spare.

Nogle pengeinstitutter har dog særlige ordninger, der betyder, at man kan handle med bankens egne foreninger uden omkostninger. Ordninger af den slags er dog ikke noget man kan forvente af alle pengeinstitutter, og de er der typisk i forbindelse med kampagner.

Hvad kan ulempen være ved at investere på egen hånd? For det første kræver det, at man tager sig den tid, der skal til. Man skal også sætte en del kræfter ind på at følge med i markederne og på at sætte sig ind i de foreninger, man vælger at investere i. Men her er det, at Morningstar kan hjælpe. Morningstar indsamler nemlig alle relevante data om investeringsforeningernes afdelinger og forsyner brugerne af Morningstar med værktøjer til at analysere de mange data. På den måde kan investorer via Morningstar skaffe sig den nødvendige viden og overblik, inden investeringsbeslutningerne skal tages.

Endelig giver Morningstar via sine artikler investorerne inspiration til investering og til analyse af investeringsforeningerne.



Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Morningstar Danmark Editor  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser