Investeringsstrategi

Lad os tage et eksempel. En investor har 200.000 kroner. Om ti år ønsker han at have sikret sig et afkast, så han har en million kroner. Måske fordi han til den tid ønsker at købe et hus, vil rejse jorden rundt eller går på pension.

Hvis vores investor skal nå sit mål, betyder det faktisk, at han hvert år skal sikre sig et gennemsnitligt afkast på den investerede formue på cirka 17,46 pct.

Det mål kan godt lade sig gøre. Der findes foreninger, som historisk har været i stand til at forrente formuen i det niveau. Men der er ingen sikkerhed for, at samme afkast vil kunne opnås i fremtiden. Ved at gå ind på Morningstar og vælge ”Søg & Vælg” kan man se, hvordan afkast-udviklingen i de forskellige foreninger har været.

Der er heller ingen sikkerhed for, at investeringen ikke mister værdi, bare fordi den ligger i en forening. Investeringsforeningernes afdelinger har også dårlige år, når de underliggende værdipapirer går dårligt. Derfor skal man som investor også tænke på risikoen.

Risikoen kan betragtes fra flere vinkler.

For det første må man tænke over i hvilket omfang, man har råd til at tabe pengene eller hvilket beløb, man til nød vil acceptere at stå tilbage med om eksempelvis ti år.

Det, som er vigtigt at huske, er, at jo større risiko, man er parat til at tage, jo større afkastmuligheder er der. Og omvendt. Jo større afkast man går efter, jo større risiko er der for at tabe pengene. Traditionelt er der nemlig mere at tjene på de værdipapirer, som også er mest sårbare over for tab.

Men investoren har også et andet problem. Hvad nu, hvis han ønsker at bruge pengene, før de ti år er gået? Hvis det er tilfældet, må han sikre sig, at han når sit finansielle mål gennem en stabil vækst uden voldsomme værdisvingninger. Hvis den købte afdeling svinger meget, er der nemlig risiko for, at investoren skal sælge sin afdeling på et tidspunkt, da den har lidt et midlertidigt tab.

Hvis man har investeret på en sådan måde, at porteføljen stiger og falder drastisk, lever man nemlig livet farligt. Denne ene måned er formuen måske 700.000 kroner værd, mens den tre måneder senere blot er 500.000 kroner værd. Et halvt år senere kan den samme portefølje måske være 800.000 kroner værd. Den investor, der har så følsom en portefølje, kan nemlig aldrig være sikker på, hvad han kan realisere af beløb, hvis han pludselig mangler penge.

Lad os tage vores investor fra før. Han ville om ti år gerne have et beløb på en million kroner til sin rådighed. Men hvad er det mindste beløb, han ønsker at acceptere? Det kunne eksempelvis være 800.000 kr. Ved at begrænse sin risikoprofil til 800.000 kroner, har han samtidig også, ideelt set, begrænset muligheden for afkast, der er meget større end en million kroner. Men oven i det vil han også gerne sikre sig et stabilt afkast, så han altid kan gå ud af investeringerne før tid.

Hvis det er målene, må vor investor sprede sine investeringer, så de passer til afkast og risiko-profilen.

Ved at investere gennem en investeringsforening har investoren allerede sikret sig en vis spredning. Men der ikke nok i sig selv. Regionale aktiemarkeder kan nemlig gå totalt ned, og globale sektorer kan også komme ud i stormvejr (som vi har set det med IT-aktierne gennem 2001), så der er også risici forbundet med investeringsforeninger.

Derfor skal man vælge en sammensætning i porteføljen, som sikrer det nødvendige afkast, men som også skærer sårbarheden fra, når krisen kradser.

Måden, man spreder investeringen på, er ofte ved at sætte pengene i forskellige typer værdipapirer. Altså både i aktier, i obligationer og måske beholder noget som kontant indestående på en rentebærende konto. Når man investerer i foreninger, kan man sætte pengene i aktie- eller obligationsafdelinger, så mulighederne for at sprede risikoen er der. Man kan endda gøre meget mere ved at vælge forskellige typer af aktieafdelinger og obligationsafdelinger ind i porteføljen.

Når man sammensætter en portefølje af for eksempel både aktier og obligationer, gør man det blandt andet fordi, risiciene i hver af dem på sin vis annullerer hinanden. Når aktierne falder, har investorerne det nemlig med at gå i ly i obligationsmarkederne, så kurserne stiger. Obligationerne betragtes nemlig i det tilfælde som en sikker havn.

På samme måde har man tilsvarende sammenhænge inden for de forskellige typer af aktier. Hvis de mindre udviklede økonomier i Sydamerika har en svær tid, vil investorerne flytte deres penge til for eksempel de amerikanske aktier, som så – alt andet lige - står over for stigninger. Hvis IT-aktierne, der kendetegnes ved høj vækst og høj risiko, falder kraftigt, vil investorerne typisk finde mere defensive og sikrere aktier i for eksempel medicinalindustrien.

Hvis man derfor har valgt at placere en bestemt andel af sin investering i aktier og obligationer, må man altså også foretage sig en spredning inden for de kategorier. Inden for aktier kan man vælge blandt selskaber, som har høj vækst og høj risiko, man kan også vælge selskaber, der er meget afhængige af den økonomiske udvikling (cykliske aktier), eller aktier, som ikke berøres så kraftigt af en økonomisk krise (defensive aktier). Der er også mulighed for at vælge forskellige sektorer eller forskellige geografiske markeder.

Når man endelig har bestemt sig for den fordeling eller allokering, som det også kaldes, der passer til ens krav om afkast og risiko, er tiden kommet til at vælge de specifikke investeringer ud. Hvilken afdeling med amerikanske aktier er bedst til ens profil? Hvilken afdeling for højrente obligationer er bedst? Og så videre…

Her er det at, Morningstars værktøjer giver en unik mulighed for at se og analysere, hvilke typer af aktier, der er i de forskellige afdelinger, i hvilke lande selskaberne opererer, og hvilke afkast afdelingerne har præsteret til hvilken risiko. På den måde kan man med Morningstar ganske let og hurtigt finde frem til en portefølje, som helt præcist passer til de finansielle mål og risici, den enkelte har besluttet sig for.

Faktisk går Morningstars Rating™ netop ud på, at vælge de afdelinger, som har givet bedst afkast de seneste tre år, mens de har haft den mindst mulige risiko. De bedste afdelinger tildeles fem stjerner. Morningstars X-ray viser let og hurtigt fordelingen af værdipapirer i sektorer og lande, og endelig kan man med Style Boxen hurtigt se om investeringerne er placeret i små eller store selskaber og i selskaber i sektorer med høj eller lav vækst.

På samme måde som i portefølje allokeringen, gælder det i udvælgelsen af den enkelte afdeling, om at undersøge både afkast og risiko. Hvis to danske aktie-afdelinger historisk set gennem de sidste tre år, har sikret et afkast, som lever op til ens mål, bør man vælge den, som har nået målet via en stabil vækst, og holde sig fra den, der har haft de største udsving – altså vælge den med den mindste standardafvigelse. Altså skal man vælge en afdeling med så mange Morningstar stjerner som muligt.

I forbindelse med udvælgelsen af de enkelte investeringsforeninger skal man holde sig en række ting for øje. For det første skal man sikre sig, at den spredning, som foretages, rent faktisk spreder risikoen i forhold til forskellige hændelser.

Et eksempel kan være en spredning i en IT-afdeling og en biotek-afdeling. De to afdelinger opererer i hver sin sektor, og ved første øjekast tror man, at man har fordelt risikoen. Men det er ikke helt sådan. Investorernes betragtning af IT og biotek hænger nemlig nært sammen, blandt andet fordi de kategoriseres med samme høje risiko. Derfor har det nærmest været reglen, at når IT-aktierne er faldet, så er biotek-selskaberne fulgt med ned. Derfor vil en investor med andele i begge typer afdelinger blive ramt af fald i begge afdelinger på samme tid.

Denne form for sammenhæng af risiko kaldes med et fint ord for samvarians.

To forskellige foreninger kan også have et stort sammenfald i de værdipapirer, der ligger i porteføljerne. Både af typer af aktier, eksempelvis værdi- eller vækstaktier, men også af sektorer og af enkelte selskaber.

Med de to Morningstar værktøjer Style Box og X-Ray kan man analysere fordelingen af den slags og hurtigt skabe sig et overblik over, om fordelingen af værdi- og vækstaktier i den samlede portefølje af flere afdelinger er korrekt.

Eller om der ved en tilfældighed er sket det, at et enkelt selskab har fået for stor vægt, og man derfor bør vælge en anden afdeling.

Et eksempel på det sidste kunne være, at GN Store Nord optræder i afdelingen Danske Aktier og også i afdelingen IT-aktier. Hvis man har begge afdelinger i sin portefølje, har man altså udsat sig for risikoen i GN Store Nord begge steder, og det er derfor vigtigt at gøre op med sig selv, om det passer ind i strategien.

På Morningstar kan man oprette sin egen portefølje og ved hjælp af værktøjerne Style Box og X-Ray se præcis, hvordan den slags fordelinger er i porteføljen. Viser det sig, at porteføljen ikke lever op til kravene, fordi en afdeling har forkert vægt i forhold til de andre, er det ganske nemt at finde en anden forening, som bedre passer ind. Prøv selv ved at oprette din egen portefølje.

Når man som investor er kommet så langt, at man har sat sig et finansielt mål, lagt sig fast på en acceptabel risiko, fundet frem til en allokeringsnøgle for aktier og obligationer og endelig besluttet sig for de individuelle papirer, der skal investeres i, så er man næsten færdig. Det sidste man mangler er at gennemføre handlerne.

På dette tidspunkt er det selvfølgelig værd at tænke på markedstimingen. Hvis man ved, at markedet for IT-aktier er meget ustabilt på det tidspunkt, eller man tror, de skal falde, skal man selvfølgelig nok se tiden lidt an, inden man køber. Men husk, tager man fejl, er det på egen risiko.