Foreningernes omkostninger

Facebook Twitter LinkedIn

Desværre for os alle sammen er investeringsforeninger ikke blikkenslagere. Man kunne ellers godt ønske sig det i visse tilfælde. Et af dem er på området for foreningernes omkostninger.

Hvis man ringer til en blikkenslager for at få repareret en dryppende vandhane, ved man, hvad det koster en. Blikkenslageren skriver en regning for materialer, timeforbrug og moms, og man betaler regningen kontant, med en check, nede i banken eller på posthuset.

Som ejer af investeringsforeningsbeviser bliver man dog aldrig præsenteret for en regning på de omkostninger afdelingen har. Man bliver aldrig bedt om at skrive en check eller indbetale et beløb på et girokort. Nej, omkostningerne til administration af foreningen, investeringsrådgivning, IT, bestyrelseshonorarer og til gennemførelse af investeringerne trækkes direkte fra investeringens formue eller indtægter.

Fordi omkostningerne modregnes på denne vis, er det kun de færreste, der faktisk har styr på, hvor meget den service, man får i foreningen, koster.

Meget af dette kan man dog læse om i foreningernes regnskaber, der udspecificerer de forskellige poster.

At omkostningerne er et vigtigt emne, kan illustreres af et tilfælde, hvor to foreninger principielt har samme afkast – altså er lige heldige med investeringerne – mens den ene af dem har årlige omkostninger på en pct. af formuen og den anden på tre pct. af formuen. Den med de mindste omkostninger er selvfølgelig afdelingen, det er bedst at eje – især hvis forholdet gør sig gældende år efter år, for så er der hvert år færre penge at akkumulere afkast fra.


Emissionstillæg og indløsningsfradrag

Men der er også en anden omkostning, eller faktisk to. Emissionstillæg og indløsningsfradrag. Når man som investor tegner sig for en ny andel i en investeringsforenings afdeling, skal man betale den indre værdi plus et tillæg for de omkostninger, der er i forbindelse med udstedelsen af beviset. Det samme gør sig gældende, hvis man ønsker at indløse sit bevis for rede penge. Investoren får i det tilfælde udbetalt den indre værdi minus et gebyr for de omkostninger, der er forbundet med indløsningen.

At foreningerne skal beregne et emissionstillæg og et indløsningsfradrag skyldes ganske enkelt, at de øvrige medlemmer af foreningen ikke skal lide under, at andre ikke ønsker at være med længere eller pludselig gerne vil være med. Derfor er gebyrerne i den forbindelse lagt på, så afdelingens indre værdi fremstår uændret trods ændringen i formuen.

Men det er værd at bemærke, at ikke alle foreninger er lige dygtige til at udstede eller indløse andele til en billig pris.

Indløsningsfradrag kan dog med tid falde i størrelse. Flere investeringsforeninger vælger nemlig at belønne trofaste medlemmer med billigere indløsningsomkostninger.



Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Morningstar Danmark Editor  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser