Fund Awards 2010 vinderne er…

Ti fonde fra de danske investeringsforeninger hædres med en Morningstar Fund Award for deres præstationer. Bedste foreninger på aktier og obligationer samlet set vindes af henholdsvis Danske Invest og Nordea Invest.

Karsten Henriksen 16/02/2009
Facebook Twitter LinkedIn

Ikke alle gør det lige godt, heller ikke når man ser på fonde fra de danske investeringsforeninger. For en uge siden blev 30 danske fonde nomineret til en Morningstar Fund Award og i dag afsløres de ti vindere. Prisuddelingen er en anerkendelse af de særlig gode resultater fondene har leveret over en årrække og med vægt på udviklingen det seneste kalender år. I tabellen her på siden vises alle vinderne og her er der faktisk seks ud af de ti som er gengangere fra sidste år. Så havde man investeret i disse for et år siden, så har man stadig de bedste fonde set i Morningstars optik.

Skønt nogle foreninger har vundet flere priser end andre, så er der er hele seks forskellige foreninger repræsenteret blandt vinderne af de individuelle priser. Det understreger, hvor vigtigt det er at vælge de bedste fonde på tværs af investeringsforeningerne, frem for at købe alle fonde samme sted.

Ideelt set bør man således shoppe rundt og vælge det bedste fra hver forening, men i praksis er det ikke ualmindeligt at private investorer modtager rådgivning i deres bankfilial og her får man i mange tilfælde overvejende tilbudt fonde fra samme forening. Blandt andet af denne årsag uddeles der to Awards på foreningsniveau på henholdsvis aktier og obligationer.

Prisregn over Danske Invest

For andet år i træk løber Danske Invest med prisen, som bedste investeringsforening på aktier i Danmark. Foreningen sikrer sig samtidig hele fire ud af ti mulige individuelle priser på enkeltfonde. Dermed er Danmarks største investeringsforening med direktør Thomas Mitchell i spidsen, den helt store vinder af Morningstar Fund Awards 2010.

Danske Invest, er blandt frontløberne i Danmark, når det kommer til at benytte eksterne forvaltere. De anvendes på produkter, hvor foreningens hovedrådgiver, Danske Capital, ikke har de fornødne kompetencer. Det betyder eksempelvis at foreningens fond, der investerer i Nye Markeder, som for andet år i træk har vundet en Award, forvaltes af den udenlandske forvalter Aberdeen Asset Management for Danske Invest. Også foreningens Fjernøsten fond bliver styret fra udlandet og denne er ligeledes blandt vinderne igen i år. Danske Invest kan dog også selv og har fået to individuelle priser på fonde de selv forvalter, så noget tyder på at strategien med at gøre det man er bedst til og overlade resten til eksperter på deres område, også virker når der drives investeringsforening.

I den anden lejer finder man Nordea Invest med direktør Christina Lage i spidsen. Her klarer man forvaltningen selv via koncernen og det har de senere år båret frugt og været med til at bære foreningen helt op på podiet som bedste investeringsforening på obligationer i dette års Fund Awards. Faktisk ligger foreningen også pænt til på aktiesiden, så det er noget af et comeback for Nordea Invest, der for blot to år siden ikke var at finde blandt top tre, hverken på aktier eller obligationer. Sidste år blev det til en andenplads på aktier og i år er obligationssiden så kommet med helt i top. For første gang i de tre år Morningstar Fund Awards er afholdt, modtager Nordea Invest ligeledes en individuel pris for deres globale obligationsfond.

Selv på det danske marked for investeringsforeninger forskellen stor mellem gode og dårlige fonde, der ellers invester på samme markeder. Det betaler sig at gøre et grundigt forarbejde inden man investerer i en fond, således at man får sorteret de dårligste fra og forhåbentlig kan vælge mellem de bedste. De årlige Morningstar Fund Awards er sat i verden for at skabe fokus på nogle af de fonde, som har leveret særlig gode resultater indenfor områder, der er relevant for private investorer. En Award er således en anerkendelse af de gode præstationer både sidste år og på længere sigt.

Vindere af Fund Awards 2010
Fond Award Kategori
Danske Invest Fjernøsten Asien - Aktier
Carnegie WorldWide/Danske Aktier Danmark - Aktier
Danske Invest Engros Europæiske Aktier Højt Udbytte Europæiske Large Cap - Aktier
ValueInvest Global Globale Large Cap - Aktier
Danske Invest Nye Markeder Globale Nye Markeder - Aktier
Sparindex US Growth Index USA Large Cap - Aktier
Nykredit Invest Korte Obligationer (Pension) DKK Korte - Obligationer
Danske Invest Fonde DKK Øvrige - Obligationer
Nordea Invest Globale Obligationer Globale - Obligationer
Nykredit Invest Engros Højrente Europa Højrente - Obligationer

Årets Forening: Aktiefonde
Plads Forening Antal fonde Samlet score
1. Danske Invest 43 47,03
2. Nordea Invest 21 47,26
3. SEB 10 48,19
*Lavest score er bedst

Årets Forening: Obligationsfonde
Plads Forening Antal fonde Samlet score
1. Nordea Invest 13 47,22
2. Sparinvest 8 49,14
3. Jyske Invest 8 49,22
*Lavest score er bedst


Kort om metodikken bag kåringerne:

Fondspris

Bedste fonde er fundet indenfor 10 forskellige brede investeringskategorier, som består af Morningstar Kategorier eller grupperinger af sådanne. Kun fonde inden for de 10 kategorier er medtaget ligesom det er et krav at fondene har minimum fem års historik og er tilgængelige for private investorer. I beregningerne af vinderne bedømmes afkast på tre forskellige perioder nemlig 1, 3 og 5 år. Herudover inddrages risikoen på henholdsvis 3 og 5 års sigt. I kåringen af årets fond er der lagt størst vægt på det seneste års afkast. Fonde der ikke har ligget over middel i minimum tre ud af de seneste fem kalenderår er taget ud af bedømmelsen. Afkast såvel som risiko er bedømt indenfor selvstændige Morningstar Kategorier ved at se på fondenes relative placering i forhold til de øvrige fonde.


Foreningspris

Bedste forening er fundet ved at se på foreninger med minimum fem aktiefonde eller tre obligationsfonde med mindst fem års historik. Bedømmelsen er foretaget på baggrund af fondenes risikojusterede afkast over en femårig periode i kalenderårene 2005 til 2009. I tilfælde hvor en fond markedsføres under flere binavne er der korrigeret herfor, således at hver ægte fond kun tæller en gang. Som udgangspunkt er foreningernes totale udbud medtaget, dog med undtagelse af institutionelle fonde udenfor privates rækkevidde, samt almene bolig og kommune fonde.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser