Muligheden for at få en højere aktieandel via markedsrentepensioner, som unit link, har på den korte bane ramt opsparerne som en jernhård boomerang. Siden årsskiftet har investering i aktier kort sagt været en bragende underskudsforretning. På obligationssiden har halvåret heller ikke været opløftende. Højrenteobligationer ligger i minus og for at gøre skidt værre er selv danske obligationer i minus siden nytår. Kun de helt korte danske obligationer har præsteret et lille positivt afkast i perioden.
Skønt obligationerne generelt ligger i minus, så har de stadig været med til at løfte afkastet i pensionsporteføljerne, alene af den gru
nd, at de er faldet betydelig mindre end aktierne. Aktierne er med undtagelse af ganske få specialiserede markeder faldet over en bred kam, hvilket også kan ses af skemaet her på siden. Danske og japanske aktier har klaret sig bedste med fald på cirka 13 pct. mens Europa, USA, Globale aktier samt Globale nye aktiemarkeder har tabt cirka 17 pct. siden nytår.
Den negative udvikling betyder at samtlige af Morningstars unit link porteføljer ligger med røde tal for halvåret, hvad enten de er med lav, mellem eller høj aktieandel og uanset om de er sammensat af fonde fra Danica, Nordea, PFA, Topdanmark, AP Pension, Skandia eller på den bredt tilgængelige Folkebørsen.
Ikke kun minus
Der er enkelte aktiefonde i unit link pensionerne, som har formået at levere positive afkast, selv i år, hvor næsten alt er gået i blodrødt. Det drejer sig om fonde med specifikt fokus på Latinamerika, samt fonde der investerer i aktier relateret til naturressourcer. Disse segmenter har nydt godt af de skyhøje råvarepriser og har således formået at holde sig oven vande. I den dystre ende af skalaen er der fonde, som har specialiseret sig i indiske, kinesiske eller finansielle aktier. Disse er til gengæld i værste fald halveret i værdi siden årets start og dermed er hele stigningen fra sidste år forsvundet, samt en stor del af stigningen fra 2006.
Når man sammensætter en langsigtet pensionsportefølje, via Unit Link, bør man ikke inddrage sådanne specialiserede fonde med for stor vægt, da risikoen for massive tab er betydelig. Det er vigtigt at få en bred geografisk spredning og ønsker man ikke for høj risiko, skal porteføljen spædes op med en god portion korte obligationer.
Ser man på Morningstars modelporteføljer ligger afkastet i de mest forsigtige porteføljer mellem -3,6 og -1,7 pct. i år. I de vækstorienterede modelporteføljer med aktieandele på 80 pct. ligger afkastet i år nede på mellem -13,8 og -11,9 pct. Det er trods alt beskedne tab sammenlignet med en halvering af formuen, som ville være tilfældet, hvis alt var sat på et bræt i en indisk aktiefond.
Til sammenligning ville man i en traditionel garanteret mindsterente pensionsordning have fået et positivt afkast i omegnen af 2,6 pct. i første halvår. Det er netop i disse tider at de traditionelle pensionsordninger bidrager med en sikkerhed for den årlige opsparing ikke falder i værdi. Men selv de traditionelle pensionsordninger vil bagvedliggende have tab på deres aktier og det vil give sig udslag i lavere bonusrenter de kommende år.
Opsparinger med en høj aktieandel har historisk set givet de bedste afkast over længere perioder. Og lige netop pensionsopsparing er for de flestes vedkommende meget langsigtet. Derfor bør man som investor sørge for en passende aktieandel i Unit Link ordningen og have is i maven, mens markederne kommer igennem den igangværende krise. Skønt aktier og risiko giver godt på langt sigt, bør man søger for at sprede investeringerne ud så bredt som muligt, det er især helt afgørende i markeder som dem vi oplever i øjeblikket.
Metodik
Beregningerne er fortaget på baggrund af et øjebliksbillede af Unit Link udbuddet ved ugangen af første halvår 2008. Der tages ikke højde for udskiftninger af fonde i afkastperioden. Der kan være specialfonde, interne puljer og modelporteføljer som Morningstar ikke har været i stand til at skaffe data på og som derfor ikke er medtaget i beregningerne.
Porteføljeafkastene er beregnet med udgangspunkt i Morningstars Kategorier. Er der eksempelvis i et program tre fonde under kategorien ’Danmark – Aktier’ er et gennemsnit af de tre benyttet.
I de få tilfælde, hvor en kategori ikke er repræsenteret i et program er der benyttet tal (Fed) fra de mest repræsentative fonde i programmet ud fra et forsigtighedsprincip om, at mindre risiko, fortrækkes frem for mere risiko når alternativer vælges.
Unit Link i første havlvår 2008
Klik på billedet for større visning
Klik på billedet for større visning
Sådan er benchmark porterføljerne sammensat | |||
Morningstar Kategori™ | Forsigtig | Moderat | Vækst |
Danmark - Aktier | 10% | 10% | 15% |
Europa Large Cap Blend - Aktier | 5% | 10% | 20% |
Globale Large Cap Blend - Aktier | 5% | 20% | 20% |
Japan Large Cap - Aktier | - | 5% | 10% |
USA Large Cap Blend - Aktier | - | 5% | 10% |
Globale Nye Markeder - Aktier | - | 5% | |
EUR High Yield - Obligationer | - | 5% | 10% |
DKK Øvrige - Obligationer | 15% | 10% | 10% |
DKK Korte - Obligationer | 65% | 35% | - |