Hvor dygtige er de danske investeringsforeninger hver især til at forvalte investorernes penge? Det er blandt andet det, som Morningstar månedlige rangliste forsøger at måle ved at se på de enkelte foreningers gennemsnitlige rating. Men ranglisten inddrager kun det aktuelle fondsudbud fra hver forening og dermed ser resultaterne ofte bedre ud end de i virkeligheden er. Fra tid til anden vælger foreningerne nemlig at nedlægge fonde som har klaret sig mindre godt. Fondene fjernes fra markedet og dermed kan investorerne ikke længere se at foreningen har opnået ringe resultater.
Fondene bliver typisk fjernet fra markedet ved at de fusio
neres ind i en af foreningens øvrige fonde. På den måde kommer foreningerne af med dårlig historik uden at miste investorens penge, der blot yngler videre et andet sted i foreningen.
BankInvest har i sidste måned fusioneret en række fonde ind i hinanden. Eksempelvis er foreningens tre danske aktiefonde, der tidligere bestod af en small cap, en large cap - OMXC20, og en blandet dansk fond nu samlet i en enkelt bred Danmark fond. I alt har BankInvest fusioneret fem bedømte fonde med et snit på bare 2,00 stjerner ind i andre fonde. Samtidig er foreningens fond med kreditobligationer blevet bedømt for første gang med topkarakteren fem stjerner. Tilsammen betyder det, at foreningens gennemsnitlige rating er kommet op på 3,55 stjerner og det giver en fremgang på tre placeringer i ranglisten, til en sjetteplads.
Fonde der i juni blev rated for første gang | ||
Fond navn | Morningstar Kategori™ | Morningstar Rating™ |
BankInvest Kreditobligationer | EUR Virksomheder - Obligationer | 5 |
Også hos kollegaen Handelsinvest har man valgt at fjerne fonde fra markedet. Her drejer det sig om en teknologifond med tidligere tre stjerner og en fond med korte danske obligationer, der kun havde en enkelt stjerne og dermed trak betydeligt ned i den gennemsnitlige rating. I denne måned er foreningens europæiske aktiefond tilmed gået en stjerne frem, så det samlede snit for Handelsinvest’s otte bedømte fonde er steget til 2,63 stjerner. Trods fremgangen rækker det aktuelle snit kun til en sidsteplads.
Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™ | |||
Forening | Snit - Juni | Antal | Snit - Maj |
Carnegie WorldWide | 4,17 | 6 | 4,17 |
SEB | 3,88 | 17 | 3,94 |
Jyske Invest | 3,77 | 26 | 3,77 |
Sparinvest | 3,77 | 13 | 3,62 |
Sydinvest | 3,63 | 19 | 3,74 |
BankInvest | 3,55 | 31 | 3,37 |
Nordea Invest | 3,41 | 41 | 3,41 |
Nykredit Invest | 3,38 | 13 | 3,92 |
Danske Invest-gruppen | 3,36 | 74 | 3,43 |
Sparindex | 3,27 | 11 | 3,18 |
Alm. Brand Invest | 3,00 | 7 | 2,86 |
EgnsINVEST | 2,80 | 15 | 3,00 |
Lån & Spar Rationel Invest | 2,78 | 9 | 2,78 |
Alfred Berg | 2,67 | 9 | 2,56 |
Handelsinvest | 2,63 | 8 | 2,40 |
Nykredit hårdt ramt
Carnegie har for alvor bidt sig fast i toppen med foreningens seks bedømte fonde, der i snit har opnået 4,17 stjerner. Det er uændret i forhold til måneden før. Forspringet ned til andenpladsen er dermed blevet øget, idet SEB er gået en anelse tilbage siden sidst.
Sparinvest er gået tre pladser frem og indtager nu tredjepladsen sammen med Jyske Invest. Begge har de opnået et snit på 3,77 stjerner.
Månedens helt store taber er Nykredit Invest, der er faldet hele fem pladser tilbage, så foreningen nu ligger midt i feltet. Den gennemsnitlige rating er faldet fra 3,92 til bare 3,38 i denne måned. Til sammenligning havde foreningen et snit på hele 4,44 stjerner for to år siden. Den markante tilbagegang skyldes blandt andet, at foreningen har flere obligationsfonde, der er identiske eller minder meget om hinanden. Og dermed er der en del af foreningens fonde, der samtidig har mistet en stjerne ved seneste bedømmelse.
En anden bemærkelsesværdig udvikling, der er taget til i denne måned er det ændrede styrkeforhold mellem Nordea Invest og Danske Invest-gruppen. Nordea Invest er i denne måned rykket en plads op på baggrund af et uændret snit fra sidste måned på 3,41 stjerner. Til sammenligning er Danske Invest-gruppen faldet to pladser ned ad listen til en niendeplads med et snit på 3,36 stjerner, hvilket er en mindre tilbagegang i forhold til måneden før. Forskellen i snittet på de to store foreninger er ikke betydeligt, men indtil for ganske få måneder havde Nordea aldrig ligget foran Danske – det er der nu ændret på.
Danmark nummer 1
Danmark ligger uændret fra sidste måned, mens de øvrige lande går tilbage. Det betyder at de danske fonde under ét atter ligger i spidsen af den europæiske fondsliga. Det flotte niveau er hjulpet på vej af en række lukninger af fonde med mindre gode ratings. Det er imidlertid ikke kun i Danmark, hvor foreningerne har for vane at fjerne dårlige historik ved at lukke eller fusionere dårlige fonde og dermed er sammenligningen med resten af Europa ganske relevant.
Landenes rangliste i Morningstar Rating™ | ||
Land | Snit - Juni | Snit - Maj |
Danmark | 3,47 | 3,47 |
Finland | 3,42 | 3,48 |
Norge | 3,28 | 3,31 |
Schweiz | 3,21 | 3,16 |
Sverige | 3,21 | 3,23 |
Frankrig | 3,20 | 3,21 |
Belgien | 3,13 | 3,21 |
Storbritannien | 3,11 | 3,11 |
Holland | 3,08 | 3,13 |
Tyskland | 3,06 | 3,09 |
Irland | 3,03 | 3,02 |
Østrig | 3,00 | 2,97 |
Spanien | 2,98 | 2,93 |
Luxembourg | 2,85 | 2,85 |
Italien | 2,73 | 2,69 |
Morningstar Rating er en europæisk sammenligning, hvor fondene bliver bedømt på, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år i forhold til tilsvarende fonde indenfor samme kategori i hele Europa.
Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen. Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i 160 kategorier. I juni var der i alt 397 danske fonde, som indgik i bedømmelsen og på europæisk plan var tallet ikke mindre end 35.806 fonde. På www.berlingske.morningstar.dk kan man se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond.