Kampen om Yahoo gav kursudsving

Nyheden om en mulig fusion mellem Yahoo og Microsoft har sendt kurserne både op og ned

Facebook Twitter LinkedIn

Forhandlingerne om en fusion mellem Microsoft og Yahoo har været en af de mere interessante af slagsen vi har set i år. Igennem længere tid har rygter peget i retning af, at de to selskaber måske ville indgå en alliance for at dæmme op for sololøbet fra konkurrenten og internetgiganten Google, der på rekordtid er blevet markedsførende inden for marketing på nettet.

I slutningen af januar i år bød Microsoft 31 USD per aktie i Yahoo, svarende til en præmie på 62 pct. relativt til aktiekursen på daværende tidspunkt. Yahoo trodsede tilbuddet og undersøgte endda muligheden for en alliance med Google, inden Microsoft efter en forhøjelse af

tilbuddet til 33 USD trak sit tilbud tilbage i maj. Flere storaktionærer i Yahoo, herunder milliardæren Carl Icahn, var mindre fornøjet med Yahoo’s adfærd og annoncerede et forslag om at udskifte den nuværende bestyrelse i Yahoo med en mere fusionsvenlig bestyrelse.

Midt i måneden genåbnede Microsoft muligheden for et bud på hele eller dele af Yahoo’s forretning, et bud som af mange anses som et forsøg på at afværge et potentielt samarbejde mellem Yahoo og Google.


Op og ned for kurserne

Aktiekurserne på begge selskaber er gået op og ned siden nyheden om en mulig fusion nåede markedet. Kursen på Yahoo sprang i vejret efter fusionsnyheden, hvorefter kursen har været svingende i begge retninger alt efter hvordan investorerne vurderede sandsynligheden for at fusionen blev en realitet. Da Microsoft trak sit tilbud tilbage faldt kursen på Yahoo øjeblikkeligt.


Skeptisk marked

I modsætning til aktiekursen på Yahoo faldt Microsoft i værdi efter offentliggørelsen af købstilbuddet. Det afspejler en markedsskepsis for om en potentiel fusion vil tilføre aktionærerne i Microsoft værdi på lang sigt. Siden er det gået lidt op og lidt ned for aktiekursen på Microsoft. Begge aktier er hyppigt repræsenteret i danske aktiefonde, så kurssvingerne har også haft ganske stor påvirkning på investeringsforeningerne.

For at få en bedre ide om hvilken effekt det har haft på fondene, har vi set på de danske aktiefonde der har satset mest på Microsoft, og hvilke der har flest penge i Yahoo. De to selskaber er repræsenteret i mere end 40 danske fonde og ikke overraskende er mange af dem it-fokuserede. Generelt har mange teknologifonde oplevet noget af rutsjetur i årets første måneder og selvom de fortsat ligger i minus for året, er de fleste kommet stærkt igen i andet kvartal. Som helhed har de af fondene med Microsoft og/eller Yahoo i porteføljen som gruppe hverken klaret sig bedre eller dårligere end andre fonde i år.

Mange af fondene med Microsoft i porteføljen har også investeret i Yahoo, og af de to selskaber har samtlige danske fonde flest penge i Microsoft. Sydinvest e-business har med 10 pct. af porteføljen investeret mest i Yahoo, og er samtidig den eneste fond med penge i Yahoo, men ikke i Microsoft. Det har været en fornuftig beslutning, der har bidraget positivt til afkastet og fonden er i 2008 bedst placeret blandt danske teknologifonde. Godt hjulpet på vej af Yahoo, der indtil videre i år har givet hele 37 pct. point mere i afkast end Microsoft.

På Microsoft siden er det BankInvest’s to teknologifonde med cirka 10 pct. af formuen, som har flest penge i selskabet. Ingen af it-fondene med store summer i Microsoft har formået at placere sig i toppen af kategorien i år, og bedste placering er den bløde mellemvare i midterfeltet.

Det er også interessant at konstatere at flere value fonde har investeret i Microsoft. Selskabet er ellers i mange år blevet betragtet som et vækstselskab, men noget tyder på at en holdningsændring er undervejs blandt flere markedsaktører. En årsag til det kan netop være at Microsoft forsøger at øge væksten igennem større opkøb og i mindre grad ad organisk vækst.


Yahoo satte forspringet overstyr

Af de to selskaber er Morningstar mest lun på Microsoft. Yahoo var i de tidlige internet dage en af de foretrukne søgetjenester. Selskabet tiltrak en masse trafik og andre sider som Yahoo Finance, Yahoo News og Yahoo Sports blev søsat med stor succes. Men så træf Yahoo flere strategiske beslutninger som gik ud over kerneforretningen. For det første introducerede Yahoo betalt søgning, som resulterede i færre bannerindtægter, Yahoos kerneforretning. Desuden fortsatte Yahoo med at tabe markedsandele til ærkerivalen Google, som med raketfart er blevet den foretrunke søgemaskine på nettet. Yahoo’s gennemsnitlige vækstrate i omsætningen styrtdykkede fra 55 pct. i snit i perioden 2001 til 2006 til bare 8 pct. i 2007.

Morningstar værdiansætter Yahoo til 26 USD pr. aktie, hvilket stort set svarer til den aktuelle kurs. Hvis det lykkedes Microsoft og Yahoo at lægge kamphandskerne og nå frem til en fusion mellem de to selskaber, vil det utvivlsomt påvirke Yahoo’s aktuelle kurs positivt. Af andre alternative muligheder for Yahoo end fusionen med Microsoft er det Morningstars opfattelse at aktionærerne vil være bedst tjent med at Yahoo siger ja tak til Microsofts tilbud. Hvad det ender med, må tiden vise.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser