For en måned siden lå Carnegie for første gang alene i toppen af ranglisten over de danske foreninger og i denne måned lægger foreningen endnu større afstand til de øvrige danske foreninger. Carnegie har seks fonde bedømte i Morningstar Rating og efter foreningens danske aktiefond er gået en stjerne frem er det samlede snit nu oppe på 4,0 stjerner.
Andenpladsen indtages, som i sidste måned, af SEB, der på det seneste har bidt sig fast i toppen af det fine selskab med en gennemsnitlig rating på 3,76 stjerner på baggrund af 17 bedømte fonde. Snittet er uændret fra måneden før.
Nykredit Invest er kommet lidt tilbage efter styrtdykket i sidste måned. Det blev til en fremgang på én plads til en tredjeplads, skønt det er bedre end i sidste måned, så synes afstanden til førstepladsen med ét at være temmelig stor. Nykredits snit er uændret fra sidst, så fremgangen skyldes alene en lille tilbagegang i Sparindex som faldt ned på fjerdepladsen.
Udviklingen i midten af ranglisten var noget mere dramatisk. Med fem fonde der gik frem i rating og ingen der gik tilbage, kunne Sydinvest mønstre et snit på 3,56 stjerner på baggrund af 18 bedømte fonde. Foreningen lå på en niende plads i sidste måned, men den flotte fremgang i ratingen, sammenholdt med den tætte konkurrence i midten af feltet, gav foreningen et løft på fem pladser frem til taburet nummer fire.
Månedens største fremgang i den gennemsnitlige rating skal faktisk findes tre pladser fra bunden af listen. Alm. Brand Invest lå i sidste måned nederst på listen, men efter tre af foreningens syv bedømte fonde er gået en stjerne frem, ligger foreningen nu på 2,71 stjerner i snit – det er en fremgang på 0,43 stjerner. Foreningen ligger stadig under gennemsnittet og der er masser af plads til forbedring, men det er en pæn fremgang og i øvrigt det højeste snit Alm. Brand Invest har opnået siden efteråret 2002. Sidste år valgte foreningen at rydde op i fondspaletten med en række fusioner og strategiændringer.
Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™ | |||
Forening | Snit - December | Antal | Snit - November |
Carnegie WorldWide | 4,00 | 6 | 3,83 |
SEB | 3,76 | 17 | 3,76 |
Nykredit Invest | 3,67 | 12 | 3,67 |
Sparindex | 3,60 | 10 | 3,70 |
Sydinvest | 3,56 | 18 | 3,28 |
Jyske Invest | 3,54 | 26 | 3,54 |
BankInvest | 3,50 | 34 | 3,48 |
Sparinvest | 3,43 | 14 | 3,45 |
Danske Invest-gruppen | 3,34 | 71 | 3,35 |
Nordea Invest | 3,22 | 41 | 3,23 |
EGNS-INVEST | 2,92 | 12 | 3,08 |
Alm. Brand Invest | 2,71 | 7 | 2,29 |
Midtinvest | 2,70 | 10 | 2,60 |
Lån & Spar Rationel Invest | 2,67 | 9 | 2,67 |
ABN AMRO Invest | 2,56 | 9 | 2,56 |
Fire gange fem
Lige udenfor den officielle rangliste der kræver minimum fem fonde bedømt i Morningstar Rating ligger den norske forvalter SKAGEN med fire femstjernede fonde. Og faktisk ville foreningen ligger i toppen af listen, hvis den havde en ekstra fond med i ratingen, også selvom den ekstra fond fik bundkarakteren én stjerne, da det stadig ville give et snit på over fire stjerner.
En anden foreninger der ligeledes ville få en klar førsteplads, hvis den kunne deltage i ranglisten er ATP Invest, som med 14 bedømte fonde og et snit på hele 4,57 stjerner har et meget stærk fondsudbud. Fondene er kun tilgængelige via Folkebørsen.dk for de såkaldte SP midler.
ValueInvest ligger ligeledes udenfor ranglisten med tre bedømte fonde og et snit på 3,67 stjerner. Ligeså med Independent Invest der har en enkelt global femstjernet fond.
Danmark tæt på føring
De danske foreningers gennemsnitlige præstationer målt ved Morningstar Rating for samtlige danske fonde holdt op mod de øvrige europæiske lande viser stadig bedre takter for Danmark.
I december blev det til en samlet andenplads for de danske fonde under ét med et snit på 3,39 stjerner. Finland var atter nummer et med et snit på 3,43 stjerner og altså ikke meget foran Danmark. De fire bedste placeringer i landeranglisten indtages af de skandinaviske lande, mens bundplaceringen går til italienerne med et beskedent snit på 2,59 stjerner.
Morningstar Rating er en europæisk sammenligning, hvor fondene bliver bedømt på, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år i forhold til tilsvarende fonde indenfor samme kategori i hele Europa.
Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen. Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i 160 kategorier. I december var der i alt 386 danske fonde, som indgik i bedømmelsen og på europæisk plan var tallet ikke mindre end 32.666 fonde. Her på Morningstar kan man se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond.
Landenes rangliste i Morningstar Rating™ | ||
Land | Snit - December | Snit - November |
Finland | 3,43 | 3,42 |
Danmark | 3,39 | 3,37 |
Norge | 3,33 | 3,32 |
Sverige | 3,26 | 3,26 |
Frankrig | 3,21 | 3,23 |
Schweiz | 3,21 | 3,29 |
Holland | 3,20 | 3,11 |
Belgien | 3,16 | 3,18 |
Tyskland | 3,13 | 3,12 |
Storbritannien | 3,10 | 3,11 |
Irland | 3,01 | 3,00 |
Østrig | 3,00 | 2,96 |
Spanien | 2,92 | 2,93 |
Luxembourg | 2,84 | 2,85 |
Italien | 2,59 | 2,60 |