Klar fordel med ex-kupon

De midlertidige ex-kupon fonde, som dukker op omkring medio januar er en service til investorer, der ønsker at undgå unødige omkostninger og skat ved nye investeringer.

Karsten Henriksen 31/12/2007
Facebook Twitter LinkedIn

Den kommende måned vil der dukke en lang række fonde op på det danske marked, som hedder noget med ’ex-kupon’ og det er en slags midlertidig kopi af eksisterende fonde, som giver investorerne en interessant skattefordel.

Denne type fonde dukker op på det danske marked hvert år omkring medio januar, men hvad er det lige det specielle navn dækker over? Ex-kupon betyder uden udbytte, altså investor køber en fond med alt hvad det indebærer af afkastmuligheder og risiko – bortset fra en ting – nemlig det udbytte, som vedrører 2007 og almindeligvis udbetales til investorerne efter foreningens generalforsamling i marts-april måned i 2008.

De samlede udbytter for 2007, der udbetales af danske investeringsforeninger er af brancheforeningen blevet estimeret til 25 mia. kroner. Det er det største nominelle beløb nogensinde, hvilket i høj grad skyldes de stadig stigende formuer. Sidste år blev der ifølge Finanstilsynet udbetalt 21,6 mia. kroner i udbytte.


Bedre afkast

Måske lyder det lidt bagvendt at fraskrive sig udbyttet, da det jo er en kontant udbetaling til investorerne, men det forholder sig lige omvendt. Afkastet på en fond består nemlig både af udbytter og kursudvikling. På den dag hvor udbyttet udbetales, falder kursen svarende til udbyttebetalingen. Det vil eksempelvis betyde at en fond med en indre værdi på 100, vil falde til 97, hvis der udbetales et udbytte på 3 kr. pr bevis.

En investor som køber for 10.000 kr. i sådan en fond kort før generalforsamlingen, vil få et udbytte på 300 kr., men samtidig vil kursen på beviserne falde med 300 kr. til 9.700 kr. Det vil med andre ord sige at investor, hverken tjener eller taber på dette, når der ses bort fra skat. Desværre kan man ikke blot se bort fra skat og dermed ender investor faktisk med at skulle betale udbytteskat af de 300 kr. eller med andre ord betale skat af et afkast man aldrig har fået. Samtidig er der omkostninger forbundet ved at geninvestere pengene.

Besværet og omkostningerne undgås ved at vælge ex-kupon fonde. I tilfælde hvor det ikke er muligt at købe en ex-kupon bør man overveje de skattemæssige konsekvenser ved at købe sig ind i en fond kort før en stor udbyttebetaling.


To metoder

Efter generalforsamlingen er afholdt og udbytterne er udbetalt, hvilket typisk sker i slutningen af marts og starten af april, bliver ex-kupon fondene automatisk ombyttet med de almindelige fonde. Ombytningen kan afhængig af metoden der benyttes give mindre differencer, som bliver udbetalt som skattepligtigt udbytte. Differencen vil dog ikke overstige værdien af en enkelt andel i fonden. Herudover vil der ikke være skattemæssige konsekvenser af ombytningen. Når ombytningen er sket – er man helt almindelig ejer af fonden og vil således også modtage udbyttet til næste år.

Den indre værdi for ex-kupon kan opgøres på to måder, den mest simple og udbredte når der er tale om konservative obligationsfonde er, at den daglige indre værdi i ex-kupon beviset bliver beregnet som den indre værdi i moderfonden minus ubyttet hver dag. Denne metode betyder at ex-kupon fonden og den almindelige fond har præcis samme værdi når udbyttebetalinger er fortaget og dermed kan beviserne ombyttes i forholdet en til en.

Den anden metode der typisk anvendes på mere risikable obligationsfonde som eksempelvis udenlandske højrenteobligationer, samt i aktiefonde er, at ex-kupon værdien beregnes som ovenstående på udstedelses datoen og herefter følger de to fonde hinanden i den procentvise udvikling frem til generalforsamlingen. På grund af rentes rente vil værdien af ex-kupon og moderfond ikke være helt ens når udbyttet er udbetalt og dermed bliver ombytningen af beviser ikke i forholdet en til en. Yderligere vil der ved denne metode opstå en mindre difference som bliver udbetalt som skattepligtigt udbytte.


Typisk i obligationer

De fleste af de danske foreninger oplyser på deres hjemmesider om hvilke fonde der får en midlertidig ex-kupon tvilling. Langt den overvejende part af disse er obligationsfonde. Det er typisk også obligationsfondene, der er mest relevante i denne sammenhæng, idet en stor del af deres afkast består af udbyttet. For nogle er det endda hele afkastet som består af ubyttet og her ville det være en skam for investor at investere et større beløb lige før en udbyttebetaling og dermed blive beskattet af det der svarer til et helt års afkast efter blot få ugers ejerskab.

Det er kun få aktiefonde, som tilbyder ex-kupon beviser. Ønsker man at investere i en fond som ikke udbyder ex-kupon beviser, bør man undersøge hvor stort et udbytte der betales ved næste generalforsamling og derefter vurdere de skattemæssige konsekvenser af dette inden der investeres.

De danske foreninger har ikke lov til at lukke tilgangen til de ubyttebetalende fonde, heller ikke op til generalforsamlingen og derfor skal investorer, der invester på egen hånd, selv være opmærksomme på, hvorvidt samme fond udbydes som ex-kupon. Gør den det kan man spare både unødige handelsomkostninger og skat.

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser