Carnegie alene på førstepladsen

For første gang i to år ligger Nykredit ikke længere som nummer ét i ranglisten over de danske foreninger. Den passivt forvaltede indeksforening Sparindex viser styrke og indtager nu tredjepladsen i den samlede stilling.

Karsten Henriksen 17/12/2007
Facebook Twitter LinkedIn

I november måned er Carnegie WorldWide strøget helt til tops med sine seks fonde, der i gennemsnit har fået 3,83 stjerner. Det er ikke første gang foreningen ligger som nummer ét i ranglisten. Det er faktisk sket tre gange tidligere alene i år, men hver gang har det været en delt førsteplads med Nykredit. I november indtager Carnegie WorldWide imidlertid tronen alene og det er kun sket en gang tidligere og det var en måned efter foreningen deltog i ranglisten for første gang tilbage i august 2005.

Nykredit havde en sur måned og mistede en stjerne i tre af de 12 fonde, der deltager i ranglisten og dermed er foreningens snit faldet fra 3,92 i sidste måned til 3,67 stjerner i november. Da topplaceringerne i ranglisten ligger meget tæt, har tilbagegangen kostet hele tre pladser, så Nykredit ender på en fjerdeplads.

Den enes nød er dog den andens brød og således er der blevet plads til SEB på en fornem andenplads. Foreningen har et snit på 3,76 stjerner på baggrund af 17 bedømte fonde og det er en lille fremgang fra måneden før.

Den passivt forvaltede forening Sparindex er med en tredjeplads et levende bevis for at indeksfonde har deres berettigelse og at de sagtens kan konkurrere med deres aktivt forvaltede konkurrenter. Foreningen er den eneste helt passive af de i alt 15 deltagere i ranglisten. De 10 indeksfonde fra Sparindex har i snit opnået 3,70 stjerner og det er en lille fremgang fra måneden før. Også foreningens aktivt forvaltede søsterforening Sparinvest er gået frem i denne måned til et snit på 3,45 stjerner og en syvende plads.

Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - November Antal Snit - Oktober
Carnegie WorldWide 3,83 6 3,83
SEB 3,76 17 3,71
Sparindex 3,70 10 3,60
Nykredit Invest 3,67 12 3,92
Jyske Invest 3,54 26 3,50
BankInvest 3,48 33 3,39
Sparinvest 3,45 11 3,27
Danske Invest-gruppen 3,35 71 3,35
Sydinvest 3,28 18 3,50
Nordea Invest 3,23 39 3,11
EGNS-INVEST 3,08 12 3,00
Lån & Spar Rationel Invest 2,67 9 2,78
Midtinvest 2,60 10 2,50
ABN AMRO Invest 2,56 9 2,44
Alm. Brand Invest 2,29 7 2,29

To nye løfter Nordea

I november måned blev to nye fonde bedømt i Morningstar Rating. Begge fonde kom fra Nordea Invest og begge fik den næsthøjeste bedømmelse fire stjerner. Nordea Invest er nu samlet set oppe på hele 39 bedømte fonde der i snit har opnået 3,23 stjerner. Det rækker til en 10. plads i den samlede stilling.

På en niendeplads lige over Nordea ligger Sydinvest med 18 bedømte fonde med et snit på 3,28 stjerner. Foreningen har mistet hele fire stjerner i denne måned og er således den forening der er faldet flest pladser tilbage, idet foreningen lå på femtepladsen måneden før.

Danmarks største forening, Danske Invest-gruppen indtager ottende pladsen, hvilket er uændret fra måneden før. De 71 bedømte fonde opnåede et snit på 3,35 stjerner.


Stjerner uden for listen

Udenfor den officielle rangliste der kræver minimum fem fonde bedømt i Morningstar Rating, ligger norske Skagen med fire fonde, der alle har opnået topkarakteren fem stjerner. Skagen er den eneste udenlandske udbyder, som i længere tid har forsøgt at komme igennem med deres fonde direkte til private investorer blandt andet gennem notering på børsen.

Valueinvest har tre fonde der i snit har opnået 3,67 stjerner og Gudme Raaschou har ligeledes tre fonde med et snit på 3,00 stjerner. Dexia Invest mangler kun en fond for at komme med i den officielle rangliste, men i dag bliver det til fire fonde med et snit på 2,75 stjerner.

Generelt set har det været en god måned for de danske foreninger, set med rating briller, da kun tre af de 15 fonde er gået tilbage i november, mens resten har oplevet stigende eller uændrede ratings.

De danske fonde kom igen, efter tilbagegang i ratingen i oktober. Der vil altid være fonde der ligger lige på vippen mellem to forskellige ratings, i nogle måneder vil fordelen være på fondens side så den får en stjerne ekstra og i andre måneder bliver fonden på den anden side. Det er nok den største årsag til ændringer fra måned til måned og det var ligeledes den største årsag til, at de danske fonde under ét gik tilbage i sidste måned og nu er gået frem igen.

I november blev det således til en samlet andenplads til de danske fonde med et snit på 3,37 stjerner. Finland indtog atter førstepladsen med et uændret snit på 3,42 stjerner og på tredjepladsen lå Norge med 3,32 stjerner.

Landenes rangliste i Morningstar Rating™
Land Snit - November Snit - Oktober
Finland 3,42 3,42
Danmark 3,37 3,33
Norge 3,32 3,34
Schweiz 3,29 3,24
Sverige 3,26 3,29
Frankrig 3,23 3,23
Belgien 3,18 3,22
Tyskland 3,12 3,14
Holland 3,11 3,11
Storbritannien 3,11 3,14
Irland 3,00 2,99
Østrig 2,96 3,05
Spanien 2,93 2,88
Luxembourg 2,85 2,86
Italien 2,60 2,57

Morningstar Rating er en europæisk sammenligning, hvor fondene bliver bedømt på, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år i forhold til tilsvarende fonde indenfor samme kategori i hele Europa.

Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen. Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i 160 kategorier. I november var der i alt 378 danske fonde, som indgik i bedømmelsen og på europæisk plan var tallet ikke mindre end 31.760 fonde. Her på Morningstar kan man se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond.

Fonde der i november blev rated for første gang (30-11-2007)
Fond navn Morningstar Kategori™ Morningstar Rating™
Nordea Invest Emerging Markets Globale Nye Markeder - Aktier 4
Nordea Invest Engros Emb Emerging Markets Bond 4

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser