Vælg de billigste fonde og få det bedste afkast, sådan lyder den forsimplede opskrift på investeringssucces når man skal vælge blandt de mange fonde. Men skønt det er meget relevant at se på omkostninger, så kan et ensidigt fokus på omkostninger føre til de forkerte investeringsbeslutninger.
En fonds omkostninger går fra i afkastet. Derfor er det ikke lige meget, om man køber en dyr eller en billig fond. Desværre er det ikke nok at se på omkostningerne alene, en billig fond kan nemlig sagtens være dårlig og en dyr fond kan godt være god.
Omkostningerne varierer meget fra fond til fond, også selvom man alene ser på danske fonde med stort set samme investeringsstrategi. Eksempelvis spænder de årlige administrationsomkostninger fra 0,38 til 1,75 pct. for fondene i Morningstar Kategorien ’Globale Large Cap Blend – Aktier’. Tendensen er den samme i de fleste kategorier, nogle fonde har høje omkostninger og andre har lave.
Passive ofte billigst
Hvis man eksempelvis ser på indeksafdelinger, så er de typisk billige, da de ikke har en dyr porteføljemanager eller et management team til at udvælge investeringerne. Denne type forvaltning kaldes passiv forvaltning.
Dyre porteføljemanagere og omkostninger til ekstern rådgivning og analyse spares væk. Indeksfonde er typisk styret af statistiske computerprogrammer der søger for at porteføljens udvikling ligger så tæt på indeksets som mulig. Porteføljemanageren handler på baggrund af computerens forslag og behøver således ikke besidde unikke og dyre kompetencer i at vælge de rigtige aktier. Omkostningerne i sådanne fonde stammer således stort set kun fra det lovpligtige i form af rapportering af regnskab med videre og fra handler i porteføljen, efterhånden som indeksene ændrer sig.
Investorer i gode indeksfonde får et afkast, de kan være sikre på, i relativ forstand. Der er ganske vist ingen garanti for det absolutte afkast, men man ved, at afkastet kommer til at ligge meget tæt på indeksets udvikling. Spørgsmålet er så om det indeks fonden følger er relevant for investor, hvilket er helt væsentligt at forholde sig til inden der investeres.
Aktivt forvaltede fonde behøver ikke nødvendigvis være meget dyrere end de passive. Foreningen bag kan være god til at administrere og gøre arbejdet billigt, eller fonden kan være stor, så der er flere medlemmer og en større formue til at løfte byrden fra de faste omkostninger. Det er en fordel de store foreninger typisk har, og omvendt en ulempe som små foreninger eller nye foreninger må leve med.
Stordriftsfordelene er imidlertid ofte overvurderede idet mange af omkostningerne er faste procentandele af formuen. Ligesom en af de største omkostningsposter i hovedparten af fondene ikke engang er relateret til forvaltningen, men derimod er betaling til bankerne for at ligge på hylderne. Der findes et mindre antal fonde i Danmark som ikke betaler løbende til bankerne og disse er i de fleste tilfælde blandt de billigste her hjemme.
Høje omkostninger i en fond kan også skyldes at den ikke er dygtig nok til at administrere og investere på en ordentlig måde. Den slags fonde er ikke værd at bruge tid, kræfter og penge på.
Ingen garantier
Endelig er der de fonde, som er dyre, fordi de vælger at bruge mange ressourcer på investeringsprocessen, rådgivningen, analysen, udvælgelsen mm. Her er det helt afgørende, at denne aktive forvaltning modsvares af et merafkast. Skal man poste penge i et stort rådgivnings- og analyseapparat, så skal man selvfølgelig belønnes for investeringerne.
Der er dog ingen garanti for, at man får noget for pengene. Især ikke i fremtiden. Man kan dog undersøge, hvordan det hidtil er gået, ved at se på fondens afkast over en lang periode i forhold til ensartede fonde med tilsvarende investeringsmålsætninger. Her kan man blandt andet se på Morningstar Rating, som netop måle afkast og risiko i forhold til sammenlignelige fonde fra hele Europa. Det er væsentlig at vurdere, om den aktive indsats har været omkostningerne værd hidtil, men som sagt er der ingen garanti for, at udviklingen fortsætter i fremadrettet.
Faktisk viser undersøgelser, at aktiv forvaltning over lange horisonter har svært ved at slå markedet, for især på langt sigt, år efter år, er det vanskeligt at løfte omkostningerne i afkastet. Det er ikke ualmindeligt at fonde har svært ved at slå deres eget benchmark indeks. Og det er ikke så underligt, for indeks har ingen omkostninger og dermed er fondene principielt bagud fra start.
Jo højere omkostninger, des mere bagud er fondene på forhånd og aktiv forvaltning er da heller ikke altid pengene værd. Derfor bør man som privat investor undersøge omkostningerne i ens fonde. Er de høje, må man forlange bedre afkast end konkurrenternes. Man skal i al fald ikke betale for, at en forening ikke kan administrere eller fordi en masse penge postes af sted til markedsføring, rådgivere og dyre porteføljeforvaltere, der ikke skaber værdi.
Desværre er lave omkostninger alene ingen garanti for at man har fundet en god fond. Men er to fonde lige attraktive målt på afkast, risiko og investeringsområde, så kan det være en god ide at holde sig til den, der har de laveste omkostninger. Den vil alt andet lige have de bedste forudsætninger for at klare sig bedst fremover.
