To af landets største investeringsforeninger Danske Invest og Sydinvest har begge netop lanceret nye fonde, der investerer i aktier fra de nordiske lande. Udbudsperioden startede for begge fondes vedkommende den 3. september, begge fonde er aktivt forvaltede og vil principielt opfylde samme formål i investors portefølje. Danske Invest kalder deres nye fond for ”Norden” mens pendanten fra Syninvest er døbt ”SCANDI”.
Der er imidlertid stor forskel på, hvor mange penge investorerne tegnede sig for i emissionsperioden, som varede det meste af september. Danske Invest Norden blev købt at godt 500 investorer der tilsammen investerede knap 42 millioner kroner, mens Sydinvest SCANDI tiltrak tæt ved 4000 investorer, der tilsammen investerede 410 millioner kroner.
Sydinvest fik således næsten ti gange så mange penge ind på deres produkt som Danske Invest, og det er umiddelbart lidt overraskende, idet de begge har stærke distributionskanaler i kraft af hhv. Sydbank og Danske Bank.
Hos Sydinvest er man godt tilfreds med emissionen. ”Under andre markedsbetingelser tror jeg vi kunne have fået det dobbelte ind, men 410 millioner er lidt mere end vi havde håbet på i det urolige marked,” siger Niels Skovvart, afdelingsdirektør i Sydinvest.
Og netop det urolige marked kan være årsagen til, at få investorer endte i Danske Invest Norden, dog ikke fordi der ikke blev solgt investeringsbeviser i Danske Bank i perioden, men derimod fordi banken havde travlt med at sælge andre produkter i stedet.
Hos Danske Invest havde man håbet på lidt mere end de 41,7 millioner, som emissionen af Norden indbragte. ”Jeg er lidt ked af resultatet, vi havde håbet på minimum 100 mio. kroner, men må erkende, at der i vores distributionskanal, Danske Bank, har været større attention på at sælge blandingsproduktet Flexinvest Fri. Salget har som sådan ikke fejlet noget, vi har solgt masser af beviser, men Norden er desværre druknet lidt i det samlede billede”, siger Carsten Koch, direktør i Danske Invest.
Han mener dog, at der er kommet kapital nok ind til, at Danske Invest Norden kan opnå en tilstrækkelig spredning af formuen. ”Jeg er tryg ved, at det er kendte markeder afdelingen investerer i, så vi skal nok opnå en tilstrækkelig spredning. Havde det nu været mere fjerne og eksotiske markeder, ville det have været et større problem med formuens størrelse”, siger Carsten Koch.
Delte meninger om nordiske aktier
Sydinvest SCANDI havde første handelsdag på investeringsforeningsbørsen IFX den 27. september. Efter tegningsperioden er der kommet yderligere 10 – 12 mio. kroner ind i ny emissioner oplyser foreningen.
Danske Invest Norden havde første handelsdag på IFX den 1. oktober, og i de første tre handelsdage er der kommet yderligere et par millioner ind i fonden oplyser foreningen.
Der er delte meninger i branchen om behovet for nordiske fonde. Alm.Brand Invest har netop lukket deres nordiske aktiefond ved at fusionere den ind i foreningens bredere europæiske aktiefond. I et informationsbrev fra foreningen tidligere i år lød begrundelsen, ”…fordi bestyrelsen finder, at det nordiske aktiemarked investeringsmæssigt bør betragtes som en del af det europæiske aktiemarked. Det nordiske aktiemarked kan ikke længere anses for at være et særskilt investeringsområde, og der er da også kun 8 andre afdelinger i Danmark, der kun investerer i nordiske aktier”
.Men den holdning deles altså ikke af Danske Invest, Sydinvest, eller af de øvrige udbydere af nordiske aktiefonde. Med Norden og SCANDI har investorerne nu hele 12 forskellige nordiske fonde at vælge imellem, hvis de ønsker flere nordiske aktier i porteføljen.
Den samlede formue i de nordiske aktiefonde er på baggrund af senest offentliggjorte porteføljer tæt ved 4 milliarder kroner. Den største nordiske aktiefond kommer faktisk fra Danske Invest. Det er den tidligere BG Invest Norden, som efter fusionen mellem BG og Danske i år, nu hedder Danske Invest Indeks Norden. Fonden er passivt forvaltet, mens den nye Danske Invest Norden er aktivt forvaltet, men deres plads i en portefølje vil principielt set være den samme og det kan ligeledes være med til at forklare det begrænsede salg i tegningsperioden.
I skemaet nedenfor er alle 12 nordisk aktiefonde vist med deres formuen og Morningstar Rating, og her på Morningstar kan man finde mange andre nyttige informationer på fondene som afkast, risiko, omkostninger, fondenes porteføljer og meget mere.
Norden - Aktier | ||
Fondnavn | Formue i mio. kroner | Morningstar Rating™ |
Danske Invest Indeks Norden | 1.283 | 2 |
Gudme Raaschou Nordic Alpha | 515 | - |
Sydinvest SCANDI | 410 | - |
Nordea Invest Nordic Small Cap | 405 | 4 |
Jyske Invest Nordiske Aktier | 363 | 3 |
EGNS-INVEST Norden | 291 | 3 |
Merchant Invest Nordiske Aktier | 256 | 3 |
Midtinvest Norden | 174 | - |
ABN AMRO Norden | 111 | 2 |
Danske Invest Norden | 42 | - |
Etik Invest Human Nordiske Aktier | 28 | 2 |
TEMA Kapital Nordiske Aktier | 25 | 2 |