Fornuften i at sprede sine aktieinvesteringer står efterhånden klar for mange. Investeringsforeningernes store succes afspejler ikke mindst, at de giver almindelige investorer mulighed for at sprede deres investeringer over mange forskellige virksomheder. På den måde opnår de en markant lavere risiko, end hvis de blot havde sat pengene i en enkelt aktie – uden, at det går ud over det langsigtede afkast.
Der er efterhånden også udbredt forståelse for, at man kan opnå meget betydelige fordele ved ikke alene at sprede sig på tværs af enkelte aktier, men også på tværs af brancher. Meget ofte ser man, at aktierne fra en hel branche enten stiger eller falder markant samtidig. Sådan er det for eksempel senest gået aktier fra finansielle selskaber, der har givet meget betydelige afkast de senere år, men som også er gået mærkbart den anden vej de seneste måneder. Eller som man så det endnu mere markant med IT-aktiernes storhed og fald.
Branchevægte efter andel
Undgår man helt en bestemt branche, afskærer man sig altså fra gevinsterne, hvis det netop er den, der klarer sig godt fremover. Har man omvendt alle pengene i samme branche løber man den betydelige risiko, at netop den vil give de store tab. Det hjalp for eksempel ikke meget, hvis man som investor havde spredt sine penge på mange forskellige IT-aktier i begyndelsen af 2000.
Som udgangspunkt vil en fornuftig fordeling mellem brancher være én, der svarer nogenlunde til branchernes andel af aktiemarkedet. Forvaltere af enkelte fonde kan selvfølgelig have forskellige vægte af brancherne, hvis de eksempelvis går mere efter selskaber inden bestemte brancher. Men for store afvigelser i forhold til branchernes markedsvægt udsætter investorerne for ekstra risiko.
Anderledes med lande
Det er lidt anderledes, når det drejer sig om spredning af aktier på tværs af lande. I teorien kan man argumentere for, at man også som udgangspunkt bør have en fordeling mellem aktier fra forskellige lande, der afspejler landenes andel af verdensmarkedet.
Det er dog netop en teoretisk betragtning. For en dansk investor vil den for eksempel betyde, at under en halv procent af investeringen skulle foretages i hjemlige aktier. Men som investorer i resten af verden, betragter også danskere det generelt som naturligt at placere en større del på hjemmemarkedet.
Hjemme bedst
Ser man for eksempel på de danske investeringsforeninger i Morningstars database, har de godt 14 procent af deres aktieplaceringer i Danmark.. Men oven i det kommer de aktier, som danskerne har købt på egen hånd. Man kan nok roligt gå ud fra, at en stor procentdel af de aktier er danske. I andre og større lande er andelen af hjemlige aktier i investorernes porteføljer meget betydelig. Internationale videnskabelige undersøgelser peger på en andel på mellem 70 og 90 procent.
Investorer har gode grunde til at hælde mod det hjemlige. Ved at købe aktier fra sit eget land undgår man den valutarisiko, der i hvert fald på det kortere sigt kan have stor betydning for afkastet. Desuden kan investere i det velkendte. Køber man aktier på egen hånd, er det jo ganske naturligt at vælge nogle, man har hørt om i forvejen. Men også, når man bruger investeringsforeninger, giver det mening med en hjemlig overvægt – i hvert fald, når man som danskerne helt overvejende bruger investeringsforeninger fra sit eget land. Danske porteføljeforvaltere må formodes at have en ekstra fordel inden for danske aktier.
For meget af det gode
Men der er så sandelig også gode grunde til ikke at overdrive hjemmemarkedsandelen. Investerer man kun i danske aktier, vil der være hele brancher, man ikke får med, så som minedrift, bilindustri og telefonfabrikation - mens man meget let får en overvægt af for eksempel rederier og medicinalindustri. For danskere er valutarisikoen ved at investere i euro-landene meget lille. Skulle Danmark blive ramt af en eller anden økonomisk katastrofe er det ærgerligt at have både sit arbejde, sit hus og alle sine aktier i landet. Og ikke mindst afskærer man sig fra virkelig mange potentielt gode investeringsmuligheder.
Investorer i store lande betragter typisk hjemlige aktier som mere sikre, mens det er lidt vildt og spekulativt at gå til udlandet. Men den gælder i hvert fald ikke i Danmark. Som de seneste måneder tydeligt har vist, er danske aktier faktisk ofte blandt de mest usikre, når der er uro på finansmarkederne.
Tjek porteføljen
For de fleste kan der altså være gode grunde til at have noget af, men ikke for meget, af sin portefølje i fonde med danske aktier. Men der er desværre ikke noget objektivt bud på, hvor stor en andel det i praksis vil sige. Lidt inspiration kan man dog få ved at se på nogle af de fonde, der aktivt sørger for en fordeling mellem danske og udenlandske aktier. De har typisk 30-35 procent af porteføljen herhjemme. Det er nok ikke noget helt dårligt bud, selv om en så stor andel aktier på et så omskifteligt marked som det danske kan forekomme lovlig høj.
Og så skal man også lige huske, at fonde, der hedder noget med ’Global’ eller ’Europa’ sagtens kan indeholde masser af danske aktier. På Jyllands-Postens og Morningstars fælles hjemmeside www.jp.morningstar.dk kan man gennemlyse sin samlede beholdning af fonde og se efter, hvordan lande- og branchefordelingen egentlig er.
