I et hjørne af det amerikanske marked for boliglån har der været problemer i månedsvis. Det drejer sig om det såkaldte subprime-marked, der groft sagt består af ekstra dyre realkreditlån, udstedt til folk, der har for dårlig kreditværdighed til at få lån på normale vilkår. Et stort antal af de låntagere har vist sig ikke at kunne klare terminen, og det har ramt de investorer, der har lånt dem penge.
At man risikerer tab ved at låne til folk med lav kreditværdighed er selvfølgelig hverken overraskende eller opsigtsvækkende. Når der alligevel er tale om en krise skyldes det, at problemernes omfang har taget en del investorer på sengen. Det ser ud til, at mange af låntagernes kreditværdighed ikke bare er lav, men elendig – uden at låneformidlerne har taget sig af det. Det ser også ud til, at de store firmaer, der vurderer risikoen ved forskellige typer af obligationsinvesteringer, har undervurderet problemerne. Og det står i hvert fald helt klart, at mange store investorer har brændt sig på markedet.
Som udgangspunkt ligegyldigt
Det kan almindelige danske investorer som udgangspunkt være temmelig ligeglade med. Amerikanske subprime-boliglån er ikke noget, danske investeringsforeninger har sat penge i, i hvert fald ikke i noget større omfang. Enkelte udenlandske fonde er kommet i problemer, men det er især gået ud over fonde, der investerer i helt kortfristede obligationer. Den type fonde er der ikke tradition for herhjemme. Desuden fortrækker danske investorer oftest det veludviklende danske marked frem for udenlandske, når der skal investeres i realkreditobligationer.
Men det er kun som udgangspunkt, at vi kan være ligeglade. Subprime-krisen har sat sig tydelige spor mange andre steder, også i de danske investeringsforeninger. Selv om de ikke har investeret i subprime-markedet selv, så har de investeret i selskaber, der så igen er afhængige af de usikre boliglån. Det vil især sige de mange små og store banker, der på den ene eller anden måde er påvirkede.
Ingen har overblikket
Nogle banker i både Europa og USA har allerede erkendt, at de har tabt betydelige beløb. Men hvad værre er for investorer, er det meget svært at få overblik over, om bliver ved det, eller om der er langt større problemer på vej. Tabene er nemlig opstået i indviklede selskabs- og kreditkonstruktioner, der ikke er sådan lige at aflæse i bankernes regnskaber. Derfor er det svært at vide hvor megen subprime-eksponering, man udsætter sig selv for, hvis man investerer i en given bankaktie. Bankernes egen reaktion på det har været en voldsom og pludselig modvilje mod at låne penge ud til andre banker. Investorernes reaktion har været at sende kursen på bankaktier nedad.
Det kan tydelig mærkes. De danske investeringsforeningers aktiefonde har, samlet set, investeret 25,5 procent af deres formue i finansaktier fra ind- og udland. Det er en sektor, der har givet forrygende afkast de senere år.
Ulogisk reaktion
Alt det er for så vidt en ganske logisk konsekvens af usikkerheden omkring subprime-lånene. Men som så ofte holder finansmarkedernes reaktion sig ikke til det strengt logiske. Aktiekurserne er ramt i alle typer af virksomheder. Nogle valutaer, som tyrkiske lira og new zealandske dollar, er faldet, mens for eksempel japanske yen er steget. Statsobligationer er mange steder steget markant i kurs, mens forskellige typer af mere risikable obligationer er faldet, også selv om de intet har med subprime-markedet at gøre.
En del af den udvikling kan forklares med frygt for, at subprime-problemerne vil gå ud over den økonomiske vækst. Adgangen til kredit er blevet vanskeligere for en gruppe amerikanske boligejere, og det kan jo godt tænkes at føre til lavere forbrug. Men hovedsageligt er der tale om en ændring af stemningen på finansmarkederne.
Uforudsigeligt
Krisen har tydeligvis fået mange investorer til at komme i tanke om risikoen, og sende penge i sikker havn. Spekulanter i blandt andet hedgefonde er tvunget til at realisere nogle aktiver på grund af tab på andre. Det er samme mønster, man ofte ser i den type situationer. Og som det også ofte er tilfældet, er der dem, der ser det som en stor ændring – i dette tilfælde et opgør med de seneste års lave renter på usikre lån, der har ført til bobleagtige tilstande på eksempelvis boligmarkedet. Andre ser det som en midlertidig overreaktion på et isoleret problem, som man så tit ser det – for eksempel ved mini-finanskriserne i februar i år og i maj sidste år.
Subprime-krisen er dermed endnu et eksempel på, hvorfor man skal sikre sig en god risikospredning i éns investeringer. Det var ikke til at forudse, at det gik netop, som det gjorde. Det er heller ikke til at sige med nogen sikkerhed, hvordan det går herfra. Som langsigtet investor er det bedste, man kan gøre, at forberede sig på lidt af hvert.
