Gennem det meste af 2006 var der en usædvanligt heftig debat om USA’s økonomi, og dermed om udsigterne for finansmarkederne. Ville de gode tider fortsætte, med globaliseringsgevinster, optimisme, forbrug og investeringer? Eller ville landets økonomi knække under vægten af et boligmarked, der var gået i stå, og under gældsætning af husholdningerne og landet som helhed?
Mere en halvvejs inde i 2007 må svaret blive et klokkeklart ’tja’. Begge sider i debatten kan argumentere for, at det går, som de sagde. Den økonomiske vækst har været meget afdæmpet – men arbejdsløsheden er ikke steget. Aktiekurserne fortsætter opad – men klarer sig dårligere end i mange andre lande, fordi dollaren er under pres. Der er tydeligvis stadig mange risikovillige investorer med mange penge at investere – men en pukkel af dårlige boliglån kan true finanssektoren.
Recession eller opsving
Der var nogenlunde enighed om at pege på risikoen for recession, altså egentlig økonomisk tilbagegang, som den alvorligste trussel for investorer. Tilbagegang har der ikke været, men den økonomiske vækst nåede i årets første tre måneder ned under 0,2 procent i forhold til kvartalet før.
Det var et engangsfænomen, mener optimister. Væksten ser ud til at være kommet igen i løbet af de næste tre måneder (som der endnu ikke er kommet tal for), og der er ikke tegn på krise, for arbejdsløsheden er fortsat meget lav.
Boligmarkedet spøger
Pessimister mener, at arbejdsløsheden i virkeligheden er stigende. Det er bare svært at se, fordi det foreløbig mest er gået ud over de mange illegale indvandrere i byggebranchen. Desuden har vi endnu ikke set den tilpasning af privatforbruget til den økonomiske virkelighed, der ifølge den sorte skole af økonomer vil udløse tilbagegangen for alvor.
Krisen omkring de såkaldte subprime-boliglån er netop et symptom på, hvordan de nye tider på boligmarkedet vil få alvorlige følger for hele økonomien, frygter nogle desuden. Men ind til videre er krisen nu begrænset til en ganske lille del af de amerikanske husholdninger, samt nogle enkelte banker og finansselskaber. Ubehageligt, men USA’s lange opsving har klaret ubehagelige ting før. For eksempel en rekordhøj oliepris.
Aktiefest
Aktieinvestorer ser ikke ud til at være meget bekymrede. Det klassiske aktieindeks Dow Jones Industrials nåede i sidste uge over niveauet 14.000 for første gang. Igen har de amerikanske virksomheder simpelt hen leveret varen i form af solid indtjening til aktionærerne. Lige nu er det sæson for kvartalsregnskaber for andet kvartal. Af de 112 S&P 500-selskaber, der ind til videre har aflagt regnskab, har de 69 overgået analytikernes forventninger, ifølge en optælling fra nyhedsbureauet Bloomberg.
Dollar-mismod
Men sammenlignet med aktier fra andre dele af verden har de amerikanske gjort det dårligt. Siden nytår har den gennemsnitlige fond i Morningstar-kategorien ’USA Large Cap Blend – Aktier’ givet et afkast på 4,8 procent, mens det tilsvarende tal for ’Europa Large Cap Blend – Aktier’ er 9,4 procent – begge dele i danske kroner. Forklaringen på det er ikke mindst, at dollaren bliver stadig svagere. Og det er netop et tegn på USA’s store økonomiske problemer, er den bekymrede udlægning.
Man kan roligt sige, at debatten mellem optimister og pessimister ikke er afgjort endnu. Der er fortsat mange argumenter for såvel blød som hård landing, og for såvel stigende som faldende aktie- og dollarkurser.