Det har været en god forretning at investere i Asien på det seneste. Siden nytår har den gennemsnitlige fond i kategorien ’Asien ex. Japan – Aktier’ således givet et afkast på næsten 20 procent, og målt over det seneste år er tallet 40 procent.
Men der er nok en del garvede investorer, der ikke er imponerede, og synes, at de har set det før. I midten af 1990’erne var asiatiske aktier også noget, der virkelig gav gode afkast, ind til pludselig den store Asienkrise begyndte i sommeren 1997. I de hårdest ramte lande tabte aktiemarkederne over 75 procent af deres værdi.
Historien kort
I korte træk var der tale om en valutakrise. En stribe asiatiske lande havde fastlåst deres valuta til dollaren. Men da de samtidig havde underskud på deres betalingsbalancer, havde de ikke rigtig nogen valutareserver at stå imod med, da deres valuter blev ramt af spekulative angreb. Det galt især Thailand, hvor krisen startede. Men et for et måtte landene derefter devaluere, og deres valutakurser sank som sten.
Det var slemt nok for dem, der havde investeret i landene. Men oveni kom, at valutakriserne udløste massive økonomiske problemer på hjemmemarkederne. Mange banker havde spekuleret i, at valutakurserne ville forblive faste, og optaget lån i dollar – lån, der blandt andet havde finansieret nogle gevaldige byggeboom i de asiatiske storbyer. Men med et slag blev lånene meget dyrere at betale tilbage. Mange banker gik nedenom og hjem, og tog deres kunder med sig.
Anderledes denne gang
Det tog mange år for de asiatiske lande at komme sig oven på krisen. Men nu er stemningen atter god, og valutakurserne er atter bundet til dollaren. Der er ikke nogen umiddelbar fare for en gentagelse af 1997, for denne gang er der overskud på betalingsbalancerne. Desuden har flere asiatiske lande opbygget enorme valutareserver, der vil gøre det temmelig risikabelt at spekulere mod dem.
Alligevel kan man godt sidde tilbage med en snært af bekymring. Farerne ved faste valutakurser, der skal forsvares, kan nemlig vise sig på andre måder, fremhæver især en gruppe amerikanske økonomer omkring hjemmesiden www.rgemonitor.com. De store asiatiske betalingsbalanceoverskud og valutareserver er således et signal om, at valutakurserne er for lave. Og for at opretholde en for lav valutakurs er man nødt til at tillade for lave renter, der igen er vejen mod overophedning og efterfølgende krise.
Andre slags overophedning
Netop den situation mener mange, at Kina er på vej ud i. Landets interne aktiemarked (i nogen grad til forskel fra det Hongkong-baserede marked, som udlændinge har adgang til), er en klar kandidat til betegnelsen boble. Det samme gælder vigtige dele af landets ejendomsmarked. Kina spiller i dag en så afgørende rolle, at en krise der let vil kunne brede sig, i hvert fald i form af lavere Asien-villighed blandt internationale investorer.
Omvendt må man også sige, at billedet er noget anderledes i en række andre asiatiske lande. De vigtigste fra 1990’ernes Asienkrise – Thailand, Indonesien, Malaysia, Filippinerne og Sydkorea – viser ikke samme tegn som Kina på at have en undervurderet valuta. Skulle Kina komme i problemer på grund af sin valutapolitik, er det bestemt ikke givet, at det behøver brede sig i noget større omfang.
Historien har det med at gentage sig, men sjældent på helt samme måde. Faren for en Asienkrise som den for ti år siden er ikke stor. Men man kan bestemt godt forestille sig andre kriser.
