Klassisk økonomisk teori går ud fra, at folk opfører sig rationelt. Det vil sige: Nøgternt analyserer den information, der er til rådighed, og ud fra det foretager de dispositioner, der kan forventes at give det bedste økonomiske resultat.
Selv hårdkogte teoretikere har dog ikke kunnet komme uden om, at virkeligheden er noget mere kompliceret end som så. Det er svært at forlige billedet af velovervejede investeringer med fænomener som IT-aktieboblen i de sene 1990’ere – om end nogle teoretikere faktisk har prøvet på det. Men gennem de senere år har økonomer og psykologer stadig mere seriøst afdækket, hvordan investorer faktisk afviger fra rationelle overvejelser, og dermed stiller sig selv ringere, end de behøvede.
Fokuserer på seneste udvikling
Den menneskelige hjerne er tilsyneladende indrettet sådan, at når vi skal bearbejde store mængder data, forsøger vi mere eller minde ubevidst at udrage enkle tommelfingerregler for at skabe systematik og orden. En af de mest almindelige er at se på den seneste udvikling og så gå ud fra, at den vil gentage sig fremover.
Det har sikkert været et fint redskab for de tidlige mennesker. Hvis der har været hjorte ved vandhullet ved solopgang hver dag den seneste måned, er det nok et meget godt bud, at man skal planlægge jagten efter det i morgen også – selv om man ikke nødvendigvis ved, hvorfor det lige er sådan. Men for investorer er den slags nemme regler farlige. At IT-aktier var steget konstant gennem flere år betød ikke, at det var en god ide at investere i dem i foråret 2000 – faktisk tværtimod. Aktiv investering kræver grundig analyse, ikke enkle regler. Og køber man altid det, der allerede er steget meget, er der selvfølgelig en stor risiko for at købe for dyrt.
Overvurderer egne evner
Flere undersøgelser viser, at både investorer og folk i almindelighed overvurderer deres egne evner. Det klassiske eksempel er den svenske undersøgelse, der viste, at 90 procent af landets bilister mente, at deres køreevner var bedre end gennemsnittets. På samme måde har mange investorer en overdreven tillid til, at netop de kan udpege de aktier, brancher, valutaer eller hvad det nu måtte være, der vil levere de bedste afkast i fremtiden. Noget, som sandsynligheden jo taler imod.
Overdreven selvtillid kan skade en investor på flere måder. Dem, der stoler meget på deres egne evner, køber og sælger oftere værdipapirer – ikke så underligt, idet de jo går ud fra, at de er smartere end deres modpart i handlen. Men amerikanske undersøgelser viser, at private investorer, der handler ofte, klarer sig betydeligt dårligere, end dem, der handler sjældent. Det skyldes både, at der er omkostninger ved at handle, og at aktive private investorer har en tendens til faktisk at være en smule dårligere end gennemsnittet til at finde vinderne.
Desuden er forhøjet selvtillid vejen til dårlig risikospredning. Selv dem, der er bedst til at udpege gode investeringer, kan kun gøre det med stor usikkerhed. Derfor vil det aldrig være en god ide at satse alt på en enkelt eller nogle få udvalgte ideer. En god balance mellem risiko og afkast forudsætter, at investeringerne er spredt på tværs af aktivtyper, virksomheder, brancher, lande og investeringsstilarter – i erkendelse af, at man ikke kan vide, hvad fremtiden bringer. Men hvis man tror, man kan, er fristelsen stor til at lægge alle æggene i det, man ser som vinderkurven.
Beholder tabere, sælger vindere
Et gennemgående resultat i forskningen er, at investorer er tilbøjelige til at sælge investeringer, så snart de har tjent bare lidt på dem. Omvendt er investorer utilbøjelige til at realisere et tab ved at sælge noget, der er gået den gale vej. Det kan ses som en udløber af vores for store selvtillid – det kan jo ikke være rigtigt, at vi har taget fejl.
Omgående at sælge, hvad der stiger, og beholde alt, hvad der falder, er selvsagt ikke nogen optimal handelsstrategi, lige som det modsatte naturligvis heller ikke er det. Man skal have gode grunde til at skille sig af med investeringer. Er det investeringsforeninger, kan de grunde for eksempel være, at foreningens forvaltning er blevet for dårlig eller for dyr. Det kan også være, at man skal bruge pengene, eller at man skal rebalancere sin portefølje af investeringer, så den kommer til at passe bedre med éns langsigtede strategi. I de tilfælde skal man til gengæld også sælge, uanset om det sker med tab.
Bevar disciplinen
Disse psykologiske mekanismer først de senere år dokumenteret af forskere, men de har længe været erkendt og udnyttet af dygtige investorer. Som eksempelvis legendariske Warren Buffett, der i et interview med Business Week i 1999 fastslog:
”Succes i investering hænger ikke sammen med IQ, når bare den er over 25. Har man blot almindelig intelligens, er behovet et temperament, der gør, at man kan kontrollere de drifter, der leder andre investorer i uføre.”
Dette er en omskrevet udgave af en artikel skrevet af Christopher Davis, der er analytiker hos Morningstar i USA.
