Det er et stort ansvar at forvalte andres penge. Hvorvidt en pensionskasseforvalter er i stand til at skabe et godt afkast og undgå tab er afgørende for, hvilken levestandard medlemmerne får i deres alderdom. Men derudover er der stadig flere krav om, at pensionspengene også investeres på en måde, der kan kaldes socialt eller etisk ansvarlig.
Kravet kommer fra medlemmer, politikere og ikke mindst fra pensionskassernes egne ledelser. De er lette ofre for mediestorme, hvis det kommer frem, at de har investeret i virksomheder, der praktiserer børnearbejde, laver våben, forurener eller på anden måde tjener penge på at opføre sig ”uansvarligt”. Omvendt giver det gode avisartikler, hvis man kan stå frem og fortælle om, hvordan éns pensionskasse forbedrer verden ved at fremme ansvarlig adfærd i virksomhederne.
Tendensen er global. Danmark er faktisk et af de vestlige lande, hvor den er mindst udtalt. Udviklingen har ført til dannelsen af en hel branche af konsulenter, der rådgiver investorer om, hvordan de opfører sig mest ansvarligt.
Ingen har definitionen
Problemet er bare, at der internt i den branche absolut ikke er enighed om, hvad ansvarlig investering overhovedet vil sige. Mange tager afstand fra våben, tobak og alkohol. Men gælder det alle våben? Øl og vin? Hvad med producenter af fedende mad, søde sodavand, benzinslugende biler, porno og burhøns – er de ikke lige så slemme? Er atomkraft skadeligt, eller tværtimod en god måde at nedbringe forureningen med CO2? Skal børnearbejde undgås for enhver pris, også hvis det betyder, at børnene i stedet må sulte eller drives til prostitution? Skal man tage hensyn til religiøst betinget modstand mod for eksempel abort, renter, spil og svinekød? Eller er det tværtimod samfundsmæssigt uansvarligt at lade sig styre af den slags?
Selv hvis man kunne nå frem til, hvad de gode formål er, kan man alligevel være uenige om, hvordan målene kan nås. Man kan undlade at investere i virksomheder, man finder specielt uansvarlige, eller man kan frasortere hele brancher. Man kan udvælge de mest ansvarlige virksomheder inden for forskellige brancher og gå efter dem. Eller man kan investere i alle slags virksomheder og så bruge sin aktiepost til at kræve, at virksomheden opfører sig mere ansvarligt. Hvilke af disse fremgangsmåder, der er bedst, er der ingen enighed om – og de bruges alle i praksis af forskellige investorer.
Altid en personlig sag
Sagens kerne er, at uanset hvor mange konsulenter, man hyrer, vil ansvarlighed i investeringerne altid være et spørgsmål om individuelle holdninger. Det giver ikke megen mening at beslutte det på vegne af alle medlemmerne i en pensionsordning. Gør man det, vil man faktisk nemt kunne komme til at investere på en måde, som nogle medlemmer vil finde særlig uansvarlig. Og man vil næsten helt sikkert komme til at pålægge sig selv begrænsninger, som en stor del af medlemmerne vil finde overflødige.
Det problem er der en oplagt løsning på. Mange pensionskasser tilbyder allerede i dag unit link-ordninger, hvor medlemmerne kan vælge mellem forskellige investeringsforeninger til at forvalte deres opsparing. Udvalget burde uden større problemer kunne udvides til at omfatte investeringsfonde med forskellig profil, hvad angår etisk og social ansvarlighed – fonde, som det enkelte medlem så vil kunne vælge til eller fra, ud fra sin personlige holdning.
Valgfrihed kræver noget at vælge mellem
Pensionskasserne må naturligvis sørge for, at medlemmerne har et solidt udbud af investeringsmuligheder at vælge imellem, og ikke bare hvad angår ansvarligheden. Det skal være muligt at sammensætte sine investeringer med en ordentlig risikospredning på tværs af forskellige typer af aktier og obligationer, ligesom omkostningerne må være under skarp kontrol. Og der bør altid være muligheder for at få hjælp til sammensætningen for de pensionsopsparere, der er usikre på, hvad de skal vælge.
Mange pensionsordninger på arbejdsmarkedet kan i dag ikke tilbyde valgfrihed. I mange andre begrænser valgmulighederne sig til få investeringsforeninger, hvor der tit mangler virkelige kvalitetsfonde, eller fonde overhovedet, inden for de enkelte kategorier. Og det er altså før vi overhovedet har ansvarligheds-valgmuligheder inde i billedet også.
Pensionskasserne bør give deres medlemmer reelle valgmuligheder i form af unit link-programmer. Vel at mærke programmer, hvor der virkelig er noget at vælge mellem i de forskellige kategorier, hvor omkostningerne er lave, og hvor der indgår gode investeringsforeninger. På den måde kan pensionsopsparere tilpasse investeringerne til deres personlige risikoprofil og holdninger til, hvor de bedste afkast findes. Det vil være forskelligt fra person til person. Endnu mere forskellig vil holdningen være til, hvad det er ansvarligt at investere i. Det er en ekstra grund til at øge valgfriheden i de danske pensionsordninger.
