For ret præcis to måneder siden blev investorer over hele verden ramt af et mindre chok. Herhjemme mistede investeringsforeningernes medlemmer omtrent 5,5 milliarder kroner på en enkelt dag, da pludselige kursfald i Kina udløste et massivt skred i alverdens aktiekurser – et skred, hvis egentlige drivkraft ikke så meget var Kina som bekymring over verdensøkonomiens tilstand og over, om tidligere kursstigninger var gået for vidt.
Den bekymring forsvandt tilsyneladende næsten lige så hurtigt, som den kom. Det klassiske amerikanske aktieindeks Dow Jones Industrials nåede i denne uge over 13.000 for første gang, og også i resten af verden har de seneste uger budt på solid fremgang. Kun en lille håndfuld aktiefonde fra danske investeringsforeninger er fortsat i minus, målt siden nytår. Det drejer sig hovedsageligt om fonde med japanske aktier.
Overskud vokser fortsat
Først og fremmest er aktiekurserne steget, fordi virksomhedernes indtjening bliver ved med at overraske positivt. Lidt forenklet sagt er der gennem de sidste fire-fem år sket det, at verdensøkonomien er vokset pænt – men at den del af verdensøkonomien, der ender som overskud i virksomhederne, er vokset en hel del pænere. Det har betydet, at aktiekurserne på verdensplan har kunnet stige kraftigt, men at de alligevel ikke er blevet højt prissatte, målt med de almindelige målemetoder for aktiers værdi, der netop sætter kursen i forhold til indtjeningen.
Mange gange har analytikere forventet, at tendensen snart måtte høre op. Der er flere forklaringer på virksomhedernes gode resultater, hvoraf nogle af de mere populære peger på lave renter, lavvækst i omkostninger som løn på grund af globaliseringen, og målrettet fokus på rationalisering og bundlinje oven på 1990’ernes IT-boble, der nærmest stod for det modsatte.
Må stoppe før eller siden
Fælles for de faktorer er, at de nok kan løfte den andel af den samlede kage, der ender som overskud i virksomhederne, og dermed kan begrunde høje aktiekurser. Men de skulle ikke betyde, at overskuddene bliver ved med at vokse hurtigere end produktionen. Renten er steget, og der er grænser for, hvor meget mere produktion, der kan flyttes til lavtlønslande. Og i længden vil selv de mest bundlinjefikserede virksomhedsledere ikke kunne øge overskuddet hurtigere, end de kan øge produktionen og produktiviteten. Det vil sige, at de samlede overskud i virksomhederne vil stige i samme takt som væksten i samfundsøkonomien.
Udsigterne for den vækst er uklare. Det står nogenlunde klart, at væksten er aftaget mærkbart i USA. Byggesektoren er under pres som følge af, at amerikanske husejere ikke længere inkasserer store stigninger i deres friværdier år for år. Samtidig er benzinpriserne igen steget til astronomiske højder, og der er tegn på vigende investeringslyst i virksomhederne.
Større usikkerhed om verdensøkonomien
USA har længe været trækhesten i den globale økonomi, og afmatningen dér har udløst en livlig debat blandt økonomer om, hvorvidt det vil betyde afmatning i resten af verden også. Traditionelt har de fleste ment, at ”når USA nyser, bliver resten af verden forkølet”. Men der er ikke tegn på, at den igangværende afmatning smitter, for i det meste af verden går det ufortrødent godt. Det har fået en del kommentatorer til at mene, at USA’s betydning er aftaget i takt med, at betydningen af lande som Kina er øget.
Men i virkeligheden er situationen måske ikke så ny. I en ny stor undersøgelse peger Den Internationale Valutafond (IMF) på, at sammenhængen mellem USA’s økonomi og verdensøkonomien aldrig har været så simpel, som nyse-analogien antyder. Data for de sidste 37 år viser, at milde afmatninger i USA faktisk normalt kun har marginal betydning for resten af verden. Men når der er egentlig recession, altså direkte økonomisk tilbagegang, i USA, så er det som regel ensbetydende med problemer i hele verden.
Hold øje med USA
Spørgsmålet er altså, om det er en mild afmatning, der er i gang i USA, eller om landet er på vej mod en recession. Det er tydeligvis det første, som finansmarkederne lige nu har indrettet sig på. Men de fleste er enige om, at der er reel risiko for, at problemerne på USA’s boligmarked kan sprede sig og udløse egentlig tilbagegang. Sker det hænger verden efter alt at dømme stadig sådan sammen, at konsekvenserne vil kunne mærkes over hele verden. Uanset alle argumenter for god indtjening i virksomhederne er en sådan global afmatning en trussel mod de solide bundlinjer – og dermed også mod aktiekurserne.
At risikoen er til stede er naturligvis ikke det samme som, at investeringer i aktieafdelinger bør undgås. De vil altid være forbundet med risiko. Men det er en påmindelse om, at risikoen bør spredes mest muligt. Spredning på tværs af lande kan ofte give en god beskyttelse mod tab, men de store udsving vil fortsat kunne smitte hen over Atlanten. Derfor bør man sikre sig, at ens portefølje også indebærer risikospredning på tværs af brancher, virksomhedsstørrelser og investeringsstil – og at man ikke har en større eksponering over for aktiemarkedet generelt, end éns risikoprofil kan bære.
