Fondshuse tror på Europa og Asien

Europæiske og asiatiske aktier har flest tilhængere blandt de europæiske fondshuse, når de spørges om forventningerne til det kommende år.

Karsten Henriksen 27/12/2006
Facebook Twitter LinkedIn

Det forgangne år har endnu en gang været et gyldent år for mange investorer. De fleste markeder har givet positive afkast og nogle har endda endnu engang overrasket på den meget positive side. Fonde med danske aktier er fortsat i sporet fra de foregående år med afkast helt op til 40 pct. i år for de bedste i kategorien. Endnu bedre ser det ud for de bedste fonde med kinesiske aktier, som har leveret afkast helt op mod 60 pct. i indeværende år. Også Asien og nye markeder fra Europa har placeret sig højt på afkastlisterne i år. Værre har det derimod det set ud for japanske aktier, som ellers havde et gyldent 2005. I år er udviklingen vendt og fonde med japanske aktier ligger generelt i bunden af markedet i år med negative afkast i værste fald på minus 21 pct. Fonde med healthcare og teknologi aktier har ligeledes haft det svært. Disse fonde har den overvejene del af investeringerne i USA og er dermed blevet ramt af dollarfaldet, som har trukket mange af disse fondes afkast ned omkring nul eller lavere.


Flest tror på Europa

I den seneste European Fund Trends undersøgelse har Morningstar spurgt de størst fondshuse fra hele Europa om deres forventninger til det kommende år. Her er der især to markeder der skiller sig ud i positiv forstand. Hele 40 pct. af de adspurgte tror på Europa eks. UK som det bedste performende aktiemarked det kommende år, mens kun 4 pct. mener dette marked kommer til at klare sig ringest. Også Asien eks. Japan får mange stemmer, cirka hver fjerde tror mest på dette marked, mens ingen af de adspurgte tror det bliver det ringeste marked næste år. Til gengæld er der ikke mange der tør tro på endnu et godt år for Europas nye markeder eller Latinamerika, faktisk er der lidt flere der peger på disse to markeder som de ringeste det kommende år. USA og England er de markeder, som flest har en negativ holdning til. Knap en tredjedel spår England som det ringeste marked, mens hver fjerde tror USA falder dårligst ud. En lille gruppe på 8 pct. er dog optimistiske med hensyn til de amerikanske aktier, mens ingen af de adspurgte peger på England som det bedste marked.


Størrelse og stil

Der er blevet råbt ulven kommer mange gange de senere år, når det kommer til himmelflugten af small cap aktier (aktier fra små selskaber). Alligevel er fonde med small cap aktier fortsat med at give bedre afkast end fonde med fokus på large cap aktier. Der er dog stadig flere der forventer, at denne bølge er ved at være ovre, faktisk hele 84 pct. af de adspurgte.

Når det kommer til investeringsstilen, altså om det er value eller vækst fonde der ligger bedst til fremover er der straks mere uenighed. Lidt over en tredjedel forholder sig neutralt til spørgsmålet, mens der af de øvrige adspurgte er en lille overvægt af tilhængere til fonde med vækst aktier. Det mest sikre budskab der kan udledes af disse tal er, at selv blandt de store fondshuse er der uenighed om hvilken investeringsstil der er bedst positioneret til at skabe afkast de kommende år.

Finansielle aktier er dem der af eksperterne er størst tiltro til det kommende år. Der er 30 pct. der tror på sektoren og ingen der vælger denne som den ringeste. De øvrige sektorer er der derimod mere blandede og vage holdninger til.

Undersøgelser hvor fondshusene spørges om deres forventninger til fremtiden skal tages med et gran salt, da de adspurgte lever af at sælge deres egne fonde. Samtidig er der ingen der reelt set ved hvad der kommer til at ske i morgen og dermed er forventninger til fremtiden ikke noget man bør stole blindt på. Besvarelserne giver imidlertid en indikation om stemningen på markederne og de kan tjene som et nyttigt input i ens samlede overvejelser om hvordan porteføljen skal sammensættes.

Bruges denne undersøgelse således som et input til justeringerne af porteføljen den kommende tid betyder det en øget vægt i store selskaber fra Europa, krydret med asiatiske aktier. Reducerede positioner i amerikanske aktier, samt hjemtagning af lidt gevinster fra fonde med aktier i Latinamerika og Østeuropa. Meget taler for at porteføljen stilmæssigt bør være neutralt placeret i forhold til vækst og value. Sådan lyder konsensus fra de store fondshuse – om de så får ret – ja det kan kun tiden vise.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser