Danske Invest-gruppen avancerer

Danske Invest-gruppen er nu Danmarks nummer fire i månedens rangliste over de danske foreninger. Top tre er derimod uændret fra sidste måned.

Karsten Henriksen 18/12/2006
Facebook Twitter LinkedIn

Morningstar har atter rangeret de danske foreninger på baggrund af deres fondskvalitet, målt ved Morningstar Rating. De dugfriske stjerner er netop kommet ud af de store europæiske regnemaskiner og atter funkler de for Nykredit Invest der opnår 4,18 stjerner i snit på baggrund af 11 bedømte fonde og dermed indtager førstepladsen. Også anden- og tredjepladsen går til gamle kendinge henholdsvis Carnegie WorldWide med 3,83 og Sparinvest med 3,55 stjerner i snit.


Ny nummer fire

En af de helt store danske foreninger markerer sig igen i ranglisten. For kun to måneder siden satte Danske Invest-gruppen personlig rekord med det højeste snit nogensinde for gruppen. I denne måned er snittet dog en anelse lavere på 3,43 stjerner, men alligevel går Danske Invest-gruppen to pladser frem til en fjerdeplads og dermed overhales både BankInvest og Sparindex indenom. Det skyldes at de to sidstnævnte foreninger begge er gået relativt mere tilbage i denne måned. Faktisk er Sparindex den hårdest ramte forening i denne måned med et tilbagefald på hele tre pladser, så foreningen nu ligger som nummer otte i den samlede stilling over de 15 foreninger, der deltager i ranglisten. Snittet er dog stadig i den bedre ende på 3,30 stjerner for de ti passivt forvaltede indeksfonde foreningen udbyder. Se den samlede stilling i tabellen nedenfor.

Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - November Antal Snit - Oktober
Nykredit Invest 4,18 11 4,18
Carnegie WorldWide 3,83 6 3,83
Sparinvest 3,55 11 3,64
Danske Invest-gruppen 3,43 79 3,45
BankInvest 3,42 31 3,58
Jyske Invest 3,40 25 3,40
Sydinvest 3,38 16 3,38
Sparindex 3,30 10 3,50
Nordea Invest 3,17 35 3,21
SEB 3,13 16 3,00
Lån & Spar Rationel Invest 2,92 12 3,00
EGNS-INVEST 2,58 12 2,50
Midtinvest 2,55 11 2,55
ABN AMRO Invest 2,50 8 2,50
Alm. Brand Invest 2,18 11 1,91

En del af foreningerne ligger meget tæt, målt på den gennemsnitlige rating, hvilket betyder at ranglisten er ganske følsom overfor mindre ændringer i den enkelte forenings gennemsnit. Det er også forklaringen på, hvorfor der trods et relativt stabilt niveau i foreningernes rating snit alligevel sker rokeringer fra den ene måned til den næste.

Ud af de 15 danske foreninger i ranglisten har de ti opnået et snit på over tre stjerner og det billede går igen hvis man sammenligner med resten af Europa. Beregnes snittet af samtlige 387 danske fonde der er bedømt i ratingen bliver snittet på 3,26 stjerner og det rækker til en fjerdeplads ud af femten europæiske lande. De danske fonde klarere sig således i gennemsnit bedre end de europæiske konkurrenter.


Vel modtaget

Den udvidede Morningstar Rating blev lanceret i starten af november og er generelt blevet positivt modtaget af de private investorer, som jo stadig har adgang til tre års rating, men nu også kan se rating over fem og ti år. Det er der mange som har kunnet se værdien af. Foreningerne selv har ligeledes taget vel imod den udvidede måde at blive bedømt på. Faktisk har mange foreninger tidligere udtrykt utilfredshed med at de kun blev målt på tre år, så ændringen har været til det bedre for alle. Ja lige med undtagelse af de få, hvis afkast over de længere perioder har været mindre gode og dermed har mistet stjerner efter de længere perioder er kommet med i bedømmelsen.

Der vil altid være flere lejre når noget nyt introduceres. De som får en fordel vil rose det, de som bliver stillet ringere vil uanset hvad synes det er noget makværk og de som ligger midt imellem, vil have en mere saglig holdning til ændringerne, idet de ikke har noget i ”klemme”. Men alt det er mindre vigtigt - det væsentlige er at Morningstar har lavet ændringerne fordi vi mener det skaber værdi for de private investorer at få et indblik i hele fondens historik relativt til lignende konkurrenter.


Skaber overblik

Ratingen er et nyttigt investeringsnøgletal som fanger både afkast omkostninger og risiko i et let forståeligt udtryk og er dermed et nyttet redskab til at screene større universer af fonde og finde frem til en gruppe af interessante fonde. Ikke mindst nu hvor der vises flere end 1.900 danske og udenlandske fonde på Morningstar.dk. Det er ligeledes nyttigt til at vurdere kvaliteten af foreningerne ved at vurdere den gennemsnitlige rating af de udbudte fonde, som det gøres i denne artikel. Når det kommer til enkeltfonde, skal man dog være opmærksom på at ratingen ikke afløser en kvalitativ vurdering af hver enkelt fond inden den endelige investeringsbeslutning tages.

Landenes rangliste i Morningstar Rating™
Land Snit - November Snit - Oktober
Finland 3,50 3,48
Norge 3,35 3,35
Storbritannien 3,28 3,26
Danmark 3,26 3,28
Schweiz 3,22 3,22
Frankrig 3,15 3,12
Holland 3,14 3,15
Sverige 3,12 3,13
Østrig 3,11 3,12
Belgien 3,09 3,10
Tyskland 3,06 3,07
Dublin 3,06 3,06
Luxembourg 2,93 2,90
Spanien 2,92 2,93
Italien 2,65 2,69

Morningstar Rating er en europæisk sammenligning, hvor fondene bliver bedømt på, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år i forhold til tilsvarende fonde indenfor samme kategori i hele Europa. Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen. Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i 140 kategorier. I november var der i alt 387 danske fonde, som indgik i bedømmelsen og på europæisk plan var tallet ikke mindre end 21.170 fonde. Her på Morningstar kan man se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser