En pointe, vi sjældent bliver trætte af at gentage, er: Hop ikke med på aktiemarkedernes modeluner. Når alle er enige om, hvad der er godt at investere i lige nu, bør man være skeptisk. Og hvis de fleste betragter en sektor eller et område som gammeldags og kedeligt, kan det meget vel være netop der, de gode afkast viser sig på lidt længere sigt.
Et eksempel på det sidste er de seneste tre års udvikling på Europas aktiemarkeder. Tilbage i 2003 var der langt mellem dem, der var optimistiske på kontinentets vegne. Europas opsving var blevet forudsagt og derefter aflyst tre år i træk. Den fælles valuta havde ikke skabt den nye dynamik, man havde håbet på.
Tværtimod satte mange investorer og kapitalforvaltere et stort spørgsmålstegn ved kompetenceniveauet i ledelsen af Den Europæiske Centralbank (ECB), der med euroen havde fået det overordnede ansvar for næsten hele Europas renteniveau. Sammenligninger af den iltre ECB-chef Wim Duisenberg med hans elegante og rutinerede modstykke i USA Alan Greenspan faldt sjældent ud til Duisenbergs fordel.
Samtidig var de store euro-lande præget af politiske kriser, stor arbejdsløshed, manglende reformvilje og åbenlys foragt for de fælles regler om disciplin i de offentlige finanser. Der var ikke meget at råbe hurra for, og modebevidste investorer holdt sig fra det gammeldags og udynamiske Europa.
USA-afkast slået med længder
Det har kostet dem, for de sidste tre år har Europa budt på betydeligt bedre afkast end de andre store aktiemarkeder i USA og Japan. Satte man for tre år siden sine penge i en fond med aktier fra USA, vil man typisk have opnået et afkast på mellem 15 og 40 procent frem til nu, afhængig af, hvilken del af markedet, afdelingen går efter.
Havde man i stedet satset på en fond med et bredt udvalg af aktier fra Vesteuropa, ville det typiske afkast være på omkring 60 procent – eller 100 procent, hvis fonden var fokuseret på kontinentets mindre selskaber. Det er tal, der dækker over store forskelle mellem de enkelte lande i Europa. Men gennemsnitsafkastet i den gamle verden har klart været højere end i den nye.
For sort/hvidt billede
Forklaringen er sådan set ikke, at de mange skeptiske synspunkter om Europa generelt var forkerte. De store euro-lande Tyskland, Frankrig og Italien plages fortsat af massive strukturelle problemer og for lille politisk vilje til at løse dem. Men de hårdkogte euro-skeptikere overså væsentlige nuancer på begge sider af Atlanten.
For det første har Europa nok mange problemer at slås med på det nationaløkonomiske område. Men det ændrer ikke ved, at der er masser af sunde virksomheder. Det er jo i sidste ende dem, man køber som aktieinvestor, og ikke hele landet. Euro-skepsis pressede kursen ned også på selskaber, der egentlig ikke fortjente det, og det har altså givet gevinst til dem, der for tre år siden gik mod strømmen og samlede gode tilbud op.
Dertil kommer, at så galt står det trods alt heller ikke til med europæisk økonomi. Opsvinget er omsider kommet, og væksten er lige nu højere i euro-området end i USA. Der er stærkt delte meninger om, hvorvidt de gode takter kan fortsætte i 2007, men i hvert fald er det klart, at helt stendød er Europas økonomi ikke.
For det andet har verden uden for Europa, og ikke mindst USA, også sine problemer at slås med. USA slæber blandt andet rundt på et meget stort betalingsbalanceunderskud, der udgør en evig trussel mod værdien af dollaren. Faldende dollarkurs er da også en vigtig del af forklaringen på, at investeringer i USA har givet dårligere resultater end investeringer i Europa over de seneste år.
Følg ikke strømmen
Moralen af denne historie er ikke, at man var et fjols, hvis man ikke for tre år siden kunne se, at man skulle satse hele sin formue på europæiske aktier. Der var gode argumenter for og imod dengang, hvis man så grundigt efter.
Pointen er tværtimod, at man skal passe på med at lytte for meget til skråsikre forudsigelser af, hvilke markeder, der vil klare sig godt i fremtiden. Det er klogt at sprede sine investeringer på flere markeder. Man løber en betydelig risiko, hvis man samler sine investeringer i et enkelt eller få lande. Men det samme kan altså også siges om kontinenter. For de fleste investorer vil afdelinger med aktier fra både Europa, Nordamerika og Asien have en naturlig plads i porteføljen.
Har man en klar holdning til, om at det ene marked vil klare sig bedre end det andet, kan man eventuelt lade den komme til udtryk ved mindre over- og undervægte i porteføljen. Men før man gør det, er det værd at overveje, om holdningen er baseret på en grundig analyse af markedsforhold i forhold til selskabernes reelle værdier – og ikke på en generel følelse af skepsis eller eufori omkring det ene eller andet marked blandt investorer og analytikere. Det er ofte bedre for langsigtede investorer at gå mod strømmen end med.
