Spred investeringer på flere lande

Der er stadig meget stor forskel på, hvordan kurserne udvikler sig i forskellige lande. Det kan man betragte som en mulighed for stor gevinst, hvis man kan vælge de rigtige. Men for den langsigtede investor er det nærmere et signal om faren ved at samle sine investeringer i et enkelt land.

Las Olsen 20/11/2006
Facebook Twitter LinkedIn

Globalisering har længe været et mantra i enhver debat om investering og økonomi. En af effekterne af den stadig mere sammenhængende verden skulle være, at det bliver stadig mere ligegyldigt, om en virksomhed kommer fra det ene eller det andet land. Men set med investor-øjne er der stadig store nationale forskelle, når det gælder aktiemarkederne.

Selv når det gælder landende i Vesteuropa, har konvergensen langt igen. Ikke engang de 12 euro-lande er i nærheden af at være et enhedsmarked. Det tog Morningstar konsekvensen af, da der vi ved udgangen af sidste måned gennemførte en revision af de kategorier, vi opdeler alle Europas investeringsfonde i.

I stedet for blot at have kategorier for fonde, der investerer i euro-området, har vi nu kategorier også for de fonde, der går efter aktier i et enkelt euro-land.


Selv euro-lande er forskellige

I den proces træder forskellene klart frem. De fonde i den nye kategori ’Italien – Aktier’, der har eksisteret længe nok, har i gennemsnit givet et afkast på over 15 procent om året de sidste ti år. Fondene i ’Tyskland Large Cap – Aktier’ har i samme periode blot sneget sig op på otte procent i gennemsnit.

Nu er det jo ikke helt ti år siden, de 12 euro-lande opgav deres selvstændige valutaer. Men selv om man blot ser på de seneste fem års afkast, er forskellene markante. Fonde i kategorien ’Østrig – Aktier’ har givet et afkast på næsten 30 procent om året i gennemsnit i den periode, mens tallet for afdelinger med franske aktier er nærmere fem procent.


Erhvervsstruktur og hjemmemarked

Forklaringen er egentlig ikke, at globaliseringssnakken har vist sig grundløs. Der er faktisk klare sammenhænge mellem, hvordan det går aktierne i bestemte brancher på tværs af landegrænser. De senere år har for eksempel været gode for aktier i energisektoren, næsten uanset hvor i verden, selskaberne ligger. Eller man kunne nævne den verdensomspændende medvind til aktier i mindre selskaber frem for store.

Men der er altså alligevel forskel på landene. Det skyldes blandt andet, at mange virksomheder fortsat er afhængige af udviklingen på hjemmemarkedet. Sætter politikerne skatten op, bliver livet sværere for det lands detailhandel, for eksempel – globalisering eller ej. Og så skyldes det selvfølgelig også, at der er stor forskel på landendes erhvervsstruktur.

Over 10 procent af investeringerne i fondene i kategorien med østrigske aktier er for eksempel i energiaktier, mens det samme tal er under en procent hos dem, der investerer i tyske eller belgiske aktier. Det gør selvfølgelig en stor forskel for afkastet i perioder, hvor energiaktier sætter dagsordenen.

Der er altså mange penge at tjene for den, der rammer rigtigt, når det gælder om at udpege taber- og vinderlande i Europa. For slet ikke at tale om i resten af verden. Og vil man satse på et bestemt land, er en investeringsfond en oplagt måde at gøre det på. Ved hjælp af den kan man få en bred eksponering til landets marked, uden at skulle bruge for mange ressourcer på at vurdere ikke bare landet, men også enkelte virksomheders muligheder.


Fonde giver adgang til vækstlande

Det er da også et marked, som de danske investeringsforeninger har kastet sig over. De tilbyder fonde med aktier udelukkende fra Indien, Kina, Rusland, Tyrkiet – og på det seneste har ikke færre end fire af dem lanceret afdelinger udelukkende med tyske aktier. Tit er de markedsført med argumenter som ”få del i xxx-lands økonomiske boom”.

Som sagt er det også fornuftige produkter for investorer, der går efter netop væksten i et enkelt land. Især fordi de danske skatteregler og det hjemlige distributionssystem i praksis afskærer danske investorer fra at investere i for eksempel de hundredvis af afdelinger med tyske aktier, der findes på det tyske marked.


Men farligt at satse snævert

Men som investor kræver det dog en solid portion selvtillid, hvis man vil mene, at man kan udpege fremtidens vinderland – og at man kan nå at investere i landet, inden alle verdens øvrige investorer får øje på det og presser kurserne i vejret.

I stedet kan man se de store forskelle på afkastene i de forskellige lande som udtryk for, hvor galt det kan gå, hvis man samler sine investeringer ét sted. På samme måde, som hvis man samler sine investeringer i en bestemt branche. Vælger man rigtigt – hvilket ofte vil sige heldigt – kan man score den store gevinst, men vælger man forkert, må man nøjes med et meget lille afkast, eller man kan endda blive ramt af betydelige tab.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Las Olsen  Las Olsen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser