Danske fonde fortsat i europæisk elite

Mens skiftet til Morningstars udvidede rating har været ganske udramatisk for de fleste foreninger i den månedlige rangliste, er det gået hårdt ud over SEB. Danske fonde ligger stadig pænt til i europæisk sammenligning.

Karsten Henriksen 13/11/2006
Facebook Twitter LinkedIn

I denne måned har Morningstar udvidet ratingen til at inddrage længere tidshorisonter når fondenes præstationer bedømmes. Nu ses der ikke længere alene på de seneste tre års præstationer, men også på fem og ti år i tilfælde fondene har levet så længe. Foreningernes rangliste er for først gang baseret på de ’nye’ stjerner og det viser sig at de foreninger der hidtil har klaret sig godt i ranglisten med få undtagelser fortsat ligger i den gode ende. Således ligger Nykredit stadig i toppen af listen, om end med et lavere snit end de foregående måneder. Faldet skyldes imidlertid ikke den nye metodik alene, men også at foreningen har fået endnu en fond med i ranglisten, som med tre stjerner er med til at trække det samlede snit ned.


Begge veje

Den generelle tendens for de danske foreninger er et fald i ratingen, men det er ikke alle foreninger der går tilbage, faktisk er der fire foreninger som i denne måned opnår et højere snit, mens en ligger uændret fra måneden før.

Carnegie er blandt de foreninger der kan glæde sig over fremgang i rating, idet en af foreningens seks bedømte fonde er gået en stjerne frem og det er nok til at foreningen er gået fire pladser frem i det tætte felt og nu igen indtager andenpladsen med et snit på 3,83 stjerner.

Det er også gået godt for BankInvest, som er en af de tunge drenge på det danske fondsmarked. Foreningen er hoppet en plads frem som nummer fire og er gået lidt frem i den gennemsnitlige bedømmelse til 3,58 stjerner. Fremgang skyldes blandt andet at foreningen har fusioneret fem fonde, der tilsammen have en gennemsnitlig rating på 3,00 stjerner og det er med til at de resterende 31 fonde har opnået et højere snit.

Helt anderledes er det gået for SEB, der har mistet stjerner på 10 ud af foreningens 16 bedømte fonde og det er noget der har betydet en dramatisk ændring i foreningens samlede placering. Foreningen er gået fra et snit på 3,69 i sidste måned til blot 3,00 og det har kostet hele syv plader i ranglisten, så foreningen er nu rykket ned som nummer 11 i den samlede stilling. Ses der på foreningens treårs ratings alene er tilbagegangen marginal, de store fald skyldes inddragelsen af femårs ratings, hvor foreningen kun har leveret gennemsnitlige resultater.

Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - Oktober Antal Snit - September
Nykredit Invest 4,18 11 4,40
Carnegie WorldWide 3,83 6 3,50
Sparinvest 3,64 11 3,70
BankInvest 3,58 31 3,51
Sparindex 3,50 10 3,60
Danske Invest-gruppen 3,45 77 3,47
Jyske Invest 3,40 25 3,48
Sydinvest 3,38 16 3,38
Nordea Invest 3,21 33 3,16
Lån & Spar Rationel Invest 3,00 12 3,10
SEB 3,00 16 3,69
Midtinvest 2,55 11 2,64
ABN AMRO Invest 2,50 8 2,38
EGNS-INVEST 2,50 12 2,55
Alm. Brand Invest 1,91 11 2,09

Danske Invest-gruppen er gået marginalt tilbage i den gennemsnitlige rating, men er alligevel kravlet to pladser op i listen til en sjetteplads. Med til at trække op er at gruppen har lukket syv fonde der tilsammen have et snit under tre stjerner og samtidig er tre af gruppens øvrige fonde blevet bedømt for første gang med et snit over tre stjerner. Samlet set bliver det til et snit på 3,45 stjerner på baggrund af 77 bedømte fonde, hvilket er ganske pænt størrelsen taget i betragtning.

Nordea Invest som også er blandt de helt store foreninger i Danmark har opnået et bedre snit sammenlignet med måneden før og er nu oppe på 3,21 stjerner på baggrund af 33 bedømte fonde. Og det er det højeste snit foreningen har opnået til dato.


Indløsningsfradraget koster

I den nationale rangliste er Danmark rykket ned på en tredjeplads ud af de femten lande der deltager i ranglisten og den gennemsnitlige rating for de danske foreninger under ét, er faldet fra 3,36 til 3,28. En af forklaringerne på tilbagegangen er at Morningstar Rating nu også tager det såkaldte indløsningsfradrag med i bedømmelsen.

Indløsningsfradraget er den omkostning der er forbundet med at sælge en fond tilbage til foreningen. Stort set alle danske fonde forbeholder sig, jævnfør prospekterne, retten til at opkræve et indløsningsfradrag ved tilbagesalg til foreningerne, mens det forholder sig anderledes blandet i resten af Europa og det giver derfor generelt lidt lavere bedømmelser til de danske fonde. Danske fonde under et ligger dog stadig, samlet set, blandt de bedste i Europa når både afkast, risiko og omkostninger tages i betragtning. Det er en gennemsnitlig betragtning, som dækker over gode såvel som ringe fonde og derfor skal man ikke blindt kaste sig over en hvilken som helst fond, blot fordi den er ’made in Denmark’.

Landenes rangliste i Morningstar Rating™
Land Snit - Oktober Snit - September
Finland 3,48 3,68
Norge 3,35 3,29
Danmark 3,28 3,36
Storbritannien 3,26 3,26
Schweiz 3,22 3,14
Holland 3,15 3,21
Sverige 3,13 3,30
Frankrig 3,12 3,05
Østrig 3,12 2,88
Belgien 3,10 3,28
Tyskland 3,07 2,91
Dublin 3,06 3,02
Spanien 2,93 3,08
Luxembourg 2,90 2,92
Italien 2,69 2,46

Morningstar Rating er en europæisk sammenligning, hvor fondene bliver bedømt på, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år i forhold til tilsvarende fonde inden for samme kategori i hele Europa. Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen. Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i 140 kategorier. I oktober var der i alt 382 danske fonde, som indgik i bedømmelsen og på europæisk plan var tallet ikke mindre end 21.005 fonde. Her på siden kan man se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond, under fanebladet 'Risiko og rating'. Så hvad enten man vil sammenligne fonde på korte eller lange perioder har man nu muligheden.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser