Man kommer let til at tænke tilbage til 1980erne for tiden. Lyserøde Lacoste-skjorter er tilbage, Madonna synger atter dansegulvs-musik, og der er sågar enkelte punkere med hanekam i gadebilledet.
Og så er et rigtig 80’er-ord som inflation dukket op i avisernes spalter igen. Inflationsudsigten giver grund til bekymring, lyder det fra centralbankerne i Washington, Frankfurt og Tokio. Ikke stor bekymring, men nok til, at pilen peger en hel del mere opad end nedad, når bankfolkene skal fastsætte renteniveauet.
Grimme minder
I 1980erne var det bestemt ikke kun centralbankchefer, der bekymrede sig om inflationen. At tage højde for den var helt afgørende i enhver finansiel beslutning dengang. Især i begyndelsen af årtiet, hvor de årlige prisstigninger her i landet var over 11 procent, og det ikke gik meget bedre i resten af verden.
Hvad man havde af forventninger til inflationen var meget afgørende for, om man for eksempel synes, at det ville være en god idé at investere i en obligation med en effektiv rente på 15 procent før skat. Dem, der undervurderede inflationen, tabte stort. Dem, der forudså, at inflationen ville falde drastisk, tjente rigtig godt på obligationsmarkedet.
I dag er inflation næppe noget, der fylder alverden i almindelige investorers bevidsthed. Det er faktisk kun et par år siden, at man talte meget om risikoen for deflation i den vestlige verden. Deflation er det modsatte af inflation, nemlig en spiral af stadig lavere forbrugerpriser. En temmelig skadelig tilstand, som Japan var fanget i ind til for nyligt.
Deflationen blev ikke rigtig til noget i denne omgang, og nu er det altså inflationen, der er på dagsordenen igen. Dog slet ikke på et niveau, der kan måle sig med 80’ernes. De seneste tal herhjemmefra viser en årlig vækst i forbrugerpriserne på 2,2 procent.
Nok til at tage alvorligt
Ikke alverden, men nok til, at det ikke er helt ligegyldigt. Det betyder for eksempel, at penge på selv en rigtig velforrentet bankbog står og bliver mindre og mindre værd. En almindelig topskatte-yder skal skaffe sig en rente på over fem procent for bare at holde trit med prisudviklingen
.Det siger lidt om, hvor vigtigt det er at overveje sin risikoprofil. For investerer man pengene forkert, er der også ved dagens ganske lave inflationsniveau en alvorlig risiko for, at éns penge bliver mindre værd. Og det er jo også en form for tab.
Skal man bruge pengene i næste måned er inflationseffekten selvfølgelig ubetydelig. Der er det vigtigst at sikre sig, at pengene faktisk er der. Men skal man først bruge dem om for eksempel fire år, er sagen noget anderledes.
Lader man dem stå på lønkontoen til nul i rente, vil inflationen i dens nuværende form give et tab på 9,9 procent over den periode. Her bør man nøje overveje, om ikke det i virkeligheden er mindre risikabelt at investere. For eksempel i en fond, der placerer pengene i korte danske obligationer, og dermed er nogenlunde beskyttet mod rente- og valutarisiko.
Obligationer i farezonen
Inflationen byder også på andre farer end, at prisudviklingen spiser købekraften af sparepengene. Først og fremmest er en uforudset og varig stigning i inflationsniveauet omtrent det værste, man kan byde en obligationsinvestor på.
Kommer inflationen op, kommer obligationskurserne ned. Det skyldes, at en obligation udbetaler et fast beløb i kroner til hver termin, plus et større beløb, når den forfalder. Den tager ikke hensyn til, hvor meget de kroner faktisk kan købe, når de bliver betalt. Er inflationen steget, er det ikke lige så interessant at have udsigt til at få 1.000 kroner i hånden om ti år. Derfor falder kursen på obligationen.
Undtagelsen fra den regel er de såkaldte indeksobligationer. De er nemlig indrettet, så udbetalingerne følger inflationen. Men på grund af en lovændring i 1999 er de praktisk taget ikke tilgængelige på det danske marked længere. De fonde, der investerer i dem, er enten lukket for nye indskud eller besværlige og omkostningskrævende at investere i.
Til gengæld findes der et andet investeringsalternativ, hvor afkastet ikke er fastlåst i kroner og øre – nemlig aktier. Aktiers afkast vil i sidste ende afhænge af overskuddet i de virksomheder, der har udstedt dem. Og er der inflation, så alle priser stiger, skulle det være mærkeligt, om ikke overskuddene stiger nogenlunde tilsvarende.
Det er en vigtig grund til, at det kan være en god idé at tage en aktiefond med som måske 20 procent af en portefølje, der ellers består af obligationsfonde. Aktier kan tjene som et værn mod den risiko, at inflationen stiger og udhuler værdien af obligationerne. Men selvfølgelig tilføjer aktier så den risiko, at for eksempel økonomisk lavvækst går ud over aktiekurserne.
Inflationen og muligheden for, at den stiger, udgør en risiko, man skal tage alvorligt. Men der er dog nok grænser for, hvor galt det vil gå. Ind til videre er inflation mere noget, man snakker om i centralbankerne, end noget, vi for alvor er ramt af. Godt nok stiger benzinen, men mobiltelefonerne bliver hele tiden billigere, og i det store billede er priserne stadig rimelig meget under kontrol.
Og netop det, at centralbankerne snakker så meget om inflationen betyder formentlig, at den kan blive holdt nede. Det er nemlig lige præcis de bankers vigtigste funktion.
