Investeringer koster penge og det går fra i afkastet. Derfor er det ikke lige meget, om man køber en dyr eller en billig fond. Desværre er det ikke nok at se på omkostningerne alene, en billig fond kan nemlig sagtens være dårlig og en dyr fond kan godt være god.
Omkostningerne varierer meget fra fond til fond, også selvom man vælger at se på et udsnit af danske fonde, der har stort set samme investeringsstrategi. Eksempelvis spænder de årlige administrationsomkostninger fra 0,42 til 2,28 pct. for fondene i Morningstar Kategorien ’Danmark – Aktier’. Og selv hvis man isolerer universet yderligere indenfor kategorien ved at udlade fonde med et specielt fokus på enten små eller store aktier og kun ser på fonde der investerer bredt i danske aktier, så er der stadig et betydeligt spænd fra billigste, 0,56 pct. til dyrest med 1,60 pct. i årlige omkostninger. Tendensen er den samme i de fleste kategorier, nogle fonde har høje omkostninger og andre har lave.
Lave omkostninger
Hvis man eksempelvis ser på indeksafdelinger, så er de typisk billige, da de ikke har en dyr porteføljemanager eller et management team til at udvælge investeringerne. Denne type forvaltning kaldes passiv forvaltning.
Der er altså ikke denne store lønpost og brug af ressourcer på ekstern rådgivning og analyse. Indeksfonde er typisk styret af faste beregninger i et spreadsheet eller en logaritme i en computer, og når indkodningen først er gjort, koster det ikke alverden at vedligeholde. Omkostningerne ved sådan en fond stammer således stort set kun fra det lovpligtige i form af rapportering af regnskab med videre og fra handler i porteføljen, efterhånden som indeksene ændrer sig.
Og for de relativt lave omkostninger får medlemmerne af indeksfonde et afkast, de kan være sikre på – i relativ forstand. Der er ganske vist ingen garanti på det absolutte afkast, men man ved, at afkastet kommer til at ligge meget tæt på indeksets udvikling. Spørgsmålet er så lige om det indeks fonden følger er relevant for investor.
En fond kan dog også være relativ billig, selv om den er aktivt forvaltet. Måske er foreningen bag den god til at administrere og gøre arbejdet billigt, eller også er fonden meget stor, så der er flere medlemmer og en større formue til at løfte byrden fra de faste omkostninger. Det er en fordel de store foreninger typisk har, og omvendt en ulempe som små foreninger eller nye foreninger ofte må leve med. Stordriftsfordelene er imidlertid ofte overvurderede idet mange af omkostningerne er faste procentandele af formuen, viser en analyse Morningstar foretog tidligere på året.
Aktiv forvaltning
Fonden kan selvfølgelig også have høje omkostninger, fordi den ikke er god til at administrere og investere på en ordentlig måde. Den slags fonde er ikke værd at bruge tid, kræfter og penge på.
Endelig er der de fonde, som er dyre, fordi de vælger at bruge en masse krudt på investeringsprocessen, rådgivningen, analysen, udvælgelsen mv. Her er det helt afgørende, at denne aktive forvaltning modsvares af et merafkast. Skal man poste penge i et stort rådgivnings- og analyseapparat, så skal man selvfølgelig have noget for pengene.
Problemet her er, at man ingen garanti har for, at man får noget for pengene. Især ikke i fremtiden. Man kan dog undersøge, hvordan det hidtil er gået, ved at se på en fonds afkast over en lang periode i forhold til ensartede fonde med tilsvarende investeringsmålsætninger. På den måde er det muligt at vurdere, om den aktive indsats har været omkostningerne værd, men som sagt er der ingen garanti for, at den udvikling – god som dårlig – fortsætter i fremtiden.
Svært på langt sigt
Faktisk viser undersøgelser, at aktiv forvaltning over lange horisonter har svært ved at slå markedet, for især på lang sigt – år efter år – er det svært at løfte omkostningerne i et afkast.
Man ser da også ganske ofte, at fonde eller afdelinger har svært ved at slå deres eget benchmark-indeks. Ofte peges der fra foreningerne på, at en af grundene til en underperformance er, at et indeks ikke har omkostninger.
Det er korrekt. Men netop det argument understreger, at aktiv forvaltning ikke altid er pengene værd. Derfor skal man som privat investor undersøge de omkostninger ens fonde har. Er de høje, må man forlange bedre afkast end konkurrenternes. Som privat investor skal man i al fald ikke betale for, at en forening ikke kan administrere eller fordi en masse penge postes af sted til rådgivere og dyre porteføljeforvaltere, der ikke skaber værdi.
Ultimativt er det afkast man ’køber’ når man investerer i en fond, på bekostning af en given risiko. Lave omkostninger alene er ikke nogen garanti for at man har fundet en god fond. Men er to fonde lige attraktive, når man gennemfører sine analyser af dem, så kan det være en god ide at holde sig til den, der typisk har de laveste omkostninger. Den har nemlig fra start af, et afkastmæssigt forspring frem for konkurrenten.
