Afkast uden risiko. Sådan opfatter mange bankernes strukturerede produkter til private investorer, også kendt som garantiprodukter. Altså den type af investeringsobligationer, hvor man er garanteret at få i hvert fald det meste af sit indskud tilbage, plus eventuelt et ekstra afkast, der afhænger af udviklingen i en eller anden del af finansmarkedet.
Det lyder jo besnærende, og danskernes køb af den type produkter er da også stærkt stigende. De første fem måneder af i år har bankerne solgt for godt 18 milliarder kroner af opsparingsprodukter med en garanti mod tab, ifølge oplysninger, som bankerne har givet Berlingske Tidende.
Det skal ses i forhold til, at salget i hele 2005 udgjorde 21,6 milliarder, hvilket i sig selv var dobbelt så meget som i 2004. Og til, at det samlede bruttosalg af beviser fra de danske investeringsforeninger udgjorde 77 milliarder kroner i de samme fem måneder af 2006. Investeringsforeninger sælger altså stadig bedre end garantiprodukterne, men det ser ud til, at de garanterede obligationer vinder markedsandele.
Ingen gavebod
Men før man hopper med på vognen bør man gøre sig klart, at garantiprodukterne ikke er nogen gavebod. Ser det ud som om, man kan få den store gevinst uden at satse, skal man se bedre efter. Enten er produktet mere risikabelt, end det umiddelbart lyder, eller også er afkastmulighederne dårligere.
Det betyder ikke, at der er noget fordækt eller urimeligt ved garantiprodukterne. Kun, at de har deres fordele og ulemper.
Blandt fordelene er, at de giver mulighed for at investere målrettet i en bestemt finansiel udvikling, man måtte tro på. Blandt ulemperne er, at produkterne er svære at gennemskue, sammenlignet med investeringsforeninger. Og som regel sværere at komme ud af før udløb.
Selve garantielementet i produkterne kan selvfølgelig også være en fordel. Man skal bare gøre sig klart, at helt tabsfri behøver de ikke at være. Heller ikke selv om man holder dem, til de udløber.
Kan faktisk give tab
Garantiprodukterne er normalt konstrueret som en obligation. Typisk kan man købe den ved udstedelsen til kurs 100. Eller et godt stykke over, for eksempel 105. Garantien består i, at når obligationen udløber, bliver den indløst til kurs 100. Man får altså det meste af sit indskud igen efter en periode.
Til gengæld får man som regel ikke nogen renter. Og her begynder garantien at vise sin svaghed. For at have sine penge stående uforrentet, er ensbetydende med et tab – også ud over de omkostninger, der er ved produktet.
Inflationen i Danmark er to procent om året, målt ved de sidste fem års gennemsnit. Det betyder, at har man sine penge stående uforrentet i fem år, lider man et tab på 10,4 procent. Oven i det kommer så det eventuelle kurstab, der følger af, at mange af obligationerne bliver udstedt til lige over kurs 100. ”Garantien” er altså ikke en garanti mod tab overhovedet, men kun mod, at tabet bliver meget stort.
Afkast svært at gennemskue
I stedet for renter giver obligationerne et afkast, der afhænger af udviklingen i en eller anden del af det globale finansmarked. Der er efterhånden rigtig mange muligheder. Et bestemt aktieindeks, råvarepriser, valutakurser eller forskellen mellem to rentesatser er nogle af eksemplerne.
Her bliver det gerne indviklet. Det er et større analysearbejde at vurdere, hvor stor en gevinstchance, man egentlig har. Og om gevinstens potentielle størrelse står i et rimeligt forhold til risikoen for, at man ingenting får. Konstruktionen betyder, at der langtfra er en én-til-én sammenhæng mellem markedsudviklingen og afkastet. Blandt andet kan afkastet være underlagt ikke bare en nedre grænse, men også en øvre.
Det er især kompleksiteten, der gør, at blandt andre Nationalbanken og en del forskere er skeptiske over for produkterne. De sætter spørgsmålstegn ved, om investorerne virkelig forstår, hvad de køber. Ikke mindst fordi den eneste rådgivning, der er tilgængelig for de fleste, kommer fra bankerne – det vil sige fra sælgerne af produkterne.
Få har brug for produkterne
Det er da også svært at frigøre sig fra mistanken om, at garantiprodukterne bliver solgt lige lovlig aggressivt. Man skulle ikke tro, at så mange investorer har behov for, hvad der i bund og grund er et nicheprodukt.
Man kan for eksempel se på en langsigtet investor, der sparer op til pensionen. Han bør have en portefølje af forskellige typer fonde, der har placeret pengene i mange forskellige obligationer og aktier. Og de bør være virkelig forskellige, både med hensyn til branche, geografi og stil, altså om det er vækst- eller valueaktier, og om de kommer fra små eller store selskaber.
At sådan en portefølje skulle give et negativt afkast over en tidshorisont på for eksempel ti år er stærkt usandsynligt, viser stribevis af undersøgelser. Pensionsinvestoren har i realiteten ikke brug for nogen garanti mod negative afkast, men derimod god brug for hele den positive kursudvikling, som investeringen må forventes at give.
Eller man kan tage en mere kortsigtet investor, der måske skal bruge pengene i løbet af et par år. Her er det umiddelbart mere oplagt med garanterede investeringer. Men for mange i den situation er garantiprodukterne i virkeligheden for risikable.
Ikke alene er der risikoen for, at afkastet efter inflation og kurstab er temmelig negativt. Der er også det problem, at garantien kun gælder ved obligationens udløb, der ofte er fem eller syv år ude i fremtiden. Skal man bruge pengene før, kan kurstabet blive betydeligt. Har man den mindste risiko for at få brug for pengene før, skal man tænke sig meget godt om, før man køber en garanti-obligation.
For begge disse typer af investorer kan garantiprodukter være et krydderi på deres investering, hvis de ønsker at eksponere sig mod de mere eksotiske træk på finansmarkedet.
Men for de fleste er det direkte investeringer i forskellige fonde, der giver den bedste kombination af afkast, risikospredning, fleksibilitet og gennemskuelighed. Og ikke mindst muligheden for at sammensætte en portefølje, der passer til éns egen risikoprofil.
