Danmark er europamester i komplicerede skatteregler og det er med til at afskære private investorer muligheden for at placere frie midler i udenlandske aktiefonde. Teknisk set er det muligt at investere i fondene, men det er ofte skattemæssigt selvmål at gøre det og af samme grund markedsfører de udenlandske fonde sig ikke aktivt i Danmark. Det er til trods for at 2000 af slagsen allerede er godkendt til salg i Danmark hos Finanstilsynet. Fondene er allerede registeret i Morningstars databaser med uafhængige informationer og løbende afkast og porteføljedata, hvorfor det vil være overskueligt for investor, på et uafhængigt grundlag, at vælge de bedste fonde til porteføljen, blandt de mange nye tilbud, hvis skattebarrieren blev fjernet.
Tidligere på ugen kom Konkurrencestyrelsen på banen med en redegørelse, der konkluderer, at de danske investeringsforeninger kan gøre det endnu bedre end de gør det i dag og det kan der ændres ved gennem øget konkurrence. Redegørelsen peger blandt andet på to helt centrale forhold, der hæmmer konkurrencen på det danske marked for investeringsforeninger. Det ene er, at distributionen af fonde i Danmark primært går gennem foreningernes moderbanker, således at investorerne typisk kun bliver tilbudt fonde fra bankens egen forening, når bankrådgiveren yder sin assistance. Og det andet helt afgørende punkt er, at de danske skatteregler fortsat holder de danske fonde ude af landet. Begge dele er forhold som Morningstar gentagne gange har påpeget er til skade for den private investor, der således automatisk går glip af en bred vifte af relevante tilbud.
Hvis de udenlandske fonde får mulighed for at konkurrere på lige vilkår, som det faktisk er tilfældet i resten af Europa, så vil det næsten øjeblikkeligt stille den private investor bedre og det er jo lige nøjagtig den private investors behov det hele drejer sig om.
Blot på den anden side af Øresund, beskattes investorernes afkast ens, hvad enten det stammer fra indenlandske eller udenlandske fonde. Her er der knap 3.000 fonde at vælge imellem og kun 550 af disse er svenske fonde. Samme tendens gør sig gældende i resten af Europa, hvor investorerne frit kan vælge blandt investeringstilbud fra både ind- og udland og dermed vælge de fonde som er optimale for deres specifikke porteføljesammensætning. Danske investorer for frie midler er imidlertid begrænset til at investere i danske fonde alene og det giver væsentlig færre fonde at vælge imellem.
Der er i de nuværende skatteregler lagt op til at de udenlandske fonde kan blive godkendt af de danske skattemyndigheder til at blive skattemæssigt behandlet ens med de danske udbyttebetalende aktiefonde. Men i praksis er den administrative byrde forbundet med en sådan godkendelse så stor og bekostelig, at de udenlandske fondshuse fravælger det danske marked – taberen er den danske private investor – og vinderne, ja det er de danske banker, som sidder hårdt på distributionen af egne foreningers fonde.
Både gode og dårlige
Der skal ikke herske tvivl om, at de danske investeringsforeninger i gennemsnit udbyder fonde der kvalitetsmæssigt ligger over middel også når der sammenlignes med resten af Europa. Det betyder imidlertid ikke at alle danske fonde er gode. Tværtimod findes der både gode og mindre gode fonde på det danske marked, og så findes der faktisk kategorier, hvor udbudet er meget begrænset eller helt fraværende.
Vælger man eksempelvis kun at fokusere på de bedste danske fonde, fx ved alene at se på fonde med fire eller fem stjerner i Morningstar Rating, så bliver det danske univers indsnævret ganske gevaldigt. Ud af de 324 ratede fonde i Danmark, har 122 af disse opnået en bedømmelse på fire eller fem stjerner, hvilket vil sige at de er blandt den bedste tredjedel, i konkurrence med sammenlignelige fonde fra resten af Europa.
Det er fortsat mange fonde, men i takt med at man som investor søger noget mere specifikt, kan valgmulighederne hurtigt svinde ind. Vælger man at se på fonde med Nordamerikanske aktier med en neutral investeringsstil, så er antallet pludselig nede på tre fonde med høje ratings, og ønsker man specifikt fonde med amerikanske vækstaktier, ja så må man gå på kompromis med kriteriet om fire og fem stjerner, idet der kun eksistere en enkelt fond med det fokus på det danske marked og den har kun 2 stjerner. Tendensen er den samme hvad enten man vælger at bedømme fondene på baggrund af Morningstar Rating eller vælger andre nøgletal, pointen her er, at når man blive specifik i sine ønsker som investor, så er der i mange tilfælde kun et begrænset udvalg og kvalitet.
Derfor er det en yderst relevant pointe, som Konkurrencestyrelsen kommer med, nemlig at det skal gøres nemmere og billigere for udenlandske fonde, at blive skattemæssigt godkendt til at få samme status som danske fonde og dermed kunne tilbyde relevante muligheder til danske investorer. Og her er de måske lidt for beskedne, for målet må være at de danske skattemyndigheder lærer af vore naboer, med en forenkling af skattereglerne.
Med ens skattemæssig behandling af danske og udenlandske fonde, kan investor også rette fokus mod det der er relevant, nemlig hvilke fonde der passer bedst til porteføljen ud fra et investeringsperspektiv i stedet for, at overvejelserne ved køb og salg går op i skattetænkning. Man kan med rette sige at den private investor ofte får skabt en portefølje, som ikke performance- og risikomæssigt er 100% optimal, men alene er det skattemæssigt.
Den direkte vej til øget konkurrence, større udbud og skarpere priser til de danske investorer er, at der åbnes op for de udenlandske fonde. Det er også den meste effektive vej til hurtigt at få fyldt op med kvalitetsfonde, der hvor der i dag er mangler i det eksisterende danske udbud. Konkurrencestyrelsen har kastet bolden op og nu er det op til de danske skattemyndigheder, at gribe den og skabe reel mulighed for, at investorerne fremover får et frit valg mellem danske og udenlandske fonde.
